Christian Eriksens hjertestop udstiller vores forhold til døden

Fodboldstjernens kollaps under EM-landsholdskampen mod Finland i lørdags var ikke alene en tragisk hændelse. Det var også en ufrivillig konfrontation med den del af livet, mange af os har sværest ved at kapere, nemlig døden

Mange børn, der så lørdagens fodboldkamp, vil være påvirkede af Christian Eriksens dramatiske kollaps. Derfor er det ”utroligt vigtigt”, at man i landets familier tager en samtale om hændelsen, hvor man også forholder sig til døden, siger direktør i Det nationale sorgcenter Preben Engelbrekt.
Mange børn, der så lørdagens fodboldkamp, vil være påvirkede af Christian Eriksens dramatiske kollaps. Derfor er det ”utroligt vigtigt”, at man i landets familier tager en samtale om hændelsen, hvor man også forholder sig til døden, siger direktør i Det nationale sorgcenter Preben Engelbrekt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Inderst inde ved alle, at døden er et livsvilkår. Christian Eriksens kollaps i lørdags satte imidlertid erkendelsen på spidsen.

Det ene øjeblik var han arkitekten bag landsholdets vel nok største chance. Med sin stoisk rolige elegance tæmmede han bolden på kanten af feltet, hvorefter han skød fra distancen. Et som altid drilsk skud, der brækkede i luften, og som den finske målmand kun formåede at halvklare til en farlig ripost og tilskuernes spontane jubel.

Øjeblikke efter lå selvsamme Christian Eriksen livløs omgivet af holdkammerater, læger og samaritter, der kæmpede for at få hans hjerte til at slå igen.

Det var svært at tro sine egne øjne. På græstæppet i Parken lå en ung mand på 29 år i sit livs måske bedste form og i sin karrieres højdepunkt, og det var på mange måder denne usandsynlige kontrast, der gjorde konfrontationen med døden, som spillere, tilskuere og seere verden over oplevede, så voldsom. Det vurderer professor i filosofi ved Syddansk Universitet Anne-Marie Søndergaard Christensen.

”Det særlige ved Eriksens hjertestop er, at vi oplever et menneske på sit højeste i livet blive konfronteret med døden. Eriksen står på toppen af karrieren, og at døden slår ned midt i dette, viser med stor voldsomhed, hvor sårbare vi alle er. Og det får os til at stoppe op og tænke, for pludselig erkender vi, at man kan have nok så mange projekter i gang og stræbe efter at være nok så sund, produktiv og et godt menneske, men alligevel kan intet beskytte os mod døden,” siger hun.

Det var den tyske eksistentialist Martin Heidegger, der beskrev, at selve menneskets eksistens er defineret ud fra vores forhold til døden.

Han beskrev det paradoksale i, at døden på den ene side er et grundvilkår, vi nærmer os dag for dag, men som vi mennesker på den anden side næsten ikke kan udholde at se i øjnene. Paradokset kan ifølge Anne-Marie Søndergaard Christensen skyldes, at ”vi som mennesker måske ikke er modige eller ærlige nok til at konfrontere os selv med døden”.

”Når vi så oplever døden på så tæt hold som i lørdags, så aftvinger det selvfølgelig først og fremmest en dybfølt empati i os alle. Men derudover tror jeg også, at konfrontationen mindede os om en grundlæggende personlig angst for døden, der kan dukke op i os alle. Man tænkte, at hvis Eriksen kan falde om på banen, så kan vi alle falde om. Og den konfrontation med døden tror jeg faktisk kun blev forstærket af, at vi kommer fra en periode, hvor døden har været til stede latent i vores kultur, uden at vi rigtigt har talt om den. Under normale omstændigheder bruger vi en stor del af vores liv på at fortrænge døden, for hvis vi stirrer den i øjnene, så bliver vi lammet, men med coronaepidemien og Christian Eriksens fald har vi ikke kunnet undgå at forholde os til den,” siger professoren, der allerede mener, at lørdagens dramatiske hændelse har ført til en refleksion om døden i befolkningen, som man ellers ikke normalt oplever.

Refleksionen ser man blandt andet i artikler, som ”Her er seks råd til, hvordan du taler med dine børn om Christian Eriksens kollaps,” som TV 2 bragte i søndags, ligesom børnenyhedstjenesten DR Ultra havde ekstra udsendelser i går, der skulle ruste børn, unge og forældre til de svære samtaler, man bør tage, før det er for sent. Det håber direktør i Det nationale sorgcenter, Preben Engelbrekt, i hvert fald.

”Et gammelt ordsprog siger, at ingen kender dagen, før solen går ned. Og den her episode viste os virkelig livets skrøbelighed. Det var et chok, hvor vi med ét gik fra feststemning til, at en af spillerne måske var død. På den måde er vi sjældent som nation blevet så tydeligt konfronteret med livets skrøbelighed, og det chokerede os. Det chokerede spillerne og tilskuerne, men det chokerede i høj grad også familierne hjemme i stuerne,” siger Preben Engelbrekt.

Han kalder det derfor ”utroligt vigtigt”, at man i landets familier tager en samtale om hændelsen, hvor man også forholder sig til døden. For sandheden er, at man ikke længere kan spise sit barn af med at sige: ”jamen, mor og far er jo raske. For det samme var Christian Eriksen. Først og fremmest skal man selvfølgelig videreformidle seneste nyt, så børnene ved, at Eriksen har det godt efter omstændighederne. Men derudover må, man spørge ens børn ind til oplevelsen. Hvordan var det at se, og er der noget, der bekymrer dem. Hvad taler I om i skolen og så videre. Mit bud er, at der vil være børn, der tænker: Hvad nu hvis det havde været dig mor eller far. Her er det vigtigt, at man på en nænsom måde får sagt, at der kan ske noget uforudsigeligt med os alle. Og sker det, er børn meget konkrete. De tænker på, hvad der skal ske med dem, såfremt forældrene dør, og her må man gerne involvere dem og sige: Hvis, og kun hvis, der skulle ske noget, så passer den og den på jer. Det har vi en klar aftale om”, siger han.

Preben Engelbrekt forventer imidlertid ikke, at Christian Eriksens hjertestop på sigt, vil bryde tabuet, det kan være at tale om døden. I denne tid har vi en anledning for at åbne op for de svære, gode samtale, siger han, men på sigt vender vi tilbage til normalen.

Det er professor i sociologi ved Aalborg Universitet og forsker i danskeres forhold til døden, Michael Hviid Jacobsen, grundlæggende enig i.

”Selvom der ikke er nogen tvivl om, at denne episode kommer til at fylde meget i medierne de kommende dage og uger, så er det næppe noget, der for alvor rokker ved vores kulturs indgroede opfattelse af døden. Vi bliver måske kortvarigt opmærksomme på døden som en mulighed eller eventualitet, men samtidig er episoden også så ekstraordinær, at vi nok har svært ved at relatere den til vores egen livssituation,” siger han.

Dermed ikke sagt, at oplevelsen er en, man kan lægge fra sig foreløbig. Den vil ”for de flestes vedkommende” fæstne sig både på nethinden og i bevidstheden i lang tid:

”Det omhandler det ubehagelige ved at bevidne, at andre mennesker kommer til skade eller ligefrem dør. Det er noget, som vi almindeligvis præsenteres for i voldelige tv-serier og film, hvor der er tale om fiktion. Her var det virkelighed, og der kom døden pludselig meget tæt på – og det er en død, som vi ellers almindeligvis er skærmet for i nutidens samfund,” siger Michael Hviid Jacobsen.

Det er netop bruddet med denne vanlige skærmning af døden, som professor i filosofi ved Syddansk Universitet, Anne-Marie Søndergaard Christensen, mener, vi som samfund bør reflektere på baggrund af:

”I Danmark forsøger vi effektivt at reducere sårbarheden for at dø mest muligt, og det kan betyde, at sorgen kan ramme os ekstra hårdt. Vi har længe skærmet os selv fra døden og samtalen om dem, og der synes jeg allerede nu, at vi kan se eksempler på, at Eriksens nærdødsoplevelse har fået os til at reflektere. Normalt er vi ret dårlige til at tale med vores børn og nære om døden, og at døden er en mulighed. Der tror jeg det her kan blive en anledning til, at man faktisk tager den samtale, for Christian Eriksens fald har mindet os om, at døden er et livsvilkår, som kan ramme os alle når som helst,” siger hun.

29-årige Christian Eriksen er fortsat indlagt på Rigshospitalet. Hans tilstand er stabil.