Christina Hagens ”Korrekthedsbiblen” mangler et originalt sprogligt greb

Forfatterens nye bog ”Korrekthedsbiblen” gør op med krænkelseskulturen og politisk korrekthed, men læser man bogen som litteratur er den for ensporet og kedelig

Christina Hagen er en af ny dansk litteraturs mest ejendommelige, morsomme, provokerende og tankevækkende stemmer, men ”Korrekthedsbiblen” savner i alt for lange sekvenser ikke bare det originale sproglige greb og den spiddende humor, men også den tvetydighed, der kendetegner Hagens ”White Girl”-bøger, mener anmelderen.
Christina Hagen er en af ny dansk litteraturs mest ejendommelige, morsomme, provokerende og tankevækkende stemmer, men ”Korrekthedsbiblen” savner i alt for lange sekvenser ikke bare det originale sproglige greb og den spiddende humor, men også den tvetydighed, der kendetegner Hagens ”White Girl”-bøger, mener anmelderen. Foto: Mik Eskestad/Ritzau Scanpix.

Præmissen for Christina Hagens nye bog, ”Korrekthedsbiblen”, er klar: Den såkaldte politiske korrekthed med dens identitetspolitik, krænkelseskultur og udskamning af ”forkerte” handlinger og holdninger har udviklet sig til en art religiøs fanatisme, der gennemgår alle tænkelige ytringer, synspunkter og aktiviteter med en tættekam for at finde potentielle krænkelser og fornærmelser.

En sådan analyse kan mildest talt forekomme en smule fordrejet, men man må give Hagen, at hun rammer en tone i tiden, hvis man eksempelvis bare har fulgt lidt med i debatten her i avisen om den danske sang, blonde piger og alt det der, hvor de mest krænkede i sidste ende vist var dem, der var krænkede over, at andre kunne finde på at føle sig krænkede.

Nå, lad det nu ligge. Det vigtigste spørgsmål i denne sammenhæng er jo først og fremmest, om Hagen har skrevet en god bog? Svaret er desværre ikke et tydeligt ja. Hagen er ellers en af ny dansk litteraturs mest ejendommelige, morsomme, provokerende og tankevækkende stemmer, men ”Korrekthedsbiblen” savner i alt for lange sekvenser ikke bare det originale sproglige greb og den spiddende humor, men også den tvetydighed, der kendetegner Hagens ”White Girl”-bøger.

I en karikeret, tegneserieagtig form for ghetto- eller indvandrerdansk leverer ”White Girl” kværnende, rasende og rablende monologer, som satirisk-ironisk gennemhegler tidsånden og den danske mentalitet, uden at nogen går fri.

I ”Korrekthedsbiblen” mødes man tilsvarende af et kor af karikerede stemmer, der med en selvretfærdig, moraliserende og formanende pegefinger udpeger og fordømmer alle mulige og modsatrettede handlinger og udsagn som fornærmende og krænkende for nogen eller noget. Det kan f.eks. lyde således (i bogen skrevet med sirlig skråskrift):

”Venligst ikke spørg Ekspedienten om en Bluse eller Kaffekande kan ’fås i en anden Farve’, idet Fokus på Farve kan opfattes som refererende til andre Områder af livet, hvor Spørgsmålet er stigmatiserende og diskriminerende”. Eller sådan her: ”Holder De Dem, til De kommer hjem, for at undgå det tilsmudsede offentlige Toilet? Tænker De på Borgeren med Slap Blære?// Tænker De på den rødhårende, når De griller Deres Lår i Solen?// Tænker De på den vitterligt Tørstige, når de drikker en Sodavand på Café for at holde Deres Veninde med Selskab?”.

Ved på den måde at køre den politiske korrekthed ad absurdum skabes der fra tid til anden et spøjst og humoristisk øjeblik – og ”Korrekthedsbiblen” er bedst og sjovest, når den er mest langt ude (”Tager De Hensyn nok til den synske, når De smider Deres Kaffegrums ud?”). Men netop fordi den i modsætning til ”White girl” tilsyneladende kun lader ironien og satiren pege én vej, nemlig mod korrekthedsfanatismen, som Hagen kalder fænomenet, bliver resultatet desværre, at bogens 248 sider alt for ofte bliver forudsigelige, kører i tomgang og mangler dynamik.