Claudie holdt op med at tro, men hun blev i den kristne ungdomsforening

Selvom Claudie May ikke længere er troende, har hun ikke forladt sin gamle katolske ungdomsorganisation, der overlever i det stærkt sekulariserede franske samfund. Det er et af de få steder, man kan tale om meningen med livet, siger hun

Claudie May ser ikke noget paradoks i at være daglig leder for en lokal katolsk ungdomsorganisation, selvom hun ikke længere er medlem af kirken. Hun er imod kirkens modstand imod fri abort, men kan fortsat spejle sig i den kristne nadver og budskab om fællesskab.
Claudie May ser ikke noget paradoks i at være daglig leder for en lokal katolsk ungdomsorganisation, selvom hun ikke længere er medlem af kirken. Hun er imod kirkens modstand imod fri abort, men kan fortsat spejle sig i den kristne nadver og budskab om fællesskab. Foto: Birthe Pedersen

Engang troede Claudie May på Gud. Det gør hun ikke længere. Det meste af den katolske kirkes køns- og kvindesyn kan få fortørnelsen frem i hendes stemme og tænde gnister i øjnene.

Hun er blandt de 67 procent af de unge franskmænd mellem 18 og 29 år, som siger, at de ikke tilhører nogen religion. Kun 15 procent siger, de er katolikker, og Claudie May er ikke længere en af dem.

Alligevel har den 30-årige kvinde de seneste tre år været lokal leder i Unge Landbokristnes Bevægelse, MRJC. Bevægelsen er den ældste katolske ungdomsorganisation i Frankrig næst efter spejderne. Den er finansieret af den katolske kirke, og dens øverste myndighed er den franske bispekonference. Claudie May har været medlem af lokalforeningen, siden hun var 10-12 år.

”Jeg havde en religiøs periode fra jeg var 10, til jeg begyndte at gå i gymnasiet. Jeg valgte selv at blive døbt, for mine forældre syntes, det skulle være mit eget valg. Vi gik ikke i kirke, men de meldte mig ind i søndagsskolen, og jeg blev grebet af troen. Indtil jeg kom i gymnasiet, og jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved det hele,” fortæller Claudie May

Den 30-årige kvinde er opvokset 50 kilometer fra Lyon i et område, der ofte omtales som ”det lille Vendée” med reference til det vestlige Frankrig, hvor præsterne efter den franske revolution nægtede at sværge den nye republik troskab.

De fleste landsbyer på egnen har stadig både en privat katolsk og en offentlig skole. Claudie May gik i privatskolen ligesom sin storebror. Men tro var ikke noget, hun talte meget med sine forældre om.

”De voksede selv op i en tid, hvor det var almindeligt at gå i kirke hver søndag. Men de fortsatte ikke, da de blev voksne. Hvis jeg har fået en katolsk opdragelse, er det især i form af værdier som respekt og tolerance, og det er også det, jeg i dag forstår ved kristne værdier, ” siger Claudie May.

De er også i højsædet i den katolske ungdomsorganisation MRJC, som hun forlod for at tage en uddannelse som socialpædagog, inden hun vendte tilbage for at blive daglig leder i byen Saint Etienne sydvest for Lyon.

Og hun ser ikke noget paradoks i sit valg.

”Jeg har brugt tre år i et job, hvor jeg har haft tæt kontakt med kirkelige autoriteter, selvom jeg dybest set er uenig med meget af det, de står for. Jeg deler ikke kirkens holdninger i for eksempel abortspørgsmålet, og det er en af grundene til, at jeg ikke kan sige, at jeg tilhører den katolske kirke. Men på den anden side føler jeg mig hjemme i nadveren, der symboliserer fællesskabet. Jeg lægger bare ikke den samme betydning i C’et i organisationen navn. For mig står det ikke så meget for ’chrétien’ (kristen) som for ’kollektiv’. Det er fællesskabet og den kollektive handling, der er vigtigt. Det at vi sammen engagerer os i lokalsamfundet og i de spørgsmål, der optager os,” siger Claudie May.

Hun tilhører den voksende gruppe af især unge franskmænd, som ifølge religionssociologen Philippe Portier repræsenterer en slags mellemvej mellem at tro og ikke at tro. Der er troende, som tvivler, og ikke-troende, som måske alligevel tror på deres helt egen måde.

”For mange mennesker er der ikke den store forskel på at tro og ikke-tro, og det favoriserer fælles handling, også politisk. Man behøver ikke være katolik for at deltage i katolske organisationer, som i øvrigt nedtoner det katolske. Og man kan som katolik lige så vel være aktiv i organisationer, der ikke er religiøse. Det var for eksempel ikke kun katolikker, der protesterede, da regeringen i 2016 indførte ægteskab for par af samme køn, men også for eksempel ateistiske psykoanalytikere. Og omvendt var der katolikker, som støttede loven ud fra ønsket om åbenhed og inklusion. Vi ser den samme splittelse i for eksempel spørgsmål om holdningen til migranter,” siger Philippe Portier.

Chantal Gloria er udpeget af bispesædet i Lyon til at være en ”voksen” reference, der holder de ofte fyrige unge fast på en vis formel, kirkelig vej. Hun mærker også, at de unge på den ene side er stærkt kritiske over for kirken som institution og på den anden efterspørger mere åndelige indgange til tidens store spørgsmål.

”Der er rigtig mange unge, som ikke kan acceptere den måde, kirken taler om for eksempel køn og seksualitet på, men alle har et stærkt behov for at arbejde med eksistentielle spørgsmål, og de kommer her netop, fordi vi giver plads til at gå i dybden,” siger Chantal Gloria.

Det sker på baggrund af bibelske tekster, men hvis nogen ikke ønsker denne religiøse indgang, kan de deltage i andre samtalegrupper på et sekulært grundlag.

For Claudie May er det vigtigt, at MRJC er i overensstemmelse med tiden og de unges måde at forholde sig til religion på. I hendes tid har de unge både arbejdet med spørgsmål som bæredygtighed og forbrug og skrevet et åbent brev om abort og kvinders ret til deres egen krop, som satte bispesædet og de kirkelige myndigheder i affekt.

” Tidligere var der mere fokus på kirkegang og prædiken og på religiøse dogmer. I dag handler det om at kunne træde et skridt tilbage og meditere. Vi animerer til eftertanke. Vi tager os tid til at kigge indad og sammen at overveje, hvordan vi eksisterer i kraft af de ting, vi foretager os og i kraft af det, vi lever. Vi skaber et rum for, at de unge kan reflektere over, hvem de er, og hvad der er vigtigt for dem. Og det finder de unge ikke ret mange andre steder,” siger Claudie May.