For første gang i tre årtier stiger antallet af ekstremt fattige i verden, og det samme gør uligheden.
Det fremgår af en ny rapport fra Verdensbanken. Samtidig offentliggør den internationale udviklingsorganisation Oxfam Ibis i dag sin årlige ulighedsrapport, som viser, at de 10 rigeste milliardærer på kloden har mere end fordoblet deres formuer under coronapandemien. Desuden er der blevet skabt én ny dollarmilliardær hver 26. time i de seneste to år, så der nu er omkring 3000 af dem.
Covid-19 er ikke alene sundhedsmæssigt en global katastrofe, også økonomisk vil den kaste lange skygger ind over de fremskridt, der ellers er sket globalt siden 1990. Ifølge Verdensbankens nye rapport, Global Economic Outlook, vokser uligheden verdens lande imellem og også internt i de enkelte lande. Præsident for Verdensbanken David Malpass skriver i sit forord til oversigten, at der er brug for international handling, særligt for at imødegå udfordringerne for udviklingslandene.
De har ligesom de rige lande under pandemien opbygget stor gæld, og nu stiger renterne. Det vil ramme de fattige særlig hårdt, og der er brug for at lette gældsbyrden for dem.
De har ikke i nær samme grad som de rige lande fået befolkningen vaccineret, og fortsatte begrænsninger på samhandlen gør fremtiden endnu mere usikker.
Større udbredelse af vacciner er nøglen til at imødegå de forhold i de fattigste lande, lyder det.
Oxfam Ibis er tilsvarende bekymret.
”Pandemien har slået udviklingen fuldstændigt tilbage, og for første gang i mange år vokser uligheden,” siger politisk chef og fungerende generalsekretær for Oxfam Ibis i Danmark, Trine Pertou Mach.
Som tidligere år kritiserer organisationen det økonomiske system for at lade formuerne vokse ekstremt hos dem, der i forvejen har enorme pengetanke, de såkaldt superrige.
”Den måde, vi har indrettet vores system på, skaber øget velstand for dem, der har velstand i forvejen – samtidig med, at systemet ikke i tilstrækkelig grad kan omfordele velstanden, så vi kan bekæmpe fattigdom og ulighed for det store flertal af verdens befolkning. De superrige var jo allerede ude af coronakrisen i slutningen af 2020. Økonomisk set er resten af verden imidlertid slet ikke ude af krisen, og Verdensbankens vurdering er, at medmindre man gør noget politisk for at løse fattigdomsproblematikken, vil antallet af fattige først i 2030 komme tilbage på før-corona-niveauet,” siger Trine Pertou Mach.
Ønske om omfordeling
Når organisationen fremhæver problemet med de superriges stigende formuer, sker det for at understrege, at verden ikke mangler velstand. Den bør bare fordeles bedre, så de fattige lande får bedre muligheder for at skabe vækst, forbedre uddannelserne og sundhedssystemerne. Det skal ske gennem en international beskatning af formuerne, selvom Trine Pertou Mach erkender, at det vil tage en del år, før det system i praksis kommer til at fungere.
Hurtigere effekt vil det have at få befolkningerne i de fattigste lande vaccineret, men det har knebet. Lande som Indien og Sydafrika har argumenteret for, at man i en periode skulle suspendere medicinalvirksomhedernes patenter på coronavacciner, så andre virksomheder også kunne producere dem. Argumentet mod en suspension har dog været, at det ville fratage firmaerne det økonomiske incitament til at udvikle nye vacciner, hvis man fjerner muligheden for at tjene penge på dem, de allerede har udviklet.
”Det argument tror jeg ikke et øjeblik på. Når vi er i en så ekstrem situation, hvor ingen er sikre, før alle er sikre, hvor vi er i krig med en virus, og hvor vi ikke kan få våbnene frem til fronten, så skal man tage ekstraordinære midler i brug. Forslaget er jo ikke permanent at tage patenterne fra virksomhederne. Der er kun tale om en midlertidig suspension, til pandemien er under kontrol,” siger hun.
Grus i velstandsmaskinen
I den borgerlige tænketank Cepos ser cheføkonom Mads Lundby Hansen anderledes på, hvad der skal til. Allerede da pandemien brød ud, forventede han, at man ville se den første stigning i uligheden i mange år, og at antallet af ekstremt fattige ville vokse, efter at tallet ellers var faldet fra 1,9 milliarder mennesker i 1990 til 700 millioner umiddelbart forud for krisen.
”Når det er sket, skyldes det grundlæggende, at corona har smidt grus i markedsøkonomiens velstandsmaskine. Dem, der lider mest under det, er mennesker i de fattige lande og emerging markets (udviklingslande med stor vækst, red.). Ansatte i virksomheder i Zimbabwe og Sydafrika kan ikke som du og jeg sidde og arbejde hjemmefra under en pandemi. Når lande lukkes ned, kan de ikke tjene penge, og turismen er også hårdt ramt i disse lande,” siger Mads Lundby Hansen.
Efter hans mening vil afslutningen af corona-pandemien få markedsøkonomien til at fungere igen i ulandene, og så vil udviklingen mod lavere global ulighed og færre ekstremt fattige fortsætte.
Han afviser Oxfam Ibis’ idé om ekstra skat på de rigestes formuer for at få penge til at forbedre forholdene i fattige lande.
Formueskatter er skatter på arbejdspladser og investeringer, og det vil have en negativ effekt, mener han.