Coronavirus får vaccinemodstandere til at tvivle

Vaccinemodstandere verden over er i lyset af den globale coronakrise blevet nødt til at genoverveje deres skepsis, viser ny analyse

Vaccinemodstandere verden over har taget deres skepsis op til evaluering, viser en ny undersøgelse foretaget af Vaccine Confidence Project.
Vaccinemodstandere verden over har taget deres skepsis op til evaluering, viser en ny undersøgelse foretaget af Vaccine Confidence Project. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt, som landets tidligere statsminister Jens Otto Krag (S) sagde.

Det gør sig også gældende for nogle af verdens vaccinemodstandere, der i lyset af coronakrisen er blevet nødt til at genoverveje, om vacciner måske alligevel er en god idé.

Ifølge Vaccine Confidence Project (VCP), der samarbejder med London School of Hygiene & Tropical Medicine, og som har analyseret omkring tre millioner opslag på sociale medier mellem januar og marts, er der tegn på, at nogle vaccinemodstandere som følge af coronavirussen har skiftet holdning til vacciner. Det skriver den britiske avis The Guardian.

”Noget tyder på, at nogle af dem, som er modstandere af for eksempel MFR-vaccinen til børn, vil se anderledes på det i lyset af pandemien,” siger Heidi Larson, der er leder af VCP til The Guardian.

Undersøgelser har vist, at omkring syv procent af Jordens befolkning er ”stærkt uenige i”, at vacciner generelt set er sikre.

Frankrig er ét af de lande, hvor vaccinemodstanden er størst, men hvor coronavirussen har fået nogle skeptikere til at vakle. Ifølge en nylig VCP-rundspørge, hvor 33 procent af landets befolkning svarede, at de ikke ser vacciner som sikre, svarede kun 18 procent, at de ville nægte at få en vaccine mod coronavirus.

En undersøgelse i Storbritannien i midten af marts viste, at syv procent af befolkningen ville afvise at blive vaccineret mod coronavirus, mens en ny rundspørge i begyndelsen af april viste, at tallet i løbet af et par uger var faldet til fem procent.

Ifølge Heidi Larson skal der dog mere end en global pandemi til at ændre holdningen hos de mest indædte modstandere.

”Ekstremisterne, der afviser vacciner helt principielt, og hvis mål er at splitte og polarisere, skifter ikke holdning,” siger Heidi Larson til den britiske avis.

Modstanden mod vacciner, der på verdensplan er vokset i de senere år, stammer i høj grad fra den britiske læge Andrew Wakefields forskning, hvor han på et falskt grundlag hævdede, at der var sammenhæng mellem autisme og børnevaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. Hans forskning er senere blevet miskrediteret og afvist af en lang række andre forskere.

Herhjemme har der blandt andet været stor modstand mod HPV-vaccinen, der beskytter mod livmoderhalskræft. Det skete, efter TV 2 havde sendt en dokumentar, hvor flere piger fortalte om bivirkninger, de havde oplevet som følge af vaccinen. Der viste sig siden ikke at være videnskabeligt belæg for at sammenkæde vaccinen med pigernes lidelser. Herefter steg tilslutningen til vaccinen igen.

Ifølge Verdenssunhedsorganisationen, WHO, er der lige nu 70 forskergrupper verden over, der forsøger at udvikle en vaccine mod coronavirus.