Forskere om corona-virkelighed: Vi bør leve mere isoleret i mindst et år

Danmark er lukket i foreløbigt to uger. Men vi skal forberede os på at leve mere isoleret med mindre kontakt med andre i et år eller mere for at undgå en katastrofe, mener epidemiologer

“Idéen om at lukning af skoler og restauranter i nogle uger vil løse problemet, så vi kan vende tilbage til det normale liv igen – sådan bliver det ikke,” siger Adam Kucharski, der er epidemiolog ved London School of Hygiene and Tropical Medicine og forfatter til bogen ”Rules of Contagion” (Smittens regler), der handler om, hvordan smitte spreder sig.
“Idéen om at lukning af skoler og restauranter i nogle uger vil løse problemet, så vi kan vende tilbage til det normale liv igen – sådan bliver det ikke,” siger Adam Kucharski, der er epidemiolog ved London School of Hygiene and Tropical Medicine og forfatter til bogen ”Rules of Contagion” (Smittens regler), der handler om, hvordan smitte spreder sig. Foto: Filippo Monteforte/AFP/Ritzau Scanpix.

Der er nu gået mere end en uge med den nye corona-virkelighed og betydelige forandringer i hverdagen. Folk arbejder hjemmefra, børnene hjemmeskoles, vi undgår unødig kontakt med andre og lever et mere isoleret liv end for blot få dage siden. En undtagelsestilstand, der rammer flere og flere lande og deres befolkninger.

Hvornår kan vi så vende tilbage til den normale hverdag? Mens svaret fortsat er ukendt, holder mange danskere stadig fast i håbet om, at nedlukningen af samfundet er overstået ved månedens udgang . Andre har talt om ændret adfærd i op til seks-otte uger.

Men det skal man ikke regne med – overhovedet. Det siger forskere til mediet Vox og uddyber, at man godt kan indstille sig på den nye virkelighed med social isolation i mindst et år, måske endnu længere:

“Idéen om at lukning af skoler og restauranter i nogle uger vil løse problemet, så vi kan vende tilbage til det normale liv igen – sådan bliver det ikke,” siger Adam Kucharski, der er epidemiolog ved London School of Hygiene and Tropical Medicine og forfatter til bogen ”Rules of Contagion” (Smittens regler), der handler om, hvordan smitte spreder sig.

Han mener, at corona-virussen vil fortsætte med at sprede sig pandemisk, formentlig i et år eller to, så vi bør indrette os efter de perspektiver ud fra det mest effektive middel mod spredning, nemlig en drastisk indgriben i vores sociale liv.

”I øjeblikket er det tilsyneladende nogle meget udsigtsløse metoder, der har størst virkning på udbredelsen. Men med tiden må vi lære at balancere behovet for at sænke smittekurven med, hvordan vi lever vores liv og genopbygger økonomien. Men for nu lader det til, at vi må tage en længere tørn,” siger Kucharski, der henviser til en ny rapport fra Imperial College of London, der netop viser, at indgreb i menneskers omgang med hinanden er nødvendigt i en lang periode helt op til 18 måneder eller længere.

Danske sundhedseksperter tror også, at der vil gå længere tid, før det lukkede samfund kan åbnes op igen. Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, mener ikke, at smitten er overstået på 14 dage. Til Jyllands-Posten siger han, at smitten nok vil toppe i april.

”Det kan også være, at vi bliver løbet over ende, og så kan vi få en anden bølge til efteråret og måske en tredje bølge senere, hvor man bliver nødt til at gentage nedlukningen af samfundet,” siger Hans Jørn Kolmos.

Folk er slet ikke forberedt på dette scenarie, mener epidemiolog Jennifer Nuzzo fra Johns Hopkins center for sundhed og sikkerhed i USA. ”Og jeg er ikke sikker på, at folk kan klare det (den sociale isolation, red.),” fortsætter hun i en mail til Vox.

“Jeg har ingen idé om, hvad de politiske ledere vil gøre. I mine øjne vil det ikke engang være tilstrækkeligt,” siger hun med henvisning til de amerikanske tiltag, som påvirker folks liv betydeligt i foreløbigt 15 dage. Men ved en pressekonference tidligere på ugen sagde den amerikanske præsident Donald Trump, at der måske kan gå flere måneder frem til juli eller august.

Epidemiologerne frygter, at man på grund af politiske og økonomiske grunde for hurtigt vil lempe på de skærpede regler for social kontakt, så snart kurven for smitte flader ud en smule. I Kina er smitten foreløbig blevet inddæmmet og endda stort set standset i Wuhan, hvor det hele begyndte. Men der er stadig enkelte tilfælde, og sygdommen kan blusse op igen, påpeger forskerne, og det kan sætte Kina tilbage i en kritisk tilstand som for nogle måneder siden.

De meget radikale indgreb i vores sociale liv kan blive offer for deres effektivitet, påpeger epidemiolog Tara Smith fra Kent State University i Ohio, USA.

”Vil borgere og deres ledere støtte yderligere indgreb i vores sociale liv? Det er jeg ikke så sikker på,” siger hun til Vox.