Se videoerne: I Spanien danser politiet på gaden

For tiden holder det spanske politi øje med, om borgerne overholder det nationale udgangsforbud. Tre videoer viser, at nogle betjente samtidig både danser, leger gemmeleg og spreder opmuntrende budskaber

Se videoerne: I Spanien danser politiet på gaden

På grund af coronavirus forbød den spanske premierminister, Pedro Sánchez, i søndags alle i Spanien at forlade deres hjem, medmindre det er absolut nødvendigt. Og mens politiet kontrollerer, om udgangsforbuddet bliver overholdt, benytter nogle af betjentene lejligheden til at sprede god stemning gennem vinduerne.

”Armene ud, knyttede næver, tommelfingrene op, skuldrene op, hovedet tilbage, halen tilbage, pingvinfødder”. I Almería i Sydspanien spiller en politibil over megafonen børnesangen ”Chuchuwa”, mens en betjent laver den tilhørende dans, der består i at adlyde sangteksten. Fra vinduer og altaner jubler både børn og voksne.

Se videoen nedenfor.

”96, 97, 98, 99 og 100 – nu kommer jeg! I gemmer jer godt, hva’?” lyder det i Baskerlandet i det nordlige Spanien, hvor politiet bruger megafonen til at lege gemmeleg på en helt ny måde.

Se videoen nedenfor.

"Godt klaret, at I bliver indenfor! Især børnene, I er mestrene!" bifalder politiet, som de patruljerer i byen La Coruña i det nordligste Spanien.

Se videoen nedenfor.