Tre danskere: Sådan oplever vi den forandrede hverdag

Kristeligt Dagblad har talt med tre danskere om, hvordan de oplever den nye hverdag i coronakrisen med nedsat hastighed på alt

Tre danskere: Sådan oplever vi den forandrede hverdag

40-årige Maria Schultz Laustsen: Vi har fået en naturlig rytme i tilværelsen

Maria Schultz Laustsen er skolelærer, og trods fjernundervisning har den seneste tid været mere rolig end sædvanligt. – Privatfoto.
Maria Schultz Laustsen er skolelærer, og trods fjernundervisning har den seneste tid været mere rolig end sædvanligt. – Privatfoto.

Det er nu ikke, fordi Maria Schultz Laustsen plejer at have de vilde planer væk fra familiens hus i midtjyske Them på en almindelig fridag. Alligevel har den 40-årige solomor og børnene på fem og syv år fundet en helt ny ro i tilværelsen bag hjemmets fire vægge i den seneste måned, hvor de sammen har isoleret sig fra verden omkring dem, fortæller ­Maria Schultz Laustsen.

De har fundet hinanden på en ny måde i de mange timer, de sammen har brugt på lange gåture i det fri, på bagning i køkkenet og på hjemme­undervisning.

Lige pludselig ligger de tre sammen i en stak og griner. De ­kilder hinanden. Starter en impulsiv fangeleg rundt om køkkenets kogeø. Og nyder, at der i denne tid intet er, som de skal ud ad døren for.

”Jeg har altid været god til at sige nej til ting, og de seneste mange år har jeg levet forholdsvist socialt afskærmet fra andre end min nærmeste familie og venner. Alligevel har nedlukningen af samfundet for mig føltes som en befrielse på en helt ny måde. Jeg skal ikke retfærdiggøre over for mine børn, hvorfor vi ikke skal noget. Den dårlige samvittighed er forduftet,” fortæller Maria Schultz Laustsen.

Samtidig er også den gode søvn kommet tilbage. Den har manglet

de senere år, efter at Maria Schultz Laustsen gik ned med stress og måtte bruge et helt år med orlov fra sit arbejde som folkeskolelærer for at komme til hægterne igen.

”Jeg er introvert af natur, og under normale omstændigheder kan det kan godt være et pres for mig at forholde mig til mange mennesker på mit arbejde. Selvom jeg har skullet holde øje med børnene, samtidig med at jeg har fjernundervist, så har der været en ganske anden ro omkring mit arbejdsliv i denne tid. Tidligere fik jeg aldrig sovet nok i hverdagene og endte med at gå omkuld i sengen med børnene sidst på ugen. Nu har jeg fået en naturlig rytme i tilværelsen,” fortæller hun.

Og det samme gælder for børnenes vedkommende. Derfor gruer Maria Schultz Laustsen nu en smule for den kommende tid, hvor børnene igen skal i skole og institution, når hun selv skal møde på job på nedsat tid.

”Det er, som om antennerne står mere åbne end før. Man bliver jo rastløs af at være hjemme hele tiden, det kan jeg godt mærke på børnene. Men hvor de tidligere ville hige efter at komme ud for at opleve noget, søger de nu hinanden i legen mere end nogensinde før. Det er ret tankevækkende.”

55-årige Anders Christian Hjort: Forandringen har åbnet nye horisonter for mig

Anders Christian Hjort har normalt et udadvendt arbejdsliv med mange rejser. Men nu foregår det hele fra hjemmet i Hillerød. – Privatfoto.
Anders Christian Hjort har normalt et udadvendt arbejdsliv med mange rejser. Men nu foregår det hele fra hjemmet i Hillerød. – Privatfoto.

Når man er vant til at rejse landet og verden rundt i størstedelen af sin arbejdstid, er det lidt af en omvæltning pludselig udelukkende at skulle arbejde med udsigt til sin egen terrasse. Den kontrast har 55-årige ­Anders Christian Hjort den seneste måned fået at føle på egen krop. I sit job, hvor han er rådgiver for internationale virksomheder, er det at komme ud og møde mennesker et grundvilkår, som han ikke havde forestillet sig hverken kunne eller skulle foregå på anden vis. Indtil coronavirussen gjorde sit indtog og på et øjeblik satte Danmark og resten af verden i stå. Alle de arbejdsplaner, han havde skrevet i kalenderen, måtte streges over. Flyrejserne blev aflyst, og bilen, som Anders Christian Hjort plejer at tilbringe mange timer på landevejene i, holder nu parkeret i garagen i familiens hjem i Hillerød i Nordsjælland.

”Man finder dog hurtigt ud af, at verden ikke går i stå, blot fordi hverdagen forandres. Forandringen har i stedet åbnet nye horisonter for mig – både arbejdsmæssigt og i privaten, hvor der pludselig er kommet en helt anden ro på. På hjemmekontoret kan jeg sidde en hel dag og være i flow med mit arbejde. Jeg glemmer tiden, og det er en fornøjelse at have fundet en ny måde at få hverdagen til at fungere på,” fortæller Anders Christian Hjort.

At flytte arbejdslivet hjem i privaten har samtidig åbnet for nye samtaler, fortsætter Anders Christian Hjort. Nogle, der drejer sig mere om mennesket og mindre om forretning.

”Når man sidder på hjemmekontoret uden sit snorlige slips og med familien, der rumsterer i baggrunden, opstår der faktisk ofte en bedre kommunikation mellem mennesker. Paraderne er nede. Og selvom vi kolleger sidder langt fra hinanden, er samtalen mere nærværende og autentisk.”

Og det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man kan tillade sig at nyde en tid, der for andre betyder død og ulykke, mener Anders Christian Hjort.

”Selvfølgelig skal vi nyde hvert enkelt nu, vi er givet. Forandring fryder, og jeg er overrasket over, hvor hurtigt vi tilpasser os og finder nye måder at nyde livet på. Den her tid giver os for alvor chancen og tiden til at reflektere over, hvad det egentlig er, der foregår i verden, og hvilke værdier, der er de vigtigste for os hver især. I mit arbejde står jeg selv for værdier, man vel godt kan kalde kapitalistiske, men vi finder ud af nu, at den fælles valuta ikke kun er penge – men at medmenneskelighed og fred mellem mennesker nok vejer tungere. Det har coronakrisen givet mig ro til for alvor at erkende.”

53-årige Solveig Louring Sand Andersen: Den ekstra ro har givet mig bedre tålmodighed

Solveig Louring Sand Andersen har som arbejdsløs følt et pres. Men under coronakrisen er det næsten forsvundet. – Privatfoto
Solveig Louring Sand Andersen har som arbejdsløs følt et pres. Men under coronakrisen er det næsten forsvundet. – Privatfoto

Når man ikke må se sine to døtre i en coronatid, når ens samlever fortsat tager på arbejde hver dag som buschauffør, og når man skal være særligt opmærksom på at holde afstand til alle andre, fordi man lider af leddegigt og fibromyalgi og derfor er særligt udsat i denne tid, kan tilværelsen let føles tung. Nogle ville vælge at brokke sig over den ensomhed, det måtte medføre. Men ikke Solveig Louring Sand Andersen. Det er livet for kort til, mener hun.

I stedet sætter hun pris på den ekstra ro og betænksomhed, som nedlukningen af det danske samfund har medført. Hun har jo stadig sine katte, der holder hende med selskab. Og så har denne tid også personligt ført meget godt med sig for den 53-årige sønderjyde, der har hjemme i landsbyen Store Jyndevad ved den dansk-tyske grænse.

”Jeg er ikke så stresset, som jeg var før. Som arbejdsløs fleksjobber har jeg før coronakrisen følt et pres ved at være jobsøgende. Det var og er ikke let at finde job. Men nu, hvor alt er lukket ned, er presset så godt som forsvundet. Jeg giver mig mere tid til tingene. Jeg hækler mere. Læser mere. Hører mere musik og spiller mere på min tablet. Det er, som om den ekstra ro har givet mig langt bedre tålmodighed og fået mig

til at spænde af i hovedet,” fortæller Solveig Louring Sand Andersen.

Det er særligt i det lokale indkøbs­center og andre steder i det offentlige rum, at Solveig Louring Sand Andersen under normale omstændigheder har oplevet irritationen banke på. For de handlende, og særligt dem med børn,

er ofte alt for fortravlede efter hendes smag. Men i landsbyen Store Jyndevad er der lagt låg på netop travlheden.

I stedet er en ny betænksomhed opstået blandt de lokale. En betænksomhed, som Solveig Louring Sand Andersen nyder til fulde, og som hun håber vil vare ved, når samfundet igen kører på sit tidligere blus.

”Normalt farer de unge forældre gennem butikkerne med højtråbende unger på slæb. Og så står der altid folk, som fylder det hele, når de skal sludre midt i butikken. Det oplever jeg ikke mere. Børnene er jo slet ikke med. Og de voksne står pænt og venter bag markeringerne i køen. Det er et ganske andet tempo, jeg oplever, når jeg er ude og handle. Og det er godt for alle parter, herunder særligt mig selv, der ellers har et iltert temperament. Jeg har opgivet at være en lille hidsigprop. Nu er jeg i højere grad taknemmelig for at leve det liv, jeg lever, og for, at jeg ved, at der altid er en ny dag i morgen. Den tålmodighed og eftertænksomhed håber jeg, at jeg kan holde fast i, når samfundet åbner igen.”