C.S. Lewis har ikke brug for forestillinger om Gud. Han har brug for Gud

”En sorgens dagbog” går lige i hjertet og er en vigtig nyudgivelse. Men den rejser også spørgsmål om den verdensberømte Narnia-forfatters teologi

C.S. Lewis var en stor del af livet ugift, men i 1950’erne mødte han digteren Helen Joy Davidman Gresham, jødisk-amerikaner og tidligere kommunist og ateist. Deres forhold er skildret i den bevægende film ”Shadowlands” fra 1993 med Anthony Hopkins og Debra Winger i hovedrollerne og danner baggrund for ”En sorgens dagbog”. – Foto: Shadowlands/Allstar Picture Library/Ritzau Scanpix.
C.S. Lewis var en stor del af livet ugift, men i 1950’erne mødte han digteren Helen Joy Davidman Gresham, jødisk-amerikaner og tidligere kommunist og ateist. Deres forhold er skildret i den bevægende film ”Shadowlands” fra 1993 med Anthony Hopkins og Debra Winger i hovedrollerne og danner baggrund for ”En sorgens dagbog”. – Foto: Shadowlands/Allstar Picture Library/Ritzau Scanpix.

C.S. Lewis (1898-1963) er i den brede offentlighed bedst kendt for Narnia-bøgerne og særligt for fortællingen om ”Løven, Heksen og Garderobeskabet”, hvor en gruppe børn under Anden Verdenskrig er taget væk fra London for at opholde sig på landet på et større gods for at komme væk fra blitzen og krigens hærgen.

På godset finder de et garderobeskab, der giver dem adgang til en anden verden, der er befolket af utallige væsner fra vidt forskellige mytologier. Der er en heks, en faun, talende bævere og sågar julemanden. Tolkien, forfatteren til klassikerne ”Hobbitten” og ”Ringenes Herre”, og nær ven og kollega med Lewis i universitetsårene på Oxford, måtte tage nogen afstand fra Narnia-bøgerne, for de var, som han sagde, en forfærdelig sammenblanding af mytologier. Sådan kunne man ikke komponere en historie. Men Lewis, som sammen med Tolkien var med i gruppen The Inklings, der var en litterær diskussionsklub, måtte fastholde sin litterære verden, for det var sådan, at mytologierne optrådte i virkeligheden: blandet og side om side.

Narnia-bøgerne begyndte at udkomme omkring 1950. Lewis, som blev født i Belfast i Nordirland, havde dengang allerede i en årrække været vejleder i engelsk litteratur på Oxford og havde allerede et forfatterskab bag sig. Omkring 1930 havde han oplevet en omvendelse til kristendommen. En omvendelse, der ikke var en pludselig hændelse, men en dybere bevægelse, der tog adskillige år. Den er af Lewis selv beskrevet som en bevægelse fra ateisme over teisme til kristendom.

Lewis’ ungdommelige ateisme grunder særligt i tanken om Guds uretfærdighed. Hvis den kærlige Gud er den almægtige skaber, hvorfor erfares verden så som uretfærdig og ond? Det er det klassiske teodicé-spørgsmål, der har optaget tænkere siden oldtiden. Dette spørgsmål dukker op igen, da han mange år efter mister sin hustru, amerikanskfødte Joy Gresham.

Særligt var det forholdet til myterne, der var afgørende. I en samtale med Tolkien, hvor Lewis, der elsker at læse og tænke over myter, fastholder, at myterne ikke er sande, udtrykker Tolkien, at de på sin vis kommer fra Gud, og derved måske skjult indeholder en del af Guds sandhed. Der er en mærkværdighed i denne forståelse, og det er, at myten synes at skulle have en historisk forankring og ikke blot at give en historisk forankring. Poesi kan jo sagtens være sand, selvom det, der beskrives, ikke er sket. Poesien og myten kan tale sandt om menneskelivet.

En af Lewis’ biografer, George Sayers, skriver i sin noget forunderlige biografi, at det var afgørende for Lewis, at evangelierne ikke er myter. Det historiske er afgørende. Hele denne proces har Lewis beskrevet i selvbiografien ”Surprised by Joy”, hvor glæden, der henter betydning også fra den engelske digter William Wordsworth, ligeledes er evangeliets indbrud i hans verden.

Lewis’ kristendomsforståelse kan for eksempel findes i bøger som ”Fra Helvedes blækhus” (1942) og i bestselleren ”Mere Christianity” (1952), men mere indirekte kigger den frem i Narnia-serien og i hans poetiske værker.

Kristendommen i Narnia-serien er ikke en forklædning. Det er ikke en anden eller symbolsk måde at fortælle kristendom på. Det er et forsøg på at skildre, hvorledes kristendommen kunne se ud, hvis den kom til en verden som Narnia. Løven Aslan er ikke Kristus i forklædning, men er Kristus, som han ville se ud, hvis verden havde set sådan ud.

C.S. Lewis blev født den 29. november 1898 i Belfast og døde den 22. november 1963 i Oxford. – Foto: Keystone/Nf-Keystone/Ritzau Scanpix.
C.S. Lewis blev født den 29. november 1898 i Belfast og døde den 22. november 1963 i Oxford. – Foto: Keystone/Nf-Keystone/Ritzau Scanpix.

Lewis var en stor del af livet ugift, men i 1950’erne møder han den jødisk-amerikanske digter Helen Joy Davidman Gresham. Hun er tidligere kommunist og ateist, men efter et forlist ægteskab i USA kommer hun til England sammen med sine to sønner. Hun og Lewis indleder et forhold og får lidt over tre års ægteskab sammen, inden hun dør af kræft i 1960. Forholdet er skildret i den bevægende film ”Shadowlands” fra 1993 med Anthony Hopkins og Debra Winger i hovedrollerne.

Tabet af Joy er stort. Lewis er slået til jorden. Men han griber fat i en række notes­bøger, som han har liggende, og, som han udtrykker det, skal han kun bruge netop dem, for han vil ikke købe flere bøger til at skrive i for at udtrykke sin sorg.

Notesbøgerne er til for at fastholde ham og for at forhindre det totale sammenbrud. Han gør det, han kan: Han skriver.

Det er disse optegnelser, der nu er udgivet som ”En sorgens dagbog” på dansk. Det er nødvendigt, at det ikke er en ”Sorgens dagbog”, men ”en sorgens dagbog”, for ingen sorg er ens, og ingen kan tage patent på sorgen. Lewis må udtrykke sin sorg. En sorg, der er hans, men som dog naturligvis har fællestræk med andres.

Han kan tale om både sorgens frygt og om sorgens dovenskab. Sorgen giver han frygtens symptomer, og han orker næsten ikke at arbejde. Alle kender til disse udtryk for sorgen, men Lewis løfter det også op i en almen refleksion.

Lewis kan sagtens gennem sorgen finde sig overvejelser om, hvor Gud er i alt dette. Men hans dybeste angst er ikke at miste Gud i sorgen, men at komme til at tro noget forkert om Gud. Altså at sorgen og smerten giver ham en forkert tro eller et forkert billede af Gud.

Døden er den største almagt. Det er grundlæggende også den eneste almagt, vi møder i vores liv. Uanset hvor meget vi elsker, holder af og gør det gode, ender det med døden. Døden er den erfarede almagt. Døden er, som Lewis udtrykker det, en kendsgerning. Mod denne knusende almagt kan vi intet stille op.

Lewis udtrykker det sådan, at vi kan stille Kristus op. Men det er vel Gud, der stiller Kristus op? Hvis vi gør det, er det os, der i sidste ende er værnet. Det er en underlig sætning hos Lewis. Vi kan vel kun tro på kærligheden, som den er vist i Kristus? Guds kærlighed er et trosspørgsmål. Døden er en erfaring. Hvis man ikke tror,

er døden svaret på livet. Man kan kun tro, at kærligheden er svaret på livet. Det kan man ikke erfare.

Mennesker omkring Lewis prøver naturligvis at trøste. Man siger, at Joy nu er i ”Guds hænder”. Det er en ringe trøst, for som han skriver, så se blot på, hvad de hænder havde gjort ved hende i levende live. Skulle livets erfaring kunne overføres på døden? Lewis skræller i bogens fire kapitler næsten alt væk. Der er intet. Gud er fraværende, og erfaringen af tabet er reelt.

Men Lewis skriver sig frem til en klarhed. Han har skrevet om sig selv, Joy og Gud i den rækkefølge, og det burde være præcis omvendt. Gud skulle have været stillet først, så hans sind kunne være stemt til lovprisning.

Nu kan han tænke anderledes om Joy i Guds hænder. Han tænker på hende som en sværdklinge, som Gud har brugt på Jorden. Han ser livet her på jord som en del af hærdningen af smedens (Guds) sværdklinge. Men det er alligevel et håbløst billede, selvom det trækker på ­Luthers billede af skovhuggeren med en sløve økse. Det ville have været bedre, hvis Lewis havde ført sin analyse til dørs og vist, at erfaringen er, at døden er magten uden mening. Men det er, som om at han ikke kan lade være med at trække mening ud af det meningsløse. Det giver ham trøst, og det er godt, men tror han nu sandt om Gud?

Pludselig bryder nogle ord igennem, der måske peger på en anden indsigt: Gud er den store ikonoklast, skriver han; altså billedødelægger. Inkarnationen, at Gud bliver menneske i Jesus, er den store ikonoklasme, der sprænger alle menneskets forestillinger om Gud. Og han går så vidt som til at sige, at enhver virkelighed er ikonoklastisk. Alle vores forestillinger må synke i grus. Døden er ikonoklastisk. Gud er ikonoklastisk.

Lewis har ikke brug for forestillinger om sin hustru. Han har brug for sin hustru. Han har ikke brug for forestillinger om Gud. Han har brug for Gud. Han har ikke brug for billeder, men for eksistens.

Gud som ikonoklast betyder hos Lewis, at Gud ikke harmonerer med vores forestillinger, men slår dem ud af vores hoved, så vi kan se, at modsætningerne, vi erfarer i livet, ikke er noget problem. Lewis synes her at give mening til meningsløshed, selvom dette dog først skal afsløres i himlen. Men man må ikke give døden en mening, der kun er forbeholdt livet, som Søren Ulrik Thomsen skriver det ved digterkollegaen ­Michael Strunges grav. Det synes, som at Lewis ikke fastholder døden som den største fjende. Der er noget bag ved vores erfaring, som så ikke er reel, og det er problematisk.

Men der opnås fred med Gud. Både for Joy og for Lewis. Det er ikke sikkert, at der tros ret om Gud, men det er derfor, samtalen må fortsætte, og Lewis’ ”En sorgens dagbog” er et godt sted at begynde, også for den, der lige har mistet og ikke kan finde rundt i sorgens veje og vildveje. Bogen er glimrende oversat af Helge Hoffmann og har et godt forord af sognepræst Lone Vesterdal. Indledningen til bogen er skrevet nærværende og oplysende af Joys søn Douglas H. Gresham.

Lewis døde tre år efter hustruen den 22. november 1963 på præsident John F. Kennedys dødsdag (samme dag døde i øvrigt også forfatteren til bestselleren ”Fagre nye verden”, Aldous Huxley). Lewis’ forfatterskab peger på et ærligt menneskes kamp og liv med den kristne tro, samt et dannet menneskes omgang med teologi, filosofi, kunst og særligt litteratur og poesi. Der er problemer i Lewis’ tænkning, og det er ikke uden grund, at der er opstillet en statue af ham i det østlige Belfast, hvor han er på vej ind i et garderobeskab, hvilket naturligvis henviser til Narnia.

Men det peger også på et to-verdensproblem eller dobbelt regnskab, der også viser sig i ”En sorgens dagbog”. Det er et dobbelt regnskab, der kun kan udviskes ved at tænke korsets budskab til bunds, hvilket er lettere sagt end gjort.