Kilometer efter kilometer gennem mørket. Men jeg føler, at uanset hvor mange jeg kører, og uanset hvor længe, kommer jeg aldrig hjem. For “hjem” findes ikke mere. Det forsvandt sammen med hende, kun en skal er tilbage, en skal af noget der engang havde et indhold, en kerne … Jeg kører op foran den tomme skal, der ligger som et mørke i mørket. Som en tomhed omgivet af nat, under en himmel af blinkende iskrystaller, en uendelighed af nat, øde nat … Så låser jeg mig ind – til ingenting – ingenting der har været alting: Den indretning som hun skabte, alt hvisker isnende om hende, som om stjernernes iskrystaller glimter også indenfor.
Wegener-gyngestolen ved vinduet, ubevægelig som den har været siden hendes død, med natten slået om sig. Vi kørte til Fyn for at hente stolen, det regnede uophørligt, tæt trafik, en vandkamp af en motorvej. Men hun glædede sig over endelig at få en Wegener-gyngestol, ønsket i mange år, glædede sig som hun kunne glæde sig, umiddelbart og åbent som et barn.
Da vi kom hjem og stolen var på plads, satte hun sig i den. Med hele ansigtet smilede hun til mig – som den sidste gang hun smilede til mig på dødslejet, med hele ansigtet, opfyldelsens og dødens smil … Jeg slår mig ned med en porter og en dram, dette sæt der engang for mig hørte hjemkomster til, efter at jeg havde været i teatret for at anmelde. Når jeg dukkede op, så hun måske tv, fortsatte måske med det, mens jeg læste det udleverede pressemateriale samt de notater, jeg havde taget under forestillingen, notater som jeg prøvede at gøre så læselige, at jeg havde en chance for at tyde dem også dagen efter, når anmeldelsen skulle skrives.
Ofte prøvede jeg at finde det anslag, som muligvis ville være det rette, den indledning der kunne føre mig videre. Lidt efter hentede jeg porteren og drammen og satte mig ind i stuen, hvor hun da som regel havde slukket for fjernsynet. Hun vendte sig mod mig. Øjeblikket var fyldt med hjemkomst, den egentlige hjemkomst … Opfyldelse, alt var opfyldelse. Det føler jeg nu. Gjorde jeg også dengang?
***
Når jeg er inviteret ud, taler jeg meget om hende. Som om jeg bilder mig ind, at jeg kan få mine værtsfolk til at tro, at hun sidder med ved bordet – få dem til at tro at jeg på en måde stadig kommer sammen med det bedste af mig: hende. Men igen: Jeg er ingen. Derfor bliver det næppe bemærket, at jeg pludselig bryder op – for at være ingen sammen med ingen.
***
Er der et liv efter det værste? Det tænkte jeg en del over før i tiden. Når personer i min nærhed var blevet
ramt af alvorlige tab, holdt jeg øje med dem: Hvordan gebærdede de sig? Gebærdede de sig overhovedet? Eller var alt gået i stå for dem …
I Brugsen mente jeg at opleve noget opbyggeligt. En mand, der kort tid forinden var blevet alene, havde – konstaterede jeg opmuntret – svært ved at beslutte sig for, hvilken slags yoghurt han skulle vælge. Og jeg tænkte, at når han stadig kunne interessere sig for yoghurt, kunne han vel også interessere sig for livet omkring yoghurten. Kunne han? Stadig spørger jeg: Er der et liv efter det værste? Indtil videre er jeg ikke kommet længere end til yoghurten. Jeg skifter mellem de udgaver af den, som jeg før i tiden holdt mest af. Så noget er der da tilbage fra dengang i det allerede meget fjerne. Jeg omfatter købet af kartonen med en opmærksomhed, der vist godt kan betegnes som interesse. Hvis det er sandt – hvis den findes – kan den måske brede sig. Og så på ny: Er der et liv efter det værste? Der er i hvert fald yoghurt.
***
Hendes skrig, da hun fik at vide, at hun snart skulle dø, hører jeg igen og igen. Således da jeg forleden så “Mit Afrika”. Jeg kunne slet ikke se, hvor lykkelig Karen Blixen var i sin kærlighed til Denys Finch Hatton, jeg kunne udelukkende tænke på, hvor ulykkelig hun skulle blive. Min hustrus skrig slukkede lyset i Karen Blixens øjne.
Da budskabet om Denys Finch Hattons død nåede frem til den afrikanske farm, tænkte jeg på diagnosen, der nåede frem til os.
Blixen vender sig i filmen bort for at være alene med tomheden – og atter konfronteredes jeg med tomheden i min hustrus øjne, da vi fra sygehuset kørte ud i det liv, vi ikke mere havde.
***
Engang søgte jeg tryghed i gamle danske film, i en verden der blev ved med at være den samme, uanset hvor mange gange jeg så filmene. Noget bestod, mens så meget eller snarere det hele forsvandt omkring mig, forsvandt sammen med hende. Også filmene synes på en måde at forsvinde – på den måde at det er blevet umuligt for mig at se dem, sådan som jeg gerne vil se dem … Jeg kan ikke mere udelukkende forholde mig til skuespillerne via de roller, som de optræder i, nej, jeg slår dem op i den bog, jeg har med portrætter af danske skuespillere. Læser om deres liv, men især om deres død. Omstændighederne for denne optager mig meget. Ikke fordi jeg egentlig ønsker det sådan, men sådan er det blevet, fordi hun er død.
Om en af skuespillerne erfarede jeg, at han blev dræbt ved et fald fra en kældertrappe. Og hver gang jeg siden har set ham i en film, tænker jeg på det fald. Jeg finder hans øjne så bedrøvede, som vidste han, hvad der skulle ske … I fotos af min hustru søger jeg svaret på, om hun havde en lignende viden for sit eget vedkommende. Hver gang jeg læser om en persons død, er det også hendes død – hver gang jeg læser om en persons død, er det hende, jeg igen mister.
Når jeg lægger en film i afspilleren for at slippe for hendes død, kommer den igen og igen hen mod mig med hende ved hånden. Hvor skal jeg så være? Kan jeg overhovedet være nogen steder? Er jeg da det?