Den til tider tumultariske omskiftelighed, der prægede tiden fra 1933 og frem til Anden Verdenskrig, satte dybe aftryk på de vilkår, berlinerkorrespondenterne og deres kolleger i Danmark arbejdede under. Det nye regime i Berlin var lige så ømskindet over for negativ omtale, som det var aggressivt i sine klager til danske myndigheder og aviser, når nogen hvæssede pennen imod nazismen.
Det tyske gesandtskab i København orienterede rutinemæssigt Udenrigs- og Propagandaministeriet i Berlin om, hvad danske aviser skrev om Tyskland. Negativ omtale medførte prompte diplomatiske protester, trusler om eksempelvis boykot af danske varer og til tider også direkte henvendelser fra den tyske presseattaché til avisernes redaktioner og bestyrelsesmedlemmer.
Allerede i marts 1933 indkalder udenrigsminister P. Munch de danske redaktører til en af i alt 94 kammeratlige samtaler op gennem 30’erne, hvor ministeren appellerer til mådehold i kritikken af det, der nu er Hitlers Tyskland. Danmark er et neutralt land, og det skal dansk presse gerne afspejle. I den øvelse måtte Munch og den danske stat være varsom med at fremstå alt for kontrollerende over for pressen. For blev den politiske kontrol med pressen tydelig for tyskerne, kunne Munch ikke fralægge sig ansvaret i prekære situationer med dansk pressefrihed som begrundelse. Så udenrigsministeren var på en vanskelig balancegang.
Det var især interviews med tyske flygtninge, skarpe overskrifter og karikaturtegninger, der var på P. Munchs dagsorden i marts 1933. Særligt henstillingen om ikke at bringe udtalelser fra tyske modstandere af det nazistiske regime må antages at have begrænset berlinerkorrespondenternes muligheder for at bringe kritik af forholdene i Tyskland.
Men det var karikaturerne, der stod mest blæst om, for selvom Munch formanede, var ikke alle redaktioner lige lydhøre. Eksempelvis i august 1934, hvor Social-Demokraten bringer en tegning af Hitler, Göring og Jesus korsfæstede på Golgata under overskriften "Jesus og de to Røvere", som afstedkommer polemik på højt plan mellem det tyske gesandtskab i København og Udenrigsministeriet. Dette er bare én af 1930’ernes talrige 'karikaturkriser', som både P. Munch og statsminister Stauning så sig kaldet til at skride ind over for. Den politiske pression fra både Tyskland og Danmark gik hårdest ud over tegneren Hans Bendix, som i 1934 blev indkaldt til en kammeratlig samtale med Stauning og fik den besked, at hvis han fortsatte med at udgive sit antinazistiske tidsskrift Aandehullet, så måtte han stoppe som fastansat tegner på Social-Demokraten, hvorefter Bendix lukkede bladet.
Den skærpede overvågning af hele det tyske samfund efter Hitlers magtovertagelse reducerede de danske journalisters mulige kildevalg og lokale kontaktnet betragteligt. Både fordi informationsstrømmen fra magtens centrum tilflød pressen i stadig mere strømlinede og beskårne doser, fordi overvågningen af, hvad der blev skrevet, blev stadig mere nidkær, og fordi myndighederne målrettet begrænsede udenlandske journalisters mulighed for at udveksle viden med deres tyske kolleger, som samtidig af gode grunde blev stadig mindre åbenmundede.
Isoleringen af udenrigskorrespondenterne blev sat i system; Goebbels’ propagandaministerium og von Ribbentrops udenrigsministerium afholdt separate pressemøder for tyske og udenlandske journalister, og sidstnævnte fik stillet presseklubber til rådighed, hvorfra de kunne arbejde – vigtigst vel nok: havde adgang til at telefonere deres rapporter hjem – og forholdsvis let kunne overvåges og aflyttes af deres tyske værter.
Telefonlinjen fra presseklubberne kunne også afbrydes, når situationen krævede det, som tilfældet var den 9. april 1940, hvor besættelsen af Danmark indvarslede endnu vanskeligere vilkår for den nationale og internationale nyhedsformidling. Med det tyske felttog imod Polen og verdenskrigens udbrud i september 1939 indførte den danske stat censur af udlandsnyheder, som i første omgang blev varetaget af Post- og Telegrafvæsenet. Nyhedsbureauernes bulletiner fra Tyskland var dog allerede censureret fra tysk hold, så danske aviser kunne uhindret trykke, hvad Ritzaus Bureau havde at melde fra Det Tredje Rige.
For berlinerkorrespondenterne betød krigsudbruddet i efteråret 1939 nok en beskæring af deres kontaktnet: De fleste franske og engelske kolleger forlod Berlin. Politiken rapporterede allerede ugen før krigsudbruddet i september 1939 og dagen efter indgåelsen af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt, Molotov-Ribbentrop-pagten, om "en ganske følelig Krigspsykose" i hovedstadens udenlandske koloni. Kun fire franske journalister var tilbage, de engelske havde stort set alle taget turen hjem over enten København eller Amsterdam. Det var den 24. august. Så mens tyske tanks ugen efter rumlede imod den polske grænse for at sprænge rigets grænser imod øst, indsnævredes adgangen til verden uden for de nazistisk kontrollerede sfærer yderligere for de danske korrespondenter i Berlin.
Med besættelsen af Danmark skærpedes den danske censur efter diktat fra tyskerne. Aviscensuren var dansk selvcensur under tysk overvågning, varetaget af Udenrigsministeriets Pressebureau, der fungerede som både en censurende instans, et forhandlingsforum for pressen og de danske myndigheder og en slags stødpude mellem pressen og besættelsesmagten.
Pressen blev mødt med krav om at trykke tyske og danske officielle erklæringer uden ledsagende kommentarer. Senere fulgte en anden type tvangsindlagte artikler, der på bastant vis illustrerede for læserne, hvorledes dagsordenen var sat af både besættere og besatte. Eksempelvis da de tyske myndigheder krævede forsidenyheden om mordet på Kaj Munk bragt side om side med en lige så stort opsat artikel om drabet på en tysk medløber i Slagelse.
Fra første færd udmøntede censuren sig primært i kontante forbud imod artikler om visse emneområder. Særligt militære oplysninger og information om trafik- og forsyningsforhold blev betragtet som følsomme, hvilket var relativt let for pressen at efterkomme. Vanskeligere var det at dæmme op for, hvad tyskerne betragtede som antitysk propaganda, og eftertiden har lunet sig ved de mere eller mindre subtile drillerier, som kvikke hoveder fik sneget igennem på eller mellem linjerne. Mest berømt er vel Kristeligt Dagblads historie fra den 22. august 1940 om, hvordan danske skove hærges af skadedyret bøgenonnen, som "opæder alt, hvad opædes kan” – en humoristisk allegorisering over den tyske besættelse, som i foråret 1945 fik et modstykke i kortfilmen Kornet er i fare, der ligeledes muntrede sig med at mane en skadedyrsplage frem med overtydelig reference til tyskernes hærgen.
Den mere direkte kritik af besættelse og samarbejdspolitik fik i juli 1940 sit eget straffelovstillæg, som medførte, at man kunne straffes med fængsel i et år, “hvis man på skrift eller anden måde giver meddelelser, der er egnede til at skade landets interesser”. Så avisredaktørerne blev holdt i ave af den ’frivillige selvcensur’, som de fleste accepterede lettere modvilligt. Dertil kom frygten for tyske repressalier, hvis noget eller nogen blev opfattet som antitysk. I den første tid efter invasionen fulgte en stribe tyske overgreb imod pressefolk; flere blev arresteret, en enkelt døde i arresten, andre – eksempelvis Berlingskes udenrigsredaktør Nic Blædel – fik skriveforbud. Og endelig var der den danske regerings forbud imod det, der kunne bringe den penible samarbejdspolitik i faretruende svingninger. Så selvom der formelt ikke var direkte, generel tysk aviscensur i det besatte Danmark frem til samarbejdspolitikkens endeligt i august 1943, så var der adskillige gode grunde til at træde varsomt. Og varsomheden på de danske redaktioner smittede naturligvis af på berlinerkorrespondenternes albuerum, der i forvejen var voldsomt indskrænket af forholdene i Tyskland. For den legale presses vedkommende var det en skøn illusion, at pennen skulle være stærkere end sværdet.
Kronika, Hvidtfeldt og mindst nok et dusin danske korrespondenter udgjorde sammen et særligt miljø i det Berlin, der forandrede sig så tumultarisk fra Hitlers magtovertagelse i 1933 til kapitulationen i 1945. De mødtes under dagens dont, blandt andet ved de pressekonferencer nazistyret afholdt for udenlandske korrespondenter fra aviser og telegrambureauer med forskellige politiske ståsteder, nogle af dem af nazistisk observans. En af dem var drengebogsforfatteren Peter Jerndorff-Jessen, som noget præmaturt proklamerede Tysklands sejr på Østfronten for den nazistiske avis Fædrelandets læsere den 10. oktober 1941 under overskriften: “Rusland er knust. Nu kommer Turen til England! Det er i helt koncentreret Form det Facit, som man kan gøre op i Dag.” En anden af Fædrelandets udsendte var journalist Frithiof Rolsted, som Hvidtfeldt kort efter sin ankomst ufrivilligt fik til bords en aften i Propagandaministeriets presseklub. Hvidtfeldt skriver:
"Efter et stykke tid med forsøgt samtale, der nærmest var ensbetydende med tavshed, sagde han glad og frisk: 'Nu har vi kendt hinanden så længe, så nu synes jeg vi skal være dus!' Jeg var så nyankommen, at jeg ikke rigtig vidste, hvad det kunne føre til, men jeg svarede: ’Jeg er ligeglad, hvad folk siger til mig, men jeg vil gerne blive ved med at sige De til Dem.’ Vi spiste måltidet til ende, men han opsøgte mig aldrig senere, selvom jeg sad alene ved et bord. Der var meget at finde sig tilrette med i begyndelsen."
Skaren af korrespondenter talte også Henrik V. Ringsted og Edvard Andersen fra Politiken, Aage Hjelm-Hansen, B.T.-redaktør Carl Henrik Clemmensen, som blev myrdet af danske nazister, heriblandt Søren Kam, for at kalde en af Fædrelandets journalister for en landsforræder.
Der var Helge Knudsen fra Berlingske Tidende, som blev erklæret uønsket af tyskerne i 1943 og erstattet af Poul von Stemann og den angiveligt meget tyskvenlige Jens Tang. Han måtte se sig selv hængt til tørre i det illegale blad De Frie Danske for sin “usømmelige, altid tyskvenlige Tilrettelægning af Telegramstoffet”. Hvidtfeldt beskriver ham med følgende karakteristik: "Tangs særegne mentale ballast bestod i, at han ikke blot var særdeles tyskvenlig, men derudover var anti-engelsk, anti-amerikansk, anti-fransk og anti-russisk, alt lige indædt. Hvilket på det givne tidspunkt var lidt rigeligt for meget af det mindre gode.” Det skudsmål sekunderer Politikens Henrik V. Ringsted med en endnu mere krads salut om, at den noget overvægtige Tangs navn er særdeles passende: “Noget blævrende noget, der står og vajer lidt i strømmen.”
Heller ikke Kronika gik ram forbi. Som Højgaard-kredsens kontaktmand i Berlin havde han benyttet sine forbindelser til at videregive oplysninger til denne klike af højrenationale erhvervsmagnater, heriblandt A.P. Møller og Knud Højgaard, om, at Berlin gerne så den danske samlingsregering udskiftet med et apolitisk fagministerium, hvilket kredsen forgæves forsøgte at få kong Christian X til at virke for. Hvidtfeldt beskriver Kronika som hjælpsom og “ubetinget dansksindet, men alligevel var der så meget tyskeri tilbage i ham, at han aldrig selv ville kunne blive klar over det”.
En del af det omtalte "tyskeri" udsprang givet af Kronikas forfatterskab til bogen Revolution fra 1935, som var Hitlers projekt venligt stemt, hvilket Kronika med årene fortrød bitterligt og siden undsagde ved enhver given lejlighed – også før krigen.
Så nok var de danske berlinerkorrespondenter kolleger, der dagligt mødtes i presseklubben, til pressekonferencer, på barer og i beskyttelsesrum, som delte tips, rationeringsmærker og til tider sym- og antipatier. De delte den skæbne, krigens vilkår underlagde dem. Men venner var de ikke nødvendigvis. De ideologiske og menneskelige konflikter, den tyske besættelse af Danmark havde trukket skarpt op på hjemmefronten, delte også vandene og vilkårene for deres journalistiske virke i Hitlertysklands hovedstad.
Men selvom korrespondenternes politiske ståsteder i udgangspunktet satte skel mellem dem, skete det ikke sjældent, at mødet med det berlinske propagandamaskineri fik selv erklærede nazister på andre tanker.
Berlingskes Helge Knudsen opregner i sin erindringsbog adskillige eksempler på nazistiske korrespondenter fra flere lande, som enten opgav nazismen, fordi omfanget af løgn og intimidering fra de tyske myndigheders side blev for overvældende, eller bare kom for skade at udtrykke så skrap en kritik af det “modbydelige System”, at de slet og ret blev deporteret.