De var i sommeren 2003. Jeg havde læst teologi i et par år, og det gik sådan set rigtig fint. Jeg klarede fagene godt og syntes, at de var spændende. Men samtidig var jeg frustreret over, at jeg ikke kunne finde nogen beviser for, at kristendommen var sand. Jeg gik til studiet på en nærmest naturvidenskabelig måde og søgte efter beviser på, at det hang sammen, som der står i trosbekendelsen.
Men jo mere jeg søgte efter beviser, des tydeligere blev det for mig, at jeg ikke kunne tro på Gud. Der var jo masser af uklarheder og paradokser og tekststeder, som umiddelbart modsagde hinanden. Denne her sommerdag sad jeg så derhjemme med alle bøgerne foran mig og tænkte: Nu stopper jeg på studiet, og så lægger jeg troen og alt det med Gud til side.
Jeg ringede til en af mine studiekammerater og fortalte hende om min beslutning. Og så sad jeg der.
Men lige i det øjeblik åbnede der sig et kæmpestort hul foran mig. For hvis Gud ikke er der, hvad er der så? Det var, som om der helt fysisk var noget, der kravlede op ad min venstre arm indvendigt, under huden, en nærmest gåsehudsagtig fornemmelse. Og så stod det klart for mig: Okay, det var et virkelig forkert valg. Du må hellere tro om igen. Du må tro på det og lade den videnskabelige tilgang ligge.
Hvis der ikke var en Gud, var der ingenting, og den tanke var mere skræmmende end, at jeg skulle vove at tro.
Jeg kommer ud af en familie, hvor kristendommen ikke rigtig var nærværende. Mine forældre var vist medlemmer af en valgmenighed, sådan som de fleste andre i byen var, men vi gik aldrig i kirke eller talte om tro.
Da jeg gik til konfirmationsforberedelse, var der også et tilbud om at komme i en ungdomsklub, som Indre Mission stod for. Det var rigtig hyggeligt. Man kunne spille bordtennis, og jeg kunne godt lide stemningen.
På et tidspunkt blev jeg inviteret med på nogle ungdomslejre, hvor kristendommen fyldte meget mere, og der følte jeg mig hele tiden lidt uden for det hele. Så jeg trak mig og begyndte i stedet at leve et mere almindeligt ungdomsliv med fester og så videre.
I mange år parkerede jeg spørgsmålet om Gud på en hylde. Men da jeg mistede min far i år 2000, var det, som om jeg fandt tilbage til kristendommen. Jeg havde omtrent samtidig mødt min mand, og vi besluttede at rejse et år til Kina, hvor han havde fået mulighed for at blive udstationeret med sit arbejde. Mens jeg var derovre – og i sorgbearbejdelsen efter min fars død – blev kristendommen meget nærværende for mig. Det kom bare helt naturligt. Jeg begyndte at tænke over, om det virkelig er rigtigt, hvad vi siger, når vi begraver folk? At de går hjem til Gud, og at vi skal møde dem igen? Eller er det bare noget, kirken bilder os ind?
På det tidspunkt var jeg både uddannet industrilaborant og optiker, men havde ikke arbejdet ret meget som nogen af delene.
Da var der en, der stillede mig spørgsmålet: hvis du ikke skal være optiker, hvad skal du så? Og så svarede jeg helt spontant: Jeg skal læse teologi og finde ud af, om man virkelig kan tro på kristendommen. Jeg præsenterede ideen for min mand, som bakkede det op, og da vi kom hjem, begyndte jeg på teologistudiet på Aarhus Universitet.
Efter et par år var det så, at jeg besluttede at stoppe, men i stedet kom til at fortsætte – nu med troen som følgesvend. Fra det øjeblik gik det bare derudad med studierne, og jeg følte en helt ny frihed og glæde ved teologien. Nu var jeg ikke længere optaget af, at jeg skulle bevise Guds eksistens eller føre bevis for alt, hvad der står i Bibelen.
Jeg var heller ikke sådan en studerende, der virkelig nørdede og bare skulle have læst alle teksterne, og jeg var ikke så optaget af, om jeg fik de højeste karakterer. Jeg glædede mig bare til, at jeg skulle ud og fortælle folk om det, jeg tror på.
Når jeg står ved en kiste og skal holde begravelsestalen, siger jeg ofte ”her i kirken tror vi...”. For jeg ved, at mange af dem, der sidder i kirken, har svært ved at tro, og jeg vil ikke prøve at tvinge noget ned over hovedet på dem, men omvendt vil jeg gøre det klart, at jeg tror på, at de afdøde kommer et godt sted hen, og at vi skal mødes igen. Jeg er helt tryg ved, at min far er hos Gud, og at vi skal ses igen – selvom jeg ikke ved, hvordan det kommer til at foregå.
Når mine konfirmander spørger mig, hvordan man kan være sikker på, at Gud findes, når man ikke kan se ham, og når man ikke altid får det, man beder om, fortæller jeg dem, at jeg har haft præcis de samme spørgsmål som dem. Men at jeg i dag tror fuldt og fast på, at der er en, der går ved siden af os igennem alt det, vi erfarer og oplever, og at jeg også tror, at de en dag vil komme til at tro på det. Som ung søgte jeg også efter alle mulige tegn på Guds eksistens. Jeg ledte efter det i naturen og alle mulige andre steder. I dag er jeg slet ikke på jagt efter beviser; det ligger bare som et trygt grundlag for mig, at Gud er der, og det behøver jeg ikke bevis for.
Inden jeg skal holde gudstjeneste eller begravelse eller andre kirkelige handlinger, har jeg altid en lille samtale med Gud, hvor jeg beder om, at han vil være med i det. Det er en fantastisk vished, at det ikke bare er mig, men os, der går ind i det sammen.
Jeg er ikke ked af, at jeg var så lang tid om at finde troen. Tværtimod tænker jeg, at det har givet mig den modenhed, der skulle til, for at jeg kunne virke som præst. Så jeg er bare taknemlig for, at jeg fandt min egen vej til at blive præst.
Hvad har udfordret din tro?
Det er sjældent, at min tro er udfordret. Men det kan udfordre min tro på eller identifikation med hele kristendomsinstitutionen, når jeg hører om præster, der overskrider grænserne for, hvordan man må behandle andre mennesker – ved for eksempel at udnytte og misbruge børn. Det er næsten ikke til at holde ud, når præster på den måde misbruger troen.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Jeg kan ikke pege på et bestemt åndeligt råd, jeg har fået, men vil i stedet nævne den bedste åndelige vejleder, jeg har haft, nemlig den nu afdøde, tidligere biskop i Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt. Han havde sådan et helt naturligt forhold til troen, var helt grundfæstet i sin tro og var bare et dejligt menneske. Det var ham, jeg gik til bispeeksamen hos, og som ordinerede mig, og han blev et forbillede for mig.