Prøv avisen
Boguddrag

Ansgar var munken, der lykkedes med at kristne danerne

Torben Bramming fortæller om den oversete munk Ansgar, der blev sendt på mission af Ludvig den Fromme for at gøre danerne kristne. Foto: Ritzau Scanpix

Den franske kejser Ludvig den Fromme sender i 800-tallet den unge munk Ansgar til Daneriget for at prædike den kristne tro. Ansgar er en overset apostel i Danmarkshistorien, mener Torben Bramming, der har skrevet bogen ”Da vikingerne mødte korset”. I dette kapitel tager forfatteren os med i skildringen af den nordiske religion og det samfund, der mødte munken Ansgar, da han kom til Danmark

Samfundet

Historikeren og lederen af domskolen i Bremen, Adam af Bremen (cirka 1040-1081), giver i sin krønike en beskrivelse af danernes kultur og samfund, som viser, at den følsomme Ansgar trådte ind i en helt anden atmosfære i sin mission end Frankerrigets. Adam kender landet særligt fra sine rejser derop og fra samtalerne med den danske konge Svend Estridsen. Adam er ikke positiv i sin bedømmelse:

… i den grad er de troløse over for hinanden, og så snart en har fanget sin næste, sælger han ham uden barmhjertighed som træl til ven eller fremmed. Danerne har også meget andet både i deres love og skikke, som strider mod ret og billighed; men det har ikke forekommet mig formålstjenligt at omtale andet deraf end det, at kvinderne straks bliver solgt, hvis de har bedrevet utugt; men hvis mændene bliver anklaget for en majestætsforbrydelse, vil de hellere halshugges end piskes. Der findes dér ikke anden straf end økse eller trældom, og selvom en domfældes, gælder det for en hæder at være glad; thi tårer, klage og andre modgangstegn, som vi regner for gavnlige, afskyr danerne i den grad, at det ikke engang er nogen tilladt at græde for sine synder eller for sine kære afdøde.

Det er måske ikke hele sandheden om danernes karakter og samfund, Adam her fremkommer med, men nogle fænomener stikker ud. Æresfølelsen er stor, ikke vise følelser og tabe anseelse er vigtigt. En særlig vægt lægger jeg på udsagnet om, at kvinderne straks bliver solgt, hvis de bedriver utugt. Det har selvfølgelig også noget med mandens ære at gøre, men modsiger den almindelige forståelse af kvinderne som ligestillede i højere grad end i andre kulturer på samme tid. Slaveriets enorme udbredelse og magtforholdet, der kan gøre fri til slave på nærmest vilkårlig vis, er også prægnante udsagn. Selvom man heller ikke med rimelighed kan sige, at frankernes samfund var blødsødent, så stemmer det syn på vikingerne måske ikke helt, der tillægger dem frisind, ligestilling og naturlighed. Det er ellers sådan, man fra fremstillinger som den amerikanske populærserie Vikings, der kører på 10. sæson, ser det. Her prises hedenskabet i modsætning til den forkrampede, hykleriske og forstenede kristendom. I serien forsøger eksempelvis den spinkle, brystsvage Ansgar at bære jernbyrd, men kan ikke for smerterne, græder og klynker ynkeligt, inden han bliver henrettet.

Ansgar har stiftet bekendtskab med de pragtsyge nordiske høvdinge, hvis voldsparathed og nærmest patologiske æresfølelse ofte har gjort dem til afsikrede håndgranater. Loyaliteten mod slægten og ed til kongen og forfædrene var også prægende for samfundet. Den frisiske kong Radbod afslog således at blive kristen og skubbede dåbskarret væk, som han var kommet hen til, fordi missionæren Willibrord ikke kunne sige, hvor i paradiset Radbods forgængere som konger og fyrster var begravet, fordi de var i Helvede.

Det samfund, Ansgar kom til, var baseret på landbrug og søfart. Befolkningen, som anslås til 700-800.00082 på Ansgars tid, boede i små landsbyer på op til 115 gårde, som i Sædding i Vestjylland.83 De var lerklinede eller stavbyggede alt efter bondens velstand. Rundt om disse indhegnede landsbyer har der været marker, hvorpå man har dyrket rug, byg, hvede, havre og hør. Uden for markerne, hvor åbent land og skov gik over i hinanden, har der græsset store fåreflokke. Mellem bøndernes gårde har der ligget kongsgårde, hvorfra den lokale småkonges fogeder har indkrævet skatter og opretholdt lov og orden. Det anslås, at der har været cirka en kriger for hver otte personer; det vil sige, at man i Danmark havde en potentiel styrke på omkring 100.000 krigere.

Gravfund viser, at vikingesamfundet var hierarkisk opbygget. Man har fundet prægtige stormandsgrave med rideudstyr, sværd, økse, skjold og en halshugget træl, som skulle tjene sin herre i efterlivet. Man har fundet enkle grave uden store gravgaver og endelig anonyme trællegrave. Gennemsnitshøjden for mænd er ud fra skeletfund bestemt til 172,6 centimeter og for kvinder 158,1 centimeter. Frankerne var af noget mindre statur, så Ansgar har formodentlig kunnet se op til de hærdebrede krigere.

Kvindedragten blandt bønder bestod af en særk af uld eller hør, oven på den bar kvinder en selekjole og igen oven på den en kappe for at holde varmen. Håret var langt og bundet op i en knude bag hovedet. Rige kvinder var mere kostbart og farverigt klædt, og trælle og småfolk naturligvis mere usselt. Mændenes tøj var kjortel, broge (et slags slag) og kappe, dertil bukser, som blev snøret ved knæet. Disse var også af uld eller hør og kunne variere i pragt og form; f.eks. kan man se, at mændene i Birka bar en kaftan i østerlandsk stil i stedet for broge. De havde langt hår og skæg, begge dele ofte flettede. Ansgar har altså i sin brune munkekutte, med tonsur og barbering skilt sig noget ud.

Landsbyerne har også til dels været præget af trælle, ofte kvinder og børn, som efter at være blevet bortført under vikingetogter og solgt på slavemarkederne i Ribe og Hedeby er blevet spredt ud over landet. Som klosterkrøniken for byen Xanten skriver om året 837 om nordboernes plyndringer: ”(De) førte mange fangne kvinder bort derfra sammen med en umådelig mængde af gods af forskellig art”. Disse slaver har boet i usle trællehuse i landsbyen. Landsbyerne har derfor både været præget af det farvestrålende plyndringsgods og fanger fra fremmede lande.

Når Ansgar er kommet rundt i Sydjylland sammen med Harald Klak, har han ikke kunnet undgå at møde disse mennesker, som kom fra hans hjemland, eller se hellige kar og anden kirkelig ejendom brugt til andre formål.

De lokale thegner, kongens fogeder, har også været områdernes religiøse ledere, som man bl.a. kan se fra runeindskrifter som denne: ”Ragnhild satte denne sten efter Alle den blege, viernes gode, hirdens højværdige thegn.”

Danerne var ikke kun landmænd, men også skibsfarere. Landet var inddelt i områder, som tog højde for ledingen, pligten til militærtjeneste. Den lokale småkonge eller stormand havde under sig en række styrmænd, som skulle organisere de skibe, området skulle stille.

Vi kender 40 skibe fra perioden 600-1200 fra udgravninger. De viser, at der både var handelsskibe og krigsskibe. De største handelsskibe på Ansgars tid kunne laste 50-60 tons og førte op til 46 kvadratmeter sejl. Det er sikkert en lignende skibstype, han sejlede med til Sverige, og som blev overfaldet af vikingeskibe. Langskibet var smallere og hurtigere, konstrueret med op til 30 par årer og sejl på op til 120 kvadratmeter. Det er klart, at handelsskibene, som Ansgar rejste med, ikke kunne sejle fra langskibene som angreb, men derom senere.

De store mængder varer og trælle, som vikingerne hjembragte fra deres togter, fik byer til at vokse frem. Ribe og Hedeby skulle tage sig af omfordelingen af de mange udenlandske varer. Det var i høj grad gennem disse porte ud mod den store verden, at kristendommen fandt sin indgang til missionen hos de asatroende nordboere.

Religionen

Hvordan så religion ud i hedenskabets dage i Skandinavien, som lå bag Adam af Bremens misbilligende ord om nordboerne? Vi kender som sagt kun den gamle religion gennem skriftlige kristne kilder og arkæologiske fund, som altid har fortolket dem efter den for tiden herskende samfundsteori og ideologi. Som religionen beskrives i Vølvens spådom fra Den Ældre Edda, så har man både en himmel og et helvede. Der er altså et efterliv. Vølven beskriver himlen sådan:

En sal ser hun stå,

Fagrere end solen,

Tækket med guld,

Højt i Gimle.

Der skal det brave

Folk da bygge

Og glade nyde,

Mens tiderne gå

Og helvede:

Der så hun vade

I tunge vande

Mensvorne mænd,

Mordgriske ulve,

Som lokker en anden

Mands mø til elskov.

Der suged Nidhug

De døde lig.

Ulven i mændene sled

I dette kosmos findes tre ”gårde”, det vil sige indhegnede samfund: Asgård, hvor guderne lever, Midgård, hvor menneskene bor, og Udgård, som er jætternes hjem. Men passagen mellem dem er åben. Guderne besøger mennesker og jætter, mennesker og jætter er på samme måde hinandens gæster. Valkyrier, dværge, lindorme, turser, drager, varulve og valravne er væsner med dobbelthjem. Med sejden og gjaldren (trylleriet/ besværgelser/hekseri) påkalder man guderne, bliver bersærk eller foretager hamskifter, så et menneske kan optræde i ulve-, bjørne- og fugleham og på den måde komme uigenkendt omkring for at gøre godt eller ondt. Det er en verden fuld af magi, hvor ringe er en central del af både forholdet mellem herre og tjener og i forhold til overnaturlige evner. Runestenene er et vidnesbyrd om denne magiske verden, som står blandt os i landet. Maltstenen, som Ansgar kan være kommet forbi på sin rejse til Ribe, viser magien i hverdagen:

Tor vie disse runer, til ræte [forbandet/fortabt] vorde den, som ailti [flytter] denne sten eller slæber den bort til minde om en anden.

Hvis vi går ud fra, at Eddaen med Vølvens spådom er opstået eller nedskrevet allersidst i den hedenske tid, så er der også en eskatologisk stemning over asatroen, som kommer til udtryk i Ragnarok:

Brødre monne kæmpe

Hinanden til bane

Og søskendebørn

Slægtskabet bryde.

Ingen mand skåner den anden.

Hårdt er det i verden.

Hor går i svang.

Øksetid, sværdtid, skjolde kløves,

Vindtid og ulvetid

Før verden styrter.

Jorden drøner,

Jættemøer flyve.

Denne apokalyptiske stemning, som altid har været del af kristendommen, kan have åbnet ørerne for den missionsforkyndelse, som netop så rejsen mod nord som led i en eskatologisk plan om at nå verdens ende, før tusindårsriget brød frem.

En anden ting, som kan have givet et tilknytningspunkt for Ansgar og Autbert, er ifølge historikeren Jørgen Jensen bevidstheden om selvet og individet, som kommer frem i f.eks. Egil Skallagrimssons saga, som foregår i hedensk tid på Island. Her peger han på Egils kvad Sønnetabet.

Enkelte kilder er dog mere sikre i deres fortælling om den germanske/nordiske religion end de kristne gengivelser af hedenske kilder, selvom de er indirekte vidnesbyrd. Det gælder f.eks. Karl den Stores sakserlove, hvori han udsteder en række forbud mod den gamle gudsdyrkelse:

6. Hvis nogen narret af Djævelen tror, efter hedningenes skik, at nogen mand eller kvinde er en heks og spiser mennesker, og på den foranledning har brændt personen, eller har givet denne persons kød til at spise til andre, eller selv har spist det, lad ham lide dødsstraf.

7. Hvis nogen, i overensstemmelse med de hedenske ritualer, har forårsaget, at en død mands krop er blevet brændt og blevet til aske, lad ham lide dødsstraf.

9. Hvis nogen har ofret et menneske til Djævelen og efter hedningernes skik givet ham til dæmonerne, lad ham lide dødsstraf.

21. Hvis nogen har svoret ved træer eller lunde eller har ofret på nogen anden måde efter hedningenes skik eller har deltaget i en hedensk gudstjeneste til dæmonernes ære, skal de betale 60 solidi, hvis det er en adelsmand, og 30, hvis det er en fri mand.

23. Vi har befalet, at goder og sandsigere skal overgives til kirkerne og præsterne.

Sakserlovene, som jo lovgiver mod faktiske forhold i landet, stemmer godt overens med kilder om nordiske forhold, der fortæller om menneskeofringer f.eks. i Lejre, Trelleborg og Uppsala. De løfter også en flig ind til den mørke verden, hvor hekse og troldmænd i de dybe skove udgjorde en frygtindgydende trussel mod menneskers velfærd. Ved rydninger og lunde tæt på det ondes opholdssted i skovene har man ofret for at holde dæmonerne og heksene på afstand med hjælp fra venligtsindede guder. Djævelen, der ofres til, skal forstås som de gamle guder.

Det er tankevækkende, at den hekseforfølgelse, som kirken igennem middelalderen slog ned på, netop dukker op og bliver allerværst i det tyske område. I 1090 brændes tre kvinder beskyldt for at være hekse, som havde været giftblandere, fordærvere af mennesker og frugt. De blev erklæret for martyrer af kirken. 1230 betvivles det i et tysk skrift, at hekse findes. Disse heksebrændinger er set i den forbindelse rester af hedenskabets menneskeofringer. Kirken bekæmper altså i tidlig og højmiddelalder heksetroen, men da renæssancen bryder frem, går det galt.

Arkæologen Lars Jørgensen viser i en banebrydende artikel fra 2014, hvordan det hedenske religiøse landskab højst sandsynligt var organiseret i Norden på Ansgars tid.97 Ud fra steder som Tissø på Sjælland tegner han billedet af kultiske centre, hvor en stormandsgård er midtpunktet. I den store hal er den østlige del indrettet til officielle kultiske fester og ofringer, den vestlige var beboelse. Der er fundet rester af spise- og drikkeofre i huset. I en omkreds af en kilometer fra huset er der blevet udgravet seks steder, hvor der har fundet ofringer sted af forskellige slags. Der er fundet økser, sværd og spyd fra vikingetiden, og det ser ud til, at genstandene er ofret individuelt. Mod vest er der fundet rester af heste ofre og menneskeofre, et andet offersted, ved Hallested Å, er der fundet offerrester fra svin, hunde, heste og geder, hvilket indikerer en funktion i forbindelse med religiøse offermåltider. Navnet Tissø kommer af navnet på guden Tyr, men der er ofret til mange forskellige guder på årets fester, hvor folk underlagt den lokale stormand er kommet sammen.98 Landskabet var altså udformet efter den åndelige forestilling om det hellige, som nordboerne havde. Bakker, åer og moser omkring en stormandsgård havde en kultisk funktion. Ofrene er oftest afgrøder og dyr, men mennesker har altså også måttet lade livet.

Menneskeofringer forekom alle steder i Norden, men det kultiske centrum for dette var i Danmark Lejre og i Sverige Uppsala. Biskop Thitmar af Merseburg skriver omkring år 1015 om det store blot i Lejre:

Men da jeg har hørt vidunderlige beretninger om disses [nordmænd og danske] gamle ofringer, vil jeg ikke lade dem uomtalt. Der er et sted i disse egne, som er hint riges hovedstad, hvor der hvert 9de år i januar måned efter den tid, da vi fejrer epifanifesten [Helligtrekongersfest], holder et almindeligt stævne og så ofrer til deres guder 90 mennesker og lige så mange heste tillige med hunde og haner, som de ofrer i stedet for høge, idet de, som jeg før har sagt, tror for vist, at disse skal trælle for hine og sone begåede forbrydelser.

Hvis man kan fæstne lid til denne beretning, så er menneskeofringer ikke kun opstået spontant, som jagt på troldmænd og hekse, men er foregået jævnligt og rituelt, hvilket stemmer godt nok overens med forestillingen om, at ofrene sikrer menneskene mod angreb fra onde kræfter, så nordboernes helbred og afgrøde bevares. Der er her også en forestilling om Hel, dødsriget, hvor magtforholdene fra jorden fortsætter, så de store i dette liv forbliver store i efterlivet.

Vi kender ofringer fra Ladbyskibet omkring 925, hvor 11 heste og 4 hunde blev givet med til skinlivet i Hel. Biskop Adam af Bremen fortæller i 1072 baseret på i hvert fald én øjenvidneberetning om samme type kult i Uppsala, tæt på Birka, som den, biskop Thitmar beskrev i Lejre:

Dette folk har et vidtberømt tempel, som heder Ubsola. I nærheden af dette tempel vokser et vældigt træ, der breder sine grene ud til alle sider. Det er stedse grønt, vinter som sommer. Der er ingen, der véd, hvilken slags træ det er. Der findes også en kilde dér, ved hvilken hedningene plejer at forrette deres offerhandlinger, og i hvilken de sænker levende mennesker ned. Hvis de ikke atter kommer op, vil folkets ønske gå i opfyldelse. Templet er omgivet af en guldkæde, som hænger oppe på tagryggen. Med sit rødgyldne skær stråler den de besøgende i møde på lang afstand. Helligdommen ligger nemlig oppe på et plateau og er i en rundkreds omsluttet af bjerge på en sådan måde, at det minder om et teater.

Adams beretning er unik, og derfor er det svært at skelne mellem fakta og fantasi. Det store træ lyder som en beskrivelse af den nordiske mytologis Yggdrasil. Templet beskrives nærmest som Gimles sal eller Valhalla, guldkæden omkring tagrygge og templet helt af guld har næppe været virkelige. Men eftersom den nordiske mytologi i sin faste udformning er blevet til i kristen tid, kan et strålende tempel i Uppsala måske have givet anledning til beskrivelsen af Asgårds festhal. Kilden, hvor der foretages ofringer, er ikke fundet. Men kilder, søer og moser med menneskeofringer kender man fra Danmark:

Det ligger i nærheden af Sictona by [og Birka]. I dette tempel, som er bygget helt af guld, tilbeder folket billedstøtterne af tre guder. Thor, den mægtigste af dem, har sin tronstol midt i festsalen, og på hver sin side af ham har Wodan og Fricco deres plads. De tillægges følgende funktioner: ”Thor”, siger de, ”råder i luften og bestemmer over torden og lynild, vind og regn, skyfri himmel og afgrøde. Næst ham kommer Wodan, det vil sige ’ekstase’, som styrer krigene og giver mennesket mod i kampen mod dets fjender. Den tredje er Fricco, som skænker menneskene fred og fryd.” Hans statue er fremstillet med en enorm fallos. Wodan derimod afbilder de gerne bevæbnet på samme måde, som vore landsmænd plejer at fremstille Mars. Thor synes med sit scepter at ligne Jupiter. De dyrker også menneskeskabte guder, som de til gengæld for deres store bedrifter har skænket udødeligheden. Det kan man for eksempel læse i Den Hellige Ansgars Levned, at de har gjort med kong Heric.

Når man skal vurdere gudedyrkelsen i templet, må man også gå til Adam med forsigtighed. De tre guder i hallen lyder som en parallel til den kristne treenighed. Der er romersk mytologi på spil, og Adam har ikke været på stedet. På den anden side er det bemærkelsesværdigt, at det ikke er den officielle nordiske mytologi, der beskrives. I Uppsala er Thor hoved guden og ikke Odin. Odins egenskaber er nærmest dem, som tillægges krigsguden Tyr, mens Thors attributter passer meget godt med den nordiske gudelære fra Edda og Snorre. At Thor skulle være den største gud, stemmer godt overens med fundet af mange thorshamre, som er dukket op ved arkæologiske udgravninger. Det var ham, menneskene ventede sig beskyttelse af, som de kristne, der brugte korset, ventede det af Kristus. At der er en mandlig frugtbarhedsgud, Frej, passer med Snorre, som fortæller, at Frej oprettede et tempel i Uppsala, og at han velsignede landet med gunstige årstider og frugtbarhed. De overordnede egenskaber, som guderne havde rådet for, var herredømme over verden, krig og frugtbarhed og det stemmer godt med en kriger- og bondekultur.

Deres guder har alle hver sine præster til at udføre folkets ofre. Hvis pest og hunger truer, bringes et drikoffer til Thors afgudsbillede. Hvis krig truer, til Wodan. Og hvis der skal fejres bryllup, til Fricco. Endvidere plejer alle sveonernes lande hvert niende år i fællesskab at fejre en religiøs højtidelighed i Ubsola.

Om beskrivelsen af kulten er helt nøjagtig, kan man tvivle. Men hos Rimbert hører man om ”Gudernes råd”, hvorfra en af de mænd kommer, der i Birka taler imod kristendommen. Det siges ikke, om han er præst eller for hvem, men han taler øjensynligt på vegne af Helligdommens præsteskab, der må have foretaget de rådspørgninger af guderne, som han refererer. Men det ligger i den nordiske religions væsen, at man pacificerer guderne ved gaver og det er troligt, at den stærke vægt på loyalitet mellem konge og hirdmænd og den vægt, man lægger på, at æren skal respekteres, afføder et stærkt samfundsbånd, hvor man vogter på enheden. Det er interessant, men ikke kommenteret på Ansgars tid, at kristne kan købe sig fri for offertjeneste og tilstedeværelse i Uppsala til kultfesterne, og det viser et pragmatisk forhold til religionssammenstødet fra hedensk side. Det er meget naturligt, idet nordboerne ikke tvivlede om, at Kristus var en stærk gud, og derfor har de kristne iblandt dem kunnet leve med, at deres kult afsondrede dem.

Offerhandlingen foregår på følgende vis: De ofrer ni hoveder af alle de levende hankønsvæsener, ved hvis blod det er skik at forsone (sådanne) guder. I 9 dage fejres festmåltider og lignende offerhandlinger. Hver dag ofrer de ét menneske sammen med de andre levende væsener, således at det i løbet af de 9 dage bliver til i alt 72 levende væsener, der bringes som ofre. Denne ofring finder sted ved forårsjævndøgn. Kroppene derimod hænges op i en hellig lund, som ligger lige i nærheden af templet. Denne lund er nemlig så hellig for hedningene, at hvert eneste træ i den menes at være guddommeligt som følge af ofrenes død og forrådnelse. I lunden hænger også ofrede hunde og heste samt mennesker. Og en kristen har fortalt mig, at han har set ligene af 72 sådanne hængt op mellem hverandre. I øvrigt synger de også, som almindeligt ved den slags rituelle drikofre, forskellige uanstændige sange – hvorfor det er bedst at forbigå dem i tavshed.

Rationalet bag de mange religiøse ofringer er, som Adam siger, at blodet forsoner guderne. Kultstederne bliver i kraft af de døde hellige; det vil sige, dyre- og menneskeånderne er i og på stedet efter deres død. De døde forsvinder ikke fra verden, men hersker på bestemte områder og som gengangere. Det skaber det uhyggelige åbne grænseland mellem døde og levende, som ofrene skulle holde lukket på de steder, hvor de var åbne som i hellige lunde, kilder, træer, søer mm. Som Martin A. Hansen fremstiller det i Orm og Tyr, blev opstandelsestroen af den grund taget til hjerterne af nordboerne. I kristendommen var man død, når man var død, og levende, når man var levende. Kristus døde helt, gav ingen melding fra sig i dødsriget, og hans krop var ikke i verden efter opstandelsen, han var med krop og sjæl helt levende igen i Himmeriget.

Arkæologien i Danmark fortæller også om disse uhyggelige ritualer. Dette træk af menneskeofring har man bl.a. fundet på Sjælland. Man har på Trelleborg fundet en offerplads, som var i funktion, før militæranlægget blev opført. Arkæologerne har udgravet fem ca. tre meter dybe brønde, hvori der er fundet dyreskeletter, smykker, redskaber og fem menneskeofre. Fire af disse var børn på mellem fire og syv år. Brøndene er i vikingetiden blevet tillagt religiøs betydning af nordboerne. I mytologien afspejler det sig i fortællingen om Mimers brønd, hvor Odin måtte ofre sit ene øje for at få lov at drikke sig visdom til. På samme måde har menneskene ofret værdifulde ting i disse brønde. Der blev fundet en lille indhegning ved tre af brøndene, hvor ofringerne sandsynligvis er foregået. Offerpladsen har sikkert tilhørt landsbyen, som lå 300 meter derfra.

Vikingeborgen er fra kristen tid, og måske har man ved dens etablering villet lægge låg på skikken med ofringer og hedensk kult. Arkæologen Morten Søvsø fra Ribe fortolker ringborgene fra slutningen af 900-tallet som et led i kristningen af landet. De skulle sikre, at den nye religion havde fast grund under fødderne, på samme måde som frankerne anlagde fæstningen ved Itzehoe og klosteret Welnau i borgens beskyttende nærhed.

Andre kultsteder i Norden kan man kende på stednavne, hvori der indgår nordiske gudenavne som Odin (Odense), Thor (Torsted), Gud (Gudme), m.fl. Kultstederne er hellige i århundreder. I Uppsala har man fundet religiøse installationer helt fra bronzealderen. I Hørning, Uppsala og andre steder er kirkerne bygget oven på de gamle hedenske kultsteder, hvad man kan se af fund, hvor der ved trækirker er fundet hedenske spor af f.eks. dyrkelse af Thor.

Men der findes også skriftlige kilder, som fortæller os om den hedenske tid, og som giver indtryk af, hvorfor ingen gerne rejste som missionær til Norden. En malende beskrivelse af en vikingehøvdings begravelse og medfølgende menneskeofring finder man hos den arabiske forfatter og rejsende Ibn Fadlan. Han skriver en beretning om en vikingebegravelse 921-22, som han så under en rejse med en delegation fra Bagdad, som mødte vikinger i byerne ved Volga:

Det blev hele tiden fortalt mig, at de, når deres høvdinge døde, foretog sig ting, hvoraf [lig-]brændingen var den mest interessante. Jeg var derfor meget interesseret i at få rede på dette. Så hørte jeg en dag, at en af deres ansete mænd var død. De lagde ham da i graven og dækkede den over ham i 10 dage, til de var færdige med at tilskære og sy hans klæder. Det foregår på denne måde: Til den fattige laver de et lille skib og lægger ham i det og brænder det. Men når det gælder den rige, så samler de hans formue sammen og deler den i tre dele, en tredjedel går til hans familie, for en tredjedel laver de klæder til ham, og for en tredjedel laver de nabid, som de drikker den dag, hans trælkvinde dræber sig selv og bliver brændt sammen med sin herre.

I Lejre har man i 2010’erne eksperimenteret med disse ligbål. Man har brændt grise med samme vægt som et menneske og de to rummeter træ, en kremering på åbent bål kræver. Her har man lagt flintesten på bålet, idet arkæologerne har fundet flintestensrester omkring brændingssteder fra jernalder og vikingetid. Idet stenene indeholder vand, giver de høje knald, når de sprænges af varmen. Ligbrændingen har været et skuespil for alle sanser, hvori forestillingen om tilkaldte ånder og gudemagter har været i forgrunden. Ibn Fadlan fortsætter med at berette om, at den af stormandens trælkvinder, som melder sig til at dø med sin herre, så hun kan tjene ham i efterverdenen, bliver drukket fuld og voldtaget af høvdingens nærmeste mænd, før hun bliver kvalt af en gammel kvinde, der kaldes dødsenglen. Hvad enten ritualerne er foregået i byer eller på kultsteder, så har i hvert fald samfundets ledere holdt liv i en døds- og blodkult, som også vakte muslimen Ibn Fadlans afsky. Også fra Hedeby har man en beretning om den nordiske religions skikke videregivet af den jødiske købmand Ibrahim Ibn Ya ’qub at-Tartusschi fra Cordoba i Sydspanien, der besøgte byen omkring 950:

De fejrer en fest, hvor de alle kommer sammen for at ære guden og for at æde og drikke. Den, som slagter et offerdyr, rejser ved døren til sin gårdsplads pæle og sætter offerdyret derpå, hvad enten det er et stykke kvæg eller en vædder eller en gedebuk eller et svin, for at folk kan vide, at han ofrer til sin guds ære. Byen er fattig på varer og rigdomme. Folks vigtigste næringsmiddel er fisk, for dem er der mange af. Hvis en af dem får børn, kaster han dem ud i havet for at spare udgifterne… Han sagde også: Aldrig hørte jeg hæsligere sang end slesvigernes, det er en brummen, som kommer fra deres struber, i lighed med hundegøen, dog endnu mere dyrisk end denne.

Husguder har haft deres plads i nordboernes religiøse hverdag. Man ofrede til dem derhjemme. Ofrene hænges op ved døren til gårdspladsen, fordi offeret kan holde onde magter ude. De er en slags portvogtere. I en by, hvor der er kristne, kan det også være tegn på, at man viser sig som gammeltroende. Man havde også villet adskille sig med separate gravpladser, som fundene fra Ribe 2009-14 viste. Børneudsættelser har været en accepteret del af livet, som vi hører. Det betyder, at først mandens anerkendelse af barnet gjorde det til et menneske. Man var som barn i faderens vold. En af de ting i missionen, som særligt tiltalte kvinder, var forbuddet mod udsættelse af børn. Den nye tro blev et værn for både det ufødte og det nyfødte barn. Et andet element, som adskilte nordboerne fra de kristne, var sangen. Den frankiske sang har lydt som himmelsk vellyd over for den herskende tonekunst. Derfor betød sangen måske så meget i missionen – vellyden fra munkenes mørke og drengenes skolede lyse stemmer virkede som hvid magi.

Andre kultsteder i Norden kan man kende på stednavne, hvori der indgår nordiske gudenavne som Odin (Odense), Thor (Torsted), Gud (Gudme)

De fejrer en fest, hvor de alle kommer sammen for at ære guden og for at æde og drikke.

De løfter også en flig ind til den mørke verden, hvor hekse og troldmænd i de dybe skove udgjorde en frygtindgydende trussel mod menneskers velfærd.

Når Ansgar er kommet rundt i Sydjylland sammen med Harald Klak, har han ikke kunnet undgå at møde disse mennesker, som kom fra hans hjemland, eller se hellige kar og anden kirkelig ejendom brugt til andre formål.