Dagens overblik: Berømt forfatter starter debat om køn, og statuer kræves fjernet verden over

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om kirkeliv og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

J.K Rowling puster igen til den internationale debat om biologiske køn, mens Kong Leopold II i Belgien må slutte sig til den efterhånden lange række af historiske personer, hvis statuer fjernes. Herhjemme spørger operasanger Jesper Buhl sig selv, om man godt må lede efter kærligheden, mens ens alzheimerramte partner stadig er i live. Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix, Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix, og Claus Fisker/Ritzau Scanpix.
J.K Rowling puster igen til den internationale debat om biologiske køn, mens Kong Leopold II i Belgien må slutte sig til den efterhånden lange række af historiske personer, hvis statuer fjernes. Herhjemme spørger operasanger Jesper Buhl sig selv, om man godt må lede efter kærligheden, mens ens alzheimerramte partner stadig er i live. Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix, Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix, og Claus Fisker/Ritzau Scanpix. .

Som du måske efterhånden har bidt mærke i, så er gamle statuer begyndt at måtte lade livet i kølvandet på amerikanske George Floyds tragiske død. I USA, Tjekkiet, Storbritannien, Belgien og Sydafrika fjerner både private borgere og myndigheder afbildninger af personer med forbindelse til slavehandel, inklusiv statuen af spejderbevægelsens grundlægger Robert Baden-Powell. Senest er turen kommet til Norge, hvor flere end 4.000 mennesker i skrivende stund støtter en underskriftsindsamling, som kræver, at statuer af Winston Churchill og Ludvig Holberg tages ned.

I samme stil er streamingtjenester begyndt at fjerne film og serier efter en opblusning af diskussionen om, hvordan sorte og andre minoriteter bliver fremstillet i medierne. Senest er den gamle klassiker og oscarvinder "Borte med blæsten" fra 1940 blevet fjernet fra streamingtjenesten HBO. Det er en tendens, der skriver sig ind i en allerede eksisterende granskning af kulturen- som da sproget blev ændret i både Halfdan Rasmussens 'Børnerim', Tintin og Pippi Langstrømpe.

Herunder har vi samlet et overblik over, hvad der ellers tales om inden for troens, etikkens og eksistensen verden:


I kirkens verden kæmper amerikanske menigheder med at inkludere ældre borgere i forbindelse med corona. I USA er smittespredningen særligt høj. Nogle kirker er begyndt at ringe eller skrive personlige breve til sine ældste medlemmer. Andre har investeret i elektroniske hjælpemidler som tablets, og deler dem nu ud og instruerer de ældre i, hvordan de kan bruge dem til at tilgå kirkens tilbud online.

Den virtuelle mødeplatform "Zoom" er kommet i uføre efter at have slukket for en virtuel mindehøjtidighed efter ønske fra den kinesiske regering. "Zoom" er en 'konference'-tjeneste, der gør det muligt at mødes op til 1000 mennesker online, og den er blevet særligt populær i hele verden under coronakrisen. Nu beskyldes firmaet bag tjenesten for politisk censur, efter det blandt andet har slukket for en online konference, hvori en amerikansk baseret organisation havde samlet mere end 250 mennesker til en mindehøjtidighed for den kinesiske masakre ved Tiananmen-pladsen for 30 år siden.

Må man godt tro på ny kærlighed, når ens alzheimerramte ægtefælle stadig er i live? Og må man godt kysse med en anden? Ja, svarer Jesper Buhl. Han har ryddet op i sit hjem og sit liv efter, at hans hustru forsvandt til sygdommen. Han taler i dag med Kristeligt Dagblad om, hvordan man kommer videre og bliver glad igen.

Den verdensberømte engelske forfatter J.k. Rowling, kendt for sine ungdomsbøger om troldmanden Harry Potter, skaber igen international debat ved at forsvare biologiske køn. Hun kritiseres offentligt af venner og tidligere kolleger og beskyldes for at være transfobisk. Skænderierne rejser flere etiske spørgsmål i internationale medier om, hvordan man kan- og ikke kan- tale om kønsspørsgmål.

I USA er der trods uroligheder og pandemi stadig en valgkamp i gang, og Donald Trump begynder at invitere til vælgermøder, selvom coronasmitten og antal døde fortsat stiger i landet. For at komme med til vælgermøde med præsidenten skal man dog skrive under på, at man ikke vil sagsøge ham eller arrangørerne, hvis man bliver syg med corona i mødet med hundredevis af andre mennesker, skriver Ritzau.

I Norge oplevede Oslo Stift en lille stigning i antal deltagere til sine gudstjenester i 2019, viser ny årsrapport fra den norske kirke. Årsrapporten måler aktiviteten blandt kirkens næsten 4 millioner medlemmer på landsplan. Næsten 20.000 har meldt sig ud af kirken, mens 3.373 har meldt sig ind. Involvering og lokal tilstedeværelse er vigtig for medlemstallet, siger Olsos biskop til den norske avis Vårt land.

I det danske kirkeliv er kampen om bispesædet i Helsingør Stift for alvor skudt i gang. Den nuværende biskop, Lise-Lotte Rebel, fylder til januar 70 år, hvilket er aldersgrænsen for biskopper, så Kirkeministeriet har nu officielt udskrevet valg. I Kristeligt Dagblad kan du læse seneste nyt om sagen og finde interviews med de fire foreløbige bispekandidater her.