Prøv avisen
Boguddrag

Dan Jørgensen: Lykke skal være et politisk mål

I sin nye bog skriver Dan Jørgensen om, at vi skal lære af den tidligere statsminister Thorvald Stauning og samle Danmark om de værdier og det fællesskab, som har gjort os til et af de bedste lande i verden at leve i. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danskerne bliver i dag anset som et af de lykkeligste folk i verden. Alligevel føler danskerne sig mere og mere utrygge, og flere mister troen på, at politik kan gøre en positiv forskel i deres liv. I bogen ”Staunings arv” skriver socialdemokrat Dan Jørgensen om, hvordan politik godt kan gøre en forskel. Læs et uddrag af bogen her

Bliver vi danskere lykkelige af en større velfærdsstat? Det enkle svar er ja.

- Bent Greve, professor i samfundsvidenskab, RUC

Hvad er det præcist, der gør danskerne så tilfredse med deres liv? Ifølge den videnskabelige litteratur på området er svaret meget klart: Danmark er et mønstereksempel på en socialdemokratisk tilgang til offentlig politik.

- Benjamin Radcliff, Professor i statskundskab, University of Notre Dame, USA

For ikke så længe siden sad jeg i et omklædningsrum i min barndomsby, Morud på Nordfyn, sammen med en flok gamle venner. Flere af de gutter var også med, da jeg som seksårig i 1981 for første gang snørede støvlerne i det selvsamme omklædningsrum. Nu havde vi spillet kamp igen. Benene gjorde ondt, men smilene var store. Den obligatoriske kasse med kolde Odense-pilsner var hentet og de første flasker knappet op. Der blev skålet, og en af mine kammerater udbrød – som han har gjort det hundredvis af gange før – "Hvad har vi da gjort, siden vi skal ha’ det så godt?"

Jeg vidste præcis, hvad han mente. At sidde der efter en fodboldkamp, fysisk træt på den gode måde, i gamle venners lag og grine af vandede vittigheder – det er også lykken for mig.

Mon ikke de fleste har det sådan? At det, der gør dem glade, er de nære ting i livet. Det kan være store eller små ting – men det er noget, der er personligt: kvalitetstid med ens nærmeste, en løbetur i skoven på en smuk forårsdag, eller måske at der serveres stegt flæsk med persillesovs i kantinen på arbejdet.

Den form for lykke kaldes inden for lykkeforskningen for affektiv lykke eller kortvarig lykke. Det er den følelse, en person har, når vedkommende oplever noget, der giver glæde her og nu. Den lykkefølelse tror jeg, vi alle sammen søger. Og jeg forunder alle at føle den så ofte som muligt. Men det er ikke den form for lykke, der er emnet her. Omdrejningspunktet for denne bog er en anden form for lykke, nemlig den, forskerne kalder den kognitivt evaluerede lykke eller langvarige lykke. Det begreb dækker følelsen af en dybere og mere grundlæggende tilfredshed med livet. Ikke en følelse, der er knyttet til en oplevelse, man har momentant, men derimod en mere permanent tilstand. Det er den form for lykke, forskerne refererer til, når de sammenligner lykkeniveauer i forskellige lande.

Det er også den form for lykke, FN måler på hvert år, når de udgiver World Happiness Report, hvori de rangerer verdens lande efter, hvor lykkelige deres befolkninger er. Her ligger Danmark altid i toppen, hvilket er hovedårsagen til, at vores land ofte karakteriseres som verdens lykkeligste land.

Hov, tænker den snarrådige læser måske. Er vi ikke faldet et par trin ned ad listen? Svaret er, at det i 2018 er Finland, der har førstepladsen, Norge er nummer to, og først på tredjepladsen fi nder vi Danmark. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi danskere kan være meget stolte af vores placering. Sandheden er, at de lande, der rangerer øverst på listen, ligger så tæt på hinanden, at man reelt ikke kan sige, hvem der "vinder", uden at det er behæftet med statistisk usikkerhed. Set over tid er der imidlertid ikke megen tvivl om, at Danmark – trods alt – klarer sig bedst.

Kan man måle lykke?

Albert Einstein var naturvidenskabsmand om en hals. Han var vant til at sætte ting på formel og udregne eksakte lovmæssigheder. Alligevel er det ham, der er fader til det berømte citat: "Ikke alt der kan tælles tæller, og ikke alt der tæller kan tælles."

Den sætning er god at have i baghovedet, når vi diskuterer lykke. Lykkeforskning er ikke nogen eksakt videnskab som sådan. Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at forskningen er kommet ret langt. Personligt må jeg indrømme, at jeg tidligere har trukket lidt på skuldrene over undersøgelser af lykkeniveauer. Hvad kunne de egentlig sige, når det kom til stykket? Men jeg er blevet klogere. Forskningen kan faktisk konkludere en hel del om, hvad der gør mennesker lykkelige. Herunder ikke mindst hvilke forskellige politiske faktorer, der har betydning for lykkeniveauet i et land.

Hvorfor vidste jeg egentlig ikke det? Jeg følger med; læser aviser, ser tv og hører radio. Jeg gør det måske endda en del mere end gennemsnittet, fordi det er en del af mit job. En del af forklaringen er nok, at lykke som politisk faktor ikke har været diskuteret særlig meget i danske medier. Der kommer ganske vist en overskrift eller to hvert år, når FN udkommer med den store rapport om landenes lykkeniveauer. Men nogen grundig debat om temaet har der ikke været. Hvorfor mon ikke?

En af de ledende kræfter i den internationale lykkeforskning, danske Meik Wiking, har givet en forklaring. I sin bog Lykken under lup skriver han: "At fortælle folk, at man forsker i lykke, resulterer som regel i krusninger om mundvigen hos folk, der venligt forsøger at undertrykke de små smil, men jeg er helt enig. Selv om jeg er direktør for Institut for Lykkeforskning, synes jeg stadigvæk, at lykkeforskning lyder enormt hippieagtigt." Med andre ord: Det er nemt at latterliggøre lykkeforskningen og derfor også svært at tage den seriøst. En anden årsag til at lykkeforskningen fylder mindre i den danske politiske debat, end den for eksempel gør i Storbritannien eller Frankrig, er efter min mening, at nogle danske forskere har afsporet debatten. Det vender jeg tilbage til.

Faktum er, at man faktisk kan måle lykke. Det er slået fast, i takt med at flere og flere videnskabsfolk er begyndt at beskæftige sig med lykke. Historisk har det mest været teologer og filosoffer, der har talt og skrevet om begrebet lykke. Det har heldigvis ændret sig. I dag er lykkeforskningen udbredt på tværs af en lang række videnskabelige discipliner. Det betyder, at så forskellige faggrupper som psykologer, politologer, antropologer, sociologer og økonomer i stadigt stigende omfang beskæftiger sig med lykke som et forskningsfelt. Det skal ikke tages som et udtryk for, at lykke er et nemt område at forske i. At føle sig lykkelig er netop en følelse. Og hvordan studerer man en følelse? Følelser er personlige og subjektive. Det gælder også følelsen af lykke. Det, der gør mig glad, er ikke nødvendigvis det samme som det, der gør dig glad. Det gælder i særlig grad, når vi taler om den kortvarige, affektive lykke – men også når vi taler om den langvarige lykkefølelse.

Hvad betyder det for vores mulighed for at måle og sammenligne folks lykke? Ifølge Meik Wiking er svaret, at man bliver nødt til at stole på folks egen subjektive vurdering af deres livssituation: "Et individ er den bedste dommer over, hvorvidt hun selv er lykkelig ej. Hun er den eneste, der kan fortælle os, hvordan det er at gå i hendes sko."

Konkret undersøges et lands lykkeniveau typisk ved, at man simpelthen spørger folk, hvordan de har det. Det har nogle – specielt økonomer – kritiseret. De vil hellere benytte en anden videnskabelig tilgang, hvor man opstiller en række "objektive" kriterier for lykke og undersøger, om folk lever op til dem – hvorudfra man kan konkludere, om de er lykkelige eller ej. Du har en høj indkomst? Tjek. Du er sund og rask? Tjek. Du har to børn? Tjek. Du må være lykkelig. Den metode kan muligvis gøre os klogere et stykke hen ad vejen. Men problemet er, at den tager udgangspunkt i forskernes forudgående antagelse om, hvad der gør folk lykkelige, uden egentlig at vide, om det er validt. Desuden har Meik Wiking fat i en simpel, men vigtig pointe, når han siger: "Interesserer vi os for, hvordan en ven har det, spørger vi jo ikke om, hvad vedkommendes årsindtægt er. Vi spørger ham eller hende direkte; hvordan har du det?"

Disse forhold er der taget højde for i de fleste store internationale undersøgelser af landes lykkeniveau. Forskerne benytter primært spørgeskemaundersøgelser, hvor en stor gruppe respondenter stilles spørgsmål, som kræver, at de træder et skridt tilbage og forholder sig overordnet til deres eget liv. Det kan være spørgsmål såsom: "Hvor lykkelig er du alt i alt?" eller "Hvor tilfreds er du med dit liv som helhed?" Oftest vil svarpersonerne blive bedt om at angive svaret på en skala fra 0 til 10, hvor 0 er meget ulykkelig og utilfreds med livet, og 10 er meget lykkelig og tilfreds med livet.

Nu tænker den skeptiske læser måske: Kan man stole på den slags undersøgelser? Giver folks egne subjektive svar nu også et retvisende billede? Det spørgsmål har været diskuteret meget i videnskabelige kredse. Og for at svare på det har forskere udført en lang række kontrolforsøg, der skulle afgøre, om respondenterne i lykkeundersøgelserne svarer ærligt. Helt konkret har man gjort det ved at interviewe personer, der kender respondenterne, for at se, om deres vurderinger stemmer overens med respondenternes egen. Mener respondentens samlever, at vedkommende er lige så lykkelig eller ulykkelig, som vedkommende selv har sagt? Desuden har man ved hjælp af hjernescanninger undersøgt, om det, folk siger om deres lykkeniveau, er konsistent med aktivitetsniveauet i den del af hjernen, hvor lykkefølelsen kan registreres. Samlet set er konklusionerne ret entydige; folks svar stemmer faktisk godt overnes med, hvordan de reelt har det.

Man kan altså måle menneskers lykkeniveauer. Men kan man så også sige noget om, hvad der gør folk lykkelige? Lykke er jo en individuel følelse, som opleves subjektivt. Også her er svaret ja.

Datagrundlaget i den internationale lykkeforskning er efterhånden meget omfangsrigt. Siden FN’s World Happiness Report udkom for første gang i 2013, har man indsamlet data fra cirka en halv million personer. Dertil kommer en lang række andre store internationale undersøgelser, der samlet set giver adgang til data om millioner af menneskers liv. Fælles for de fleste undersøgelser er, at man ikke blot har spurgt til, hvor lykkelige folk er, men også indsamlet baggrundsdata om deres liv, som man kan bruge til at lede efter årsagssammenhænge. Her benyttes de samme metoder, som vi kender fra sundhedsvidenskaben, hvor forskere leder efter fællesnævnere for at blive klogere på, hvad der forhindrer sygdomme, øger levealderen osv. På samme måde leder man efter bagvedliggende fællesnævnere for henholdsvis lykkelige og ulykkelige befolkningsgrupper.

Vi ved fra forskningen, at genetik har en betydning for menneskers lykkefølelse. Vi er fra naturens hånd forskelligt disponeret. Nogle mennesker er fra fødslen mere tilbøjelige til at være lykkelige end andre. En anden indsigt fra lykkeforskningen er, at det at være gift, have børn og føle sig sund og rask ofte har stor positiv indflydelse på menneskers livskvalitet. På Harvard Medical School har man endda påvist, at det øger både det fysiske og psykiske velbefindende at være knyttet til et kæledyr.

Lykken er i det lys et personligt anliggende, som overhovedet intet har med politik at gøre. Derfor handler denne bog heller ikke om de faktorer. Den dimension af lykken, jeg er interesseret i at beskrive i denne bog, har en anden karakter. Jeg er interesseret i lykke på samme måde som Stauning og mange andre socialdemokrater efter ham, når de ville sikre mest mulig lykke til flest mulige danskere.

Om lykke og politik

En af de politikere, der bragte Staunings ånd med sig ind i sit eget virke, var min partifælle Anker Jørgensen. I 1977 udtrykte han det sådan her: "Mange mener, at begrebet livskvalitet alene er et individuelt begreb, som det ikke er samfundenes opgave at tage sig af. Det er der naturligvis noget om. Men det har altid været politikernes opgave at medvirke til, at rammerne er i orden, at mulighederne og værktøjet er til rådighed, for at mennesket individuelt kan blive sin egen lykkes smed."

I foråret 2018 skrev min kollega, gruppeformanden i den socialdemokratiske folketingsgruppe Henrik Sass Larsen om begrebet lykke i sin debatbog Exodus – vejen frem for centrum-venstre. Her hedder det: "Hvad gør et menneske lykkeligt? Svarene er mangfoldige, men sjældent er der nogen, som uopfordret peger på politik. At politik og politiske valg skulle gøre folk lykkelige, vil næppe få megen applaus i nogen forsamling, mens det modsatte synspunkt har meget større chance. Altså at dårlige politiske valg og dårlig politiske forvaltning og ikke mindst dårlige politikere gør folk ulykkelige. Svaret er, at politik – at udøve magt – kan skabe rammerne for, at folk kan blive lykkelige og skabe rammerne for, at folk kan forblive ulykkelige."

På folkemødet på Bornholm året før valgte min partiformand, Mette Frederiksen, at holde en lidt atypisk tale. I stedet for at fremlægge et nyt politisk udspil eller drille vores politiske modstandere med alle deres dårligdomme, som der ellers er tradition for, at partiledere gør fra den talerstol, gjorde hun noget andet. Hun valgte at tale om en ung pige, hun kender, som har det svært psykisk. Med udgangspunkt i det understregede hun behovet for, at vi som samfund bliver bedre til at samle dem op, som falder igennem og mistrives i vores ellers gode samfund.

Thorvald Stauning, Anker Jørgensen, Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen er selvfølgelig langtfra de første, der har sat lykken på den politiske dagsorden. Allerede for et par tusinde år siden gik Aristoteles, Herodot og Epikur rundt i Athens gader og funderede over, hvad der gjorde folk lykkelige. Aristoteles sagde allerede dengang: "Lykke er meningen og formålet med livet. Det er slutmålet for hele den menneskelige eksistens." Det er fra ham, vi har det såkaldt eudaimoniske lykkebegreb, som stadig er et referencepunkt i lykkeforskningen. Ordet eudaimoni er sammensat af eu, der betyder »det gode«, og daimonia, der henviser til menneskets skæbne. Aristoteles’ tanke var, at menneskets lykke opnås ved at stræbe efter det gode. Derfor lå nøglen til lykken for ham i, hvordan man gebærdede sig som menneske. Et menneskelivs telos – det vil sige dets mål – måtte ifølge Aristoteles være at leve efter en række etiske dyder såsom mod, retfærdighed, besindighed, selvbeherskelse, generøsitet, storsind, mildhed, beskedenhed, indignation og venskab. For Aristoteles var det i høj grad det enkelte individs egen indsats, der afgjorde, om vedkommende var lykkelig eller ej.

Læg mærke til, at de dyder, Aristoteles mente, man skal leve op til for at blive lykkelig, knytter sig til, hvordan man bør være over for andre mennesker. Groft sagt: Opfør dig ordentligt over for andre, og du bliver lykkelig. Dog med en meget vigtig tilføjelse. Aristoteles understregede, at det kræver et vist velstandsniveau at blive lykkelig. En mand kan være nok så dydig, men hvis han sulter eller bor i rendestenen, lever han næppe et lykkeligt liv. Sammenfattende sagde Aristoteles: "Den lykkelige mand er den, som lever godt og handler vel."

Langt senere, i 1600-tallets England, vendte filosoffen John Locke tilbage til begrebet om at stræbe efter lykken. I de følgende århundreder diskuterede de lærde, om lykke er en menneskeret, og om magthaverne har ansvar for folkets lykke. Her var en af de vigtigste tænkere den såkaldte utilitarismes fader, Jeremy Bentham, der blev berømt for at sige, at det gode samfund er et samfund, der skaber så megen lykke (nytte) for så mange som muligt. En sætning, der senere inspirerede Jean Jaurès – som så igen inspirerede Thorvald Stauning.

På den anden side af Atlanten blev denne tankegang også udbredt. John Adams, som senere blev præsident i USA, skrev i 1776: "Om én ting må alle tænksomme politikere være enige, nemlig at et samfunds lykke må være endemålet for al regeringsførelse [… ligesom at] alle er enige om, at et individs lykke må være menneskets endemål. Ud fra dette princip må følge, at en regering, der kommunikerer lethed, tryghed, sikkerhed eller med ét ord; lykke til flest mulige mennesker og i størst mulig grad, er den bedste."

Et par måneder efter at John Adams’ ord var blevet trykt, blev lykkebegrebet skrevet ind i USA’s uafhængighedserklæring med Thomas Jeffersons berømte ord om, at alle mennesker er skabt lige og med umistelige rettigheder, herunder retten til at stræbe efter lykke – the pursuit of happiness.

Få år senere i Frankrig blev den første egentlige republikanske forfatning vedtaget i 1793. Her hedder det i indledningen, at den "fælles lykke" er målet for samfundet – Le but de la société est le bonheur commun.

I nyere tid er det lille buddhistiske land Bhutan blevet kendt for at sætte lykke på dagsordenen. Bhutan ligger i Himalayas bjerge, klemt ind mellem Indien og Kina. For 50 år siden var der ikke mange, der havde hørt om den lille nation. Og de få, der kendte til dens eksistens, hæftede sig nok mest ved den smukke natur eller – mindre positivt – at landet havde nogle af verdens højeste rater for fattigdom, børnedødelighed og analfabetisme. Det ændrede sig i starten af 1970’erne. Bhutan fik en ny konge, Jigme Singye Wangchuk. "Dragekongen", som han også kaldtes, ønskede forandring. Bhutan skulle demokratiseres og borgerne have et bedre liv. I fremtiden skulle landets fremgang ikke længere måles efter den gængse metode. I stedet for at studere væksten i landets samlede produktion, bruttonationalproduktet, BNP, skulle man fremover måle landets lykkeniveau. Kong Wangchuk opfandt et nyt koncept – bruttonationallykke – og meddelte verden: "Hvis der ved enden af hver planlægningsperiode ikke er sket en forbedring i vores folks lykkeniveau, ved vi, at vi har fejlet." I dag er Bhutan vidt berømt for netop det; at være det første land i verden, der satte sit lands borgeres lykke højere end økonomisk vækst.

Det skulle give genlyd. I 2011 vedtog FN’s generalforsamling enstemmigt en resolution om lykke. I den opfordres alle verdens lande til at tage ved lære af Bhutan. I resolutionen hedder det, at BNP alene ikke egner sig som indikator for lykke- og trivselsniveauet hos mennesker i et land. Derudover opfordres alle lande til at udvikle metoder til at måle befolkningernes lykke og bruge resultaterne som retningslinjer for deres politik.

Siden har flere lande taget initiativer, der sætter lykke på den politiske dagsorden. I Tyskland har kansler Merkel talt om det at skabe lykke som et politisk mål, og i Frankrig nedsatte præsident Nicolas Sarkozy i 2008 en kommission, der skulle se på alternativer til BNP som mål for social fremgang. Sarkozy udnævnte de to anerkendte økonomer og nobelprismodtagere Joseph Stiglitz og Amartya Sen til at lede et panel bestående af fremtrædende samfundsforskere fra hele verden. Efter et grundigt arbejde kom de frem til den konklusion, at nok var BNP stadig et nyttigt mål for staters økonomiske formåen, men det burde ikke stå alene. Verdens lande ville være bedre tjent med at udvide sit fokus til i højere grad også at måle menneskers livskvalitet – deres well-being.

I 2010 fulgte den britiske regering trop. Premierminister David Cameron besluttede, at nu skulle briternes lykke og livskvalitet måles. Den britiske pendant til Danmarks Statistisk blev sat på opgaven, og i 2012 kom den første rapport. 165.000 briters lykkeniveau var kortlagt. Premierminister Cameron vidste godt, at det ikke var nogen nemopgave, han havde sat i gang. Som han udtrykte det til BBC: "Man kan ikke indfange lykke i et regneark, og man kan ikke hælde den på flaske. Og hvis nogen prøver på at reducere hele spektret af menneskelig lykke til et statistisk øjebliksbillede, ville jeg være den første til at rulle med øjnene."

Når han alligevel insisterede på, at undersøgelsen var en god idé, var det, fordi han håbede, den kunne give "et generelt indtryk af, om menneskers liv bliver bedre, og sluttelig føre en politik fra regeringens side, der ikke kun fokuserer på den økonomiske bundlinje, men også på alle de ting, der gør livet værd at leve."

Jeg har aldrig været nogen stor beundrer af Camerons konservative politik. Men jeg må indrømme, at han rammer hovedet på sømmet her. Ja, det er svært at måle lykke. Men det kan faktisk lade sig gøre. Er det så ikke dumt, hvis politikere og samfund vender det blinde øje til? Vi bør vel lære, hvad vi kan, og bruge den viden i vores daglige politiske arbejde.