Død og sygdom er stadig socialt skævt fordelt

”Der er ikke for alvor gjort noget politisk,” påpeger en af Danmarks mest anerkendte eksperter i folkesundhed efter ny rapport

Rapporten viser en stigende ulighed blandt andet imellem folk med kort uddannelse og lang uddannels.
Rapporten viser en stigende ulighed blandt andet imellem folk med kort uddannelse og lang uddannels. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix.

Trods årtiers politiske løfter om at mindske den sociale ulighed i sundhed, kan en ufaglært 30-årig mand stadig forvente at dø 6,3 år tidligere end mænd med en erhvervsfaglig eller videregående uddannelse.

Fra 2010 til 2017 er skævheden i sundhed mellem høj og lav ikke blevet mindre, viser den første brede kortlægning af emnet, som Sundhedsstyrelsen offentliggør i dag. Tværtimod er der på nogle områder en stigende ulighed.

”På en række områder er uligheden den samme som tidligere, og på nogle områder er uligheden stigende. Vi ser for eksempel stigende sociale forskelle i, hvem der rammes af flere sygdomme på en gang, og en stigende børnefattigdom, som øger risikoen for sundhedsproblemer senere i livet,” siger Annette Kjær Ersbøll, professor ved Syddansk Universitet og medforfatter til rapporten.

Rapporten viser, at ufaglærte oftere rammes af diabetes, hjertesygdomme og flere kræftsygdomme. Der er dobbelt så mange tilfælde af depression blandt kortuddannede som blandt højtuddannede. Selvmordshyppigheden blandt kortuddannede mænd er dobbelt så høj som blandt højtuddannede. Ufaglærte i behandling for hjertesygdom og flere kræftsygdomme har desuden større risiko for at dø af sygdommen end patienter med en længere uddannelse.

En af Danmarks mest anerkendte eksperter i folkesundhed, professor emeritus Finn Diderichsen, peger på, at politikerne de seneste år har talt meget om ulighed i sundhed, og at der er iværksat flere projekter. Men overordnet har det ikke rykket ved uligheden.

”Kræftoverlevelsen er for eksempel forbedret meget de seneste 10 år, men samtidig er uligheden blandt dem, der overlever kræft, vokset. Det taler for, at sundhedsvæsnet ikke er helt så uskyldigt, som vi måske troede i forhold til at tackle den sociale skævhed, som har sine rødder andre steder i samfundet.”

Finn Diderichsen finder det trist, men forventeligt, at der ikke er sket mere. For 10 år siden var han selv med til at udarbejde en rapport med 58 forslag til, hvordan de sociale forskelle i danskernes sundhed kunne mindskes. Og på en internetbaseret konference, som Sundhedsstyrelsen holder i dag, er han med til at lancere en rapport med 40 nye forslag, der kan ændre billedet.

”Der er ikke for alvor gjort noget politisk. Initiativer, der skal fastholde unge i uddannelse, er selvfølgelig noget, der først virker på længere sigt. Men på kort sig er det, der ville batte mest, at hæve prisen på alkohol, tobak, sukker og fedt. Det har man ikke ønsket politisk. Argumentet er, at det vil ramme lavindkomstgrupper, hvis priserne sættes op, og det er rigtigt. Men vi ved på den anden side, at personer med lave indkomster er mere følsomme over for prisændringer. Helbredseffekten for de fattigste 20 procent ville være meget større end for de rigeste 20 procent, hvis man ville sætte ind med afgifter,” siger Finn Diderichsen, som også finder det nødvendigt at diskutere, hvordan det nære sundhedsvæsen i lokalområder med mange socialt udsatte kan fungere bedre.

”Der er brug for flere læger på Lolland-Falster end i Gentofte,” siger han.

Ifølge Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiets sundhedsordfører, er rapporten fuld af ”skræmmende og rystende tal”, der afspejler et problem, som ikke alene koster mange danskere år af deres liv, men også truer hele sammenhængskraften i samfundet.

”Vi mener, det er vigtigt at sætte ind mange steder. En kommunal udligningsordning skal sikre, at der ikke er en verden til forskel mellem sundhedstilbuddet i en rig hovedstadskommune og en fattig landkommune. De nye muligheder for tidlig tilbagetrækning skal gavne de nedslidte. Vi skal uddanne flere sygeplejersker og læger. Og en ny sundhedsaftale skal sikre, at systemet i mindre grad virker sådan, at kun den, der er dygtig til at formulere sig og stille krav, får den bedste behandling,” siger Rasmus Horn Langhoff, som til gengæld afviser tanken om at gøre usunde nydelsesmidler dyrere med afgifter:

”Jeg mener ikke, at de, der har pådraget sig en dårlig vane, skal slås oven i hovedet med en ekstra regning. Så støtter jeg hellere forebyggelse i form af kampagner mod at begynde at ryge og for, at unge først senere begynder at drikke alkohol. Og i folkeskolen kan vi gøre en indsats for, at også den, der altid bliver valgt til sidst i rundbold, har en god oplevelse med motion. De, der lever usundt, skal ikke udskammes, men have ekstra opmærksomhed.”