Danmark har laveste dødelighed i seks år, EU ser tavst på humanitær krise, og Macron vil forbyde udenlandske imamer

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Danskerne kan fejre det laveste antal døde i seks år, stridighederne mellem Armenien og Aserbajdsjan bluser igen op, og Macron forsøger at gøre op mod seperatisme i franske indvandrerkvarterer.
Danskerne kan fejre det laveste antal døde i seks år, stridighederne mellem Armenien og Aserbajdsjan bluser igen op, og Macron forsøger at gøre op mod seperatisme i franske indvandrerkvarterer. . Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix Henning Bagger/Ritzau Scanpix Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix.

I denne uge går det løs i Danmarks yngste og største stift. I morgen er der nemlig første valgrunde til bispevalget, hvor Helsingør skal vælge en ny biskop.

Du kan orientere dig i bispevalget i dette store tema og komme tæt på de fire kandidater og deres mærkesager her. For hvad mener de egentlig om homoseksuelle vielser, drop-in dåb og muslimske institutioners rettigheder i det danske samfund?

På den politiske scene prioriteres den grønne dagsorden stadig højere på listen over vigtige politiske emner hos danskerne. Alligevel holder der mere end én bil i indkørslen hos cirka hver sjette familie. Danskerne er måske lidt mere klimaaktivister i ordet, end de er i handling, udtaler eksperter til Kristeligt Dagblad. Men for at nå regeringens mål om 70 procent reduktion af Co2, kræver det blandt andet, at danskerne skærer ned på antallet af de benzinbiller, de i forvejen ejer.

Fra en klimakrise til en sundhedskrise – eller manglen derpå. Danmark har nemlig det laveste antal døde i seks år. Coronapandemiens mange restriktioner har givet en usædvanlig mild influenzasæson og bremset en lang række andre smitsomme sygdomme, ifølge Statens Serum Institut. Alligevel møder restriktionerne kritik fra eksperter, der mener, at vi har placeret os i en uheldig venteposition, indtil vaccinen kommer. Det skriver Politiken.

Coronarestriktioner bliver også kritiseret hos vores norske naboer. Her fraråder Folkehelseinstituttet, de norske myndigheder at indføre et påbud om at bære mundbind. Sundhedsstyrelsen vurderer nemlig, at ulemperne kan opveje fordelene ved tiltaget, fordi et påbud ikke vil have en stor effekt på infektionsraten, skriver det norske medie Dagbladet. Indtil videre er Oslo Kommune gået imod sundhedsmyndighedernes anbefalinger og har indført et påbud om at bære mundbind i den kollektive trafik.

Vi bliver i udlandet, hvor det ikke kun er coronapandemien, der hærger. For selvom der officielt har været våbenhvile de seneste dage mellem Armenien og Aserbajdsjan, så er der allerede tale om en alvorlig humanitær krise. Nu er kirkelige og statslige institutioner ved at blive omdannet til modtagecentre for tusinder af kristne armeniere på flugt fra en religionskonflikt.

EU har indtil videre været tøvende beskuer af striden, men nu bryder Frankrigs præsident Emmanuel Macron tavsheden. Han mener, at Tyrkiet har overtrådt en rød linje. Det kan ikke tillades, at historien gentager sig selv, og armenierne nu igen fordrives. Det skriver Kristeligt Dagblad i dagens avis.

Den franske præsident forsøger også at sætte fokus på religiøse gnidninger i sit eget land. Macron vil gennem en række nye love kontrollere muslimske skoler og foreninger og forbyde udenlandske imamer at virke i Frankrig. Præsidentens lovkompleks om islams rolle i det franske samfund fastslår, at universelle vestlige værdier kommer før religiøse, skriver Politiken.

Præsidenten har tidligere udmeldt, at landets integrationspolitik har slået fejl, fordi den har skabt separatisme i indvandrerkvarterer. Det er nemlig kommet frem, at elever i franske indvandrerkvarterer med fransk statsborgerskab nægter at betegne sig selv som franskmænd. I stedet føler mange af disse unge en større tilknytning til islam.

Der er også nyt fra vores svenske naboer. Lige nu ruller en ny dokumentar fra DR over skærmen. I ”Muldvarpen” går en dansk førtidspensioneret kok undercover i Nordkorea og får placeret sig selv i en potentiel våben- olie- og stofhandel. En tegning over noget, der skal være en våbenfabrik i Uganda trækker tråde til den nordkoreanske ambassade i Stockholm. Den svenske regering ser med stor alvor på sagen. Personer med diplomatisk immunitet i Sverige er også ansvarlige for at respektere svensk lov, siger Erik Karlsson til sjællandske nyheder.

Vi runder af med kampen mod online mobning. I forbindelse med weekendens fejring af World Mental Health Day (international dag for mental sundhed, red.) trådte hertuginde af Sussex, Meghan Markle, frem og talte om de online overgreb, hun har været offer for. Meghan Markel, der efter eget udsagn var den mest plagede person på internettet i 2019, beskriver, at overgrebene var så skadende for hendes mentale helbred, at det næsten ikke var til at komme igennem. Det skriver EveningStandard.