Prøv avisen

Ældre er vilde med teologi

På de teologiske fakulteter, her ved Aarhus Universitet, strømmer det til med ældre, der ønsker kurser i teologi. Foto: THOMAS ARNBO Nordfoto

Grånende danskere strømmer til teologiske fag på folkeuniversiteter og hos kursusudbydere, som melder om stigende ansøgertal og over-belagte kurser

Mød Bodil Haurholm Rahder: 64 år, bosat ved Hjørring, ansat som tale-læse-konsulent og med en målrettet ambition om at blive så kyndig i teologi, at hun kan drage til Afghanistan.

Jeg har en drøm om at komme til Afghanistan som feltpræst, men hvordan jeg kommer det, ved jeg ikke endnu. Teologikurset, jeg har meldt mig til, er ikke kompetencegivende, har min præst fortalt mig, men det kan være et springbræt til at komme videre, siger hun.

LÆS OGSÅ: Teologi handler om fordybelse og menneskelig ballast

Bodil Haurholm Rahder, som er tilmeldt et treårigt kursusforløb hos Teologi for Lægfolk i Aarhus, er blot en af mange hundrede midaldrende og ældre danskere, som fra hele landet strømmer til teologiske undervisningsforløb. Folkeuniversiteterne i København og Aarhus melder om stærkt stigende interesse for kurser med teologisk indhold fra danskere i alderen 50-70 år. Eksempelvis er der i København i år 332 deltagere på teologibaserede kurser mod 283 og 247 deltagere de to foregående år.

I Aarhus udbydes en lille håndfuld teologisk relaterede fag, og her er undervisningsforløbet i Det Gamle Testamente igen i år fuldt besat med 24 kursister.

Kurset bliver overtegnet i løbet af én dag. Sådan har det været i mange år, men de seneste år har interessen været endnu mere tiltagende. Mange bruger kurset til at finde ind i en mere eksistentiel forståelse af kristendommen, men rigtig mange bruger det også i deres arbejde som blandt andet psykologer og lærere, fortæller sognepræst Lene Højholt, som underviser på Folkeuniversitetet i Aarhus.

LÆS OGSÅ: Teologi handler om fordybelse og menneskelig ballast

Teologi for Lægfolk i Aarhus har i år rekordmange tilmeldinger. 42 deltagere mod 21 sidste år.

I tiden er der en tendens til at gå efter dybde og kvalitet, som vi kan relatere til vores egen virkelighed. De deltagere, der er på arbejdsmarkedet, bruger teologien til at opnå indsigt, mens andre kan bruge kurserne som baggrund til at diskutere kristendommen med børn og børnebørn, siger Peter Lodberg, formand for Teologi for Lægfolk samt studieleder på teologi ved Aarhus Universitet.

Succesen er dog ikke entydig. På Folkeuniversitetet i Odense har kurset Teologiens klassikere kun 9 tilmeldte til 25 pladser, og de foregående år har flere teologiske kurser ikke kunnet oprettes på grund af manglende tilmeldinger.