Ældre foretrækker jul på plejehjemmet

Mange ældre sætter trygheden og roen på plejehjemmet højere end at være i familiens skød. Myten om den stakkels ældre, der må tilbringe julen på institutionen af nød, trænger til et eftersyn, mener flere

Ældre vælger i stigende grad at holde juleaften på plejehjemmet med deres jævnaldrende. Er det for bedstes eller jeres skyld, at hun skal hjem til jul? Arkivfoto
Ældre vælger i stigende grad at holde juleaften på plejehjemmet med deres jævnaldrende. Er det for bedstes eller jeres skyld, at hun skal hjem til jul? Arkivfoto. Foto: Adam Sund Denmark.

De har svært ved at høre, hvad der bliver sagt og sunget. Gaveræset fylder for meget. De er bekymrede for, om de kan nå på toilettet i tide. Lejligheden er hverken indrettet til kørestol eller rollator. Og hvad er det nu, det senest tilkomne oldebarn hedder?

Juleaften hos familien kan være en udmattende affære for en plejehjemsbeboer. Og de ældre vælger da også i stigende omfang at tilbringe den 24. december sammen med jævnaldrende på plejehjemmet. Sådan lyder det fra en række plejehjemsledere landet over, som Kristeligt Dagblad har ringet til.

Ole Mørk Nielsen, formand for plejehjemsledernes fagforening LederForum, bekræfter tendensen:

LÆS OGSÅ: Her vil de have fred og ro i julegave

Før var der flere, der tog hjem til familien juleaften, nogle steder op mod 100 procent. Men for det første har ældre plejehjemsbeboere anderledes og sværere behov i dag, som ikke umiddelbart kan dækkes i en familie. For det andet er det for mange ældre rart at have nogen omkring sig, som er vant til at hjælpe dem. Det giver en tryghedsfornemmelse. Frem for at man føler sig til besvær, fordi det er bøvlet med toiletbesøg og rollator, er man sammen med de mennesker, man kender fra hverdagen. Og så kan jul på plejehjemmet i dag faktisk være meget, meget hyggelig.

Centerleder på Plejecenter Holmegården i Vejle, Hanne Lise Hansen, fortæller, at omkring 40 af de 66 beboere skal fejre julen på plejehjemmet.

Jeg tror, at nogle folk i samfundet tænker, at det er synd for dem, der sidder der på plejehjemmet juleaften. Men vi skal ikke have ondt af dem, for langt de fleste sidder der efter eget valg, og de hygger sig og har det godt, siger Hanne Lise Hansen og påpeger, at mange pårørende vælger at holde jul på plejehjemmet.

En anden, der ikke partout synes, at de ældre skal køres ud og hjem den 24. december, er Lars Bo Sørensen, centerleder på Levehjemmet Bjergbyparken i Slagelse. Her skal 32 ud af 36 beboere holde juleaften på plejehjemmet:

Der er ikke nogen familier, der ikke vil gøre alt for deres gamle, men mange af vores beboere glæder sig oprigtigt til at være sammen med dem, de bor sammen med til daglig. Det her er jo deres hjem, siger Lars Bo Sørensen.

Emil Tang er direktør i Danske Diakonhjem, der driver 28 plejehjem over hele landet. Han har selv 24 års erfaring som plejehjemsleder, og her har han set en tendens til, at stadig flere borgere bliver på plejehjemmet juleaften.

Dels fordi de ikke vil belemre deres familier med plejeopgaver, dels fordi de siger nej tak til virakken. Og det er ikke en udvikling, man skal begræde:

Livet er fuldt af valg uanset om man er barn, midt i livet eller gammel. Og eget valg er meget mere i højsædet i dag blandt de ældre. Det er også noget man italesætter fra plejefaglig side: at man gerne må vælge fra eller til også i forhold til familien.

Margethe Kähler, chefkonsulent i Ældre Sagen, mener, at en juleaften sammen med vennerne på plejehjemmet sagtens kan blive lige så god eller bedre. Vel at mærke, hvis der er personale nok til at glæde de gamle frem for kun nødtørftig hygge:

Vi har en automatforestilling om, at det er bedst, at man er sammen med sin familie juleaften, for så er man holdt af, og ellers er man en stakkel. Men man kan også se valget om at holde jul på plejehjemmet som udtryk for en selvstændig holdning, som er realistisk begrundet. Og for de ældre på plejehjemmet betyder freden og roen og at spise god mad sammen med nogen, man kender, måske mere, siger hun.

Når det gælder demente beboere, mener Emil Tang, at der er særligt gode grunde til at holde dem på plejehjemmet juleaften:

Det er personalets opgave at forklare familien, at det ofte er bedre for fru Hansen at være på plejehjemmet, fordi hun bliver forvirret af de mange mennesker og turen rundt om juletræet. Det kan godt være, der er nogle øjeblikke, hun nyder, men så lider hun bagefter, fordi hun er blevet smækforvirret. Så der er en gruppe borgere, hvor man skal turde sige til familien: Er det for hendes eller for jeres skyld, at hun skal hjem til jul?.