Prøv avisen

Ørum vil helst undgå at stemme

Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen regner med at indgå en såkaldt clearingsaftale, så han kan blive væk, når der skal stemmes om de nye familiesammenføringsregler. Foto: Morten Melhede.

Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen støtter udlændingestramninger, men vil forsøge at undgå afstemning

Kristendemokraten Per Ørum Jørgensen vil nødigt stå som den, der bærer regeringens og Dansk Folkepartis nye og kontroversielle udlændingeaftale igennem. Og måske har han fundet den kattelem, der rent teknisk befrier ham for at skulle trykke på den grønne knap.

Til Kristeligt Dagblad siger han, at han håber på, at han kan holde sig væk fra afstemningen ved hjælp af de såkaldte clearingsaftaler, som de politiske blokke har indgået med hinanden. "Clearing" betyder, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti på den ene side og oppositionen på den anden side ikke behøver at stille med alle 179 folketingsmedlemmer til hver eneste afstemning om et lovforslag. De to blokke har aftalt, at et vist antal medlemmer kan holde sig væk, for eksempel på grund af sygdom eller andre møder, uden at man ændrer styrkeforholdet mellem blokkene.

Løsgængere aftaler normalt med et politisk nærtstående parti, at de kan "cleares". De tidligere konservative Pia Christmas-Møller og Per Ørum Jørgensen har som henholdsvis løsgænger og kristendemokrat en sådan aftale med regeringspartierne.

Det nye pointsystem for familiesammenføringer har ikke ligefrem vakt jubel i Kristendemokraternes bagland, og Per Ørum Jørgensen er blevet skoset for at have solgt sig for billigt til regeringen. Nu håber han altså at slippe for, at hans navn kommer til at stå i Folketingets referater blandt dem, der har stemt ja til aftalen.

"Som udgangspunkt er jeg som løsgænger clearet. Hvis jeg ønsker at stemme om et lovforslag, skal jeg selv bede om at få lov til at gøre det. Det tror jeg ikke, jeg vil gøre, når lovforslagene i udlændingeaftalen kommer til afstemning," siger han.

Der findes enkelte eksempler på, at clearingsaftalerne er blevet sat ud af kraft. Det er sket, når Folketinget har stemt om homoseksuelles ret til at adoptere og ved en afstemning om 10. klasses skæbne i skolen. I begge tilfælde har oppositionen droppet aftalerne, fordi der opstod tvivl om, hvorvidt regeringen havde sit flertal på plads.

Den tvivl vil ikke opstå i den aktuelle sag. Per Ørum Jørgensen forklarer, at han vil stemme ja til udlændingeaftalen, hvis clearingsaftalerne bliver sat ud af kraft.

Det har Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, ingen umiddelbare planer om at kræve.

"Nu må vi først se, hvordan lovforslaget kommer til at se ud, men vi går da ud fra, at regeringen har sit flertal på plads. Det ville nu klæde Per Ørum Jørgensen, at han stod ved de aftaler, han har indgået med regeringen og Dansk Folkeparti," siger Carsten Hansen.

Løsgænger Pia Christmas-Møller er normalt clearet, men hun vil under alle omstændigheder møde op for at stemme imod udlændingeaftalen.

"Det her er jo værre end 28-årsreglen. Det er en livstidsregel, og det er absurd, at Kristendemokraterne, der kalder sig familiepartiet, kan acceptere det," siger hun.

hoffmann@k.dk