Prøv avisen

Østeuropæere føler sig som andensrangsborgere

Krystian og Anna Mudy fra Polen har været hjemløse i otte måneder og leder hver dag efter arbejde. Anna er i femte måned ogfrygter for, hvor de skal sove, når Blå Kors nødherberg i Aarhus lukker til april. – Fotos: Morten Pedersen. Foto: Morten Pedersen

Drømmen om Danmark ender brat for mange østeuropæiske immigranter, der oplever sig som andenrangsborgere og en billig vare på danske virksomheder, og som ryger ud i det øjeblik, de stiller krav. Kristeligt Dagblad har besøgt et udsnit af de nye østeuropæiske borgere

Solen står orange over den lille forsamling af kvinder og 3F-repræsentanter, der demonstrerer imod kvindernes arbejdsplads det store gartneri, der ligger på den anden side af træerne. De har hejst de røde faner og to store plakater, hvorpå der står Nej til løndumping. 9 ud af 10 biler dytter, når de kører forbi. I en kassevogn med virksomhedslogo på ruller chaufføren vinduet ned og råber Hej kammerater!.

Jeg er EU-borger og kom til Danmark for at finde et almindeligt arbejde og blive gammel her. Danmark er toppen af Europa. I har det hele, godt arbejde, god løn, et godt samfund. Så hvorfor så udnytte os?, spørger Sata på 48 år fra Litauen.

Hun har familie derhjemme, som hun delvist forsørger herfra.

Kvinderne er alle fra Litauen og har ifølge 3F arbejdet i Danmark i fire år til en månedsløn på 11.800 kroner, der efterfølgende er blevet modregnet 3000 kroner til boligudgifter til et forfaldent stuehus, som de har været 17 om at dele. Da de efter flere diskussioner over arbejdsdage på 18 timer meddelte ejeren, at de var gået til 3F, bestilte han en bus, der kunne køre dem tilbage til Litauen. På trods af det, vil kvinderne gerne vende tilbage til gartneriet, hvis ejeren går med til nye arbejdsvilkår.

Men jeg tvivler på, at det sker. Vi kom meget op at skændes, fortæller hun.

Rygtet går, at arbejdsgiveren allerede har indlogeret nye udenlandske ansatte, så lige nu ved hun ikke, hvad der skal ske.

I Odder holder Marius fra Rumænien, 32 år, fyraften med sin familie. Han taler et godt dansk og er fastansat på en betonvirksomhed, hvor han har et godt forhold til sine kolleger. Han er uddannet veterinær sygeplejerske og flyttede til Danmark, da han blev tilbudt en stilling i landbruget. Lønnen og udsigten til en 37 timers uge lokkede. Han har indtil for nyligt siddet i bestyrelsen i 3F for Den grønne gruppe, hvorigennem han har mødt mange rumænere i gartneri og landbrug.

Man kan opdele rumænerne i to grupper. Den første udgør dem, der ikke har nogen som helst idé om det danske arbejdsmarked, når de kommer. Den anden gruppe har kendskab til forholdene, men tager ofte imod underbetalte jobs alligevel. I sidste ende er det jo deres sag. Men jeg bliver vred, når jeg ser arbejdsgivere, der udnytter uforberedte personers uvidenhed.

LÆS OGSÅ: Østeuropæere er det nye proletariat

Som han oplever det, bliver mange afskediget i det øjeblik, de begynder at stille krav, hvilket gør det umuligt at leve som andet end dag-lejer for en stor del af de østeuropæiske immigranter.

Når arbejdsgivere kan få en ny rumæner bragt til døren som en vare med en enkelt dags varsel, så behøver de jo ikke engang overveje, om de vil betale for overarbejdstimer eller pension, siger han.

Som en følge af efterspørgslen på job i Rumænien, er der blevet skabt en indbyrdes konkurrence mellem gamle og nye rumænere, hvoraf de sidste presser lønnen ned.

Hos 3F genkender de billedet af østeuropæiske medlemmer, der pludseligt bliver ubrugelige, fortæller Søren Heisel, forbundssekretær i 3F.

Udfordringen er, at når de udenlandske ansatte siger fra, så henter virksomhederne bare nye østeuropæere. Når ordet om fagforeninger og den danske model er ved at nå til Polen, ser man pludselig nummerplader fra nabolandene i stedet, vurderer han.

Thomas Møller, gruppeformand i 3F Aarhus Rymarken, oplever det samme i sit lokale arbejde for ansatte inden for landbrug, gartneri og skovbrug:

Det er, når udlændingene vil have samme arbejdsvilkår som danskere, at mange arbejdsgivere viser deres sande ansigt. De vil have folk på svansen, som ikke har forpligtelser, men som bare er kommet for at tjene nogle hurtige penge.

Ifølge Marie Sandberg, lektor i etnologi ved Københavns Universitet, er Polen noget særligt i hierarkiet af østeuropæiske immigranter, hvor de ligger i toppen sammenlignet med for eksempel rumænere. Det er vigtigt at skelne mellem arbejds-immigranter, der bosætter sig og så såkaldt cirkulære arbejdere, der ikke har nogen planer om at slå sig ned i Danmark på længere sigt, hvilket betyder, at de kan forblive attraktive. Deres eksistens afhænger jo netop af, at de kan sælge sig selv billigere end danske arbejdere, og det kræver, at de kan holde omkostningsniveauet nede.

Billedet af to polske arbejdere på et lille kollegieværelse med to senge, et køleskab og en computer, er ikke en tragedie, men et aktivt tilvalg. Det er for en stor dels vedkommende ikke meningen, at de skal blive her. Opholdet i Danmark er et midlertidigt offer, som typisk familiefaderen gør for at kunne løfte familien, sikre at børnene kan tage en universitetsuddannelse eller købe eget hus i Polen vel at mærke, fortæller Marie Sandberg, der understreger, at polakkerne generelt har et positivt ry for at være fleksible og dygtige arbejdere. Og at mange er meget bevidste om deres brand som polske arbejdere og er stolte af det.

For rumæneren Marius at se gør østeuropæernes ry som daglejere, der ukritisk faldbyder deres arbejdskraft, det svært at blive respekteret på en almindelig dansk arbejdsplads.

Mange har svært ved at skelne mellem forskellige østeuropæere og almindelige mennesker og kriminelle. Det skuffer mig, når jeg bliver fulgt rundt i Bilka af vagter, når jeg er på indkøb. Da jeg startede på Dalton som den eneste udlænding ud af 130 medarbejdere, var det mest stillede spørgsmål: Er I ikke alle sammen romaer?. Hvis der mangler noget ved maskinerne, joker de med, at vi jo stjæler med arme og ben, men det er egentlig ikke så sjovt, for det afspejler jo den opfattelse, de opfanger i medierne.

Aftenen er faldet på i det gamle industrikvarter nær Jægergårdsgade i Aarhus, hvor en gruppe venter på, at Blå Kors nødherberg for hjemløse skal åbne. Da de bliver lukket ind, samler de sig om den gratis aftensmad. Nogle arbejder på havnen, andre lever af at samle flasker. For enden af spisebordet sidder Cipri på 33 år fra Rumænien. Han er uddannet tømrer og har, siden han var 19 år rejst rundt i Europa og arbejdet. 80 procent af de andre unge, han kender derhjemme, har gjort det samme.

På herberget forlyder det, at nogle har været så fattige i Rumænien, at de har overlevet ved at spise døde hunde.

Danmark er kendt for at have fokus på arbejdssikkerhed og som et rigt land med lav arbejdsløshed, så jeg havde forventet at finde et job, men alt er meget bureaukratisk her. Der er masser af unge som mig, der kommer for at skabe sig et nyt liv og bliver skuffede, vurderer han og deler derefter en mere overordnet erfaring:

Intet har forandret sig af, at Rumænien er blevet en del af EU, Europa har bare udnyttet den billige rumænske arbejdskraft og overtaget markederne. Det har åbnet grænserne, men hvad giver det os egentlig af nye muligheder? Rumænien er Europas Mexico, det er sådan, vi bliver betragtet, siger han.

Alligevel vil han gerne blive.

Ved den anden ende af bordet sidder Anna og Kristian Mudy på 20 og 28 år fra Polen. De har været i Danmark i 10 måneder og kom hertil gennem et hollandsk firma for at arbejde på en gård med lovning på en etårig kontrakt.

Efter to måneder meddelte virksomheden, at der ikke var mere arbejde. Anna er gravid i femte måned. Lige nu ser det ud til, at de må bo på gaden med en nyfødt, når de udskrives fra Skejby.

De er klar til næsten hvad som helst.

Marius fra Rumænien har planer om at blive gammel i Danmark. Han er ansat på betonvirksomheden Dalton i Tilst. Foto: Morten Pedersen