10 år med Thorning: S er et middelklasseparti

Helle Thorning-Schmidt har i morgen stået i spidsen for Socialdemokraterne i 10 år. Under hendes ledelse er det gamle arbejderparti blevet overtaget af middelklassen, mener eksperter. Øget fokus på konkurrencestaten vidner om ”socialdemokratisk knæfald for en neoliberal tænkning”, mener forsker

Socialdemokraterne er som parti ved at skifte karakter. Siden 2011 er partiet gået enormt tilbage blandt arbejdervælgerne. Til gengæld høster partiet nu en større andel af de selvstændiges stemmer, lyder det fra journalist Lars Olsen: "Det er simpelthen ved at ændre sig fra et arbejderparti til et middelklasseparti."
Socialdemokraterne er som parti ved at skifte karakter. Siden 2011 er partiet gået enormt tilbage blandt arbejdervælgerne. Til gengæld høster partiet nu en større andel af de selvstændiges stemmer, lyder det fra journalist Lars Olsen: "Det er simpelthen ved at ændre sig fra et arbejderparti til et middelklasseparti.".

”Jeg kan slå Anders Fogh.” Det var med de ord, at Helle Thorning-Schmidt for et årti siden kastede sig ind i et kampvalg om den socialdemokratiske formandspost, endnu inden hun nogensinde havde talt fra Folketingets talerstol.

Men den tidligere EU-parlamentariker vandt som bekendt urafstemningen over den mere erfarne Frank Jensen og kunne for præcis 10 år siden i morgen, den 12. april 2005, betræde scenen på spillestedet Vega i København og lade sig hylde som det historietunge arbejderpartis første kvindelige formand.

Siden da er der sket meget - både for Socialdemokraterne og for Helle Thorning-Schmidt. Hun kunne ved folketingsvalget i 2007 ikke leve op til sit løfte om at slå Anders Fogh Rasmussen, men til gengæld slog hun i 2011 hans efterfølger og snuppede dermed statsministerposten fra Venstre og Lars Løkke Rasmussen. Hendes 10 år som formand har også været en periode, hvor Socialdemokraterne har styrtblødt medlemmer: Knap 18.000 medlemmer har forladt partiet siden 2005. Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode har været præget af kompromiser, anklager om løftebrud og et utilfreds bagland. Og selvom partiet det seneste år er gået lidt frem i meningsmålingerne, står det ifølge prognoser stadig til at miste regeringsmagten ved det kommende folketingsvalg.

Så har Socialdemokraterne forandret sig under Helle Thorning-Schmidts ledelse?

Ja, mener Lars Olsen, der er journalist og forfatter til bogen ”En bygning slår revner”, der handler om Socialdemokraterne. Han mener, at Socialdemokraterne i Thornings formandstid er blevet mere skrøbeligt:

”Det er helt sikkert et svækket parti, vi ser i dag. Man har en langt dårligere forbindelse til de klassiske arbejdervælgere, som har båret partiet siden dets start, og man har en dyb krise i forhold til fagbevægelsen,” fortæller han og uddyber:

”Socialdemokraterne er som parti ved at skifte karakter. Siden 2011 er de gået enormt tilbage blandt arbejdervælgerne. Dengang fik de 31 procent af arbejderstemmerne, og nu er de helt nede på 19 procent. Til gengæld høster Socialdemokraterne nu en større andel af de selvstændiges stemmer. Det er simpelthen ved at ændre sig fra et arbejderparti til et middelklasseparti.”

Også professor Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet, der forsker i velfærdsstaten og den socialdemokratiske idéarv, mener, at Socialdemokraterne har ændret sig radikalt i Helle Thorning-Schmidts formandsperiode.

”Særligt i den tid, hvor de har haft regeringsmagten, har Socialdemokraterne sejlet af sted under mantraet 'pligt og ret' - i den rækkefølge. De har betonet pligterne som det vigtigste, hvilket er noget helt nyt i den socialdemokratiske tænkning,” siger han og fortsætter:

”Dette skred i den socialdemokratiske grundideologi kulminerede med Bjarne Corydons famøse ord i Politiken: 'Jeg tror på konkurrencestaten'. Når netop det udsagn er vigtigt, så er det, fordi konkurrencestaten eksponerer det todelte samfund. Vi har fået et samfund med en stærk betoning af de erhvervsaktive og samtidig en klar nedtoning af dem, der har det sværere. Den klassiske velfærdsstat, som Socialdemokraterne i høj grad var med til at skabe, blev bygget op om princippet om at skabe lige værdighed i borg og hytte. Når Socialdemokraterne nu taler om samfundet som todelt, så er det set med mine briller et socialdemokratisk knæfald for en neoliberal tænkning.”

Men faktisk var det ikke Helle Thorning-Schmidt, der var bannerfører for pligt-tankegangen, fortæller Jørn Henrik Petersen. Da Mette Frederiksen i 2008 skrev sine 10 socialdemokratiske teser for et bedre Danmark, hvor hun netop betonede pligt frem for rettigheder, tog Helle Thorning-Schmidt afstand fra denne idé. Det var først, da ”helvede brød løs” og sagerne om ”Dovne Robert” og ”Fattig Carina” kom frem, at Helle Thorning-Schmidt blev lige så fast i mælet som Mette Frederiksen i sin understregning af, at pligt går forud for ret:

”Den holdningsændring, som hun har undergået, har karakter af en pragmatisk tilpasningsmanøvre,” siger Jørn Henrik Petersen.

Forfatter Lars Olsen stiller dog i højere grad partiformanden til ansvar for Socialdemokraternes udvikling:

”Helle Thorning-Schmidt har taget det valg, at hun hellere vil følge embedsapparatets måde at føre politik på i stedet for at stå ved det, som Socialdemokraterne historisk har stået for. Det er med til at fremmedgøre store dele af de klassiske socialdemokratiske vælgere fra den politik, som Socialdemokraterne fører,” siger han og peger på dagpengesagen som et eksempel på, af Socialdemokraterne ikke lytter til de bekymringer, som de klassiske arbejdsvælgere har.

På trods af de manglende arbejderstemmer har Socialdemokraternes samlede vælgertilslutning alligevel været nogenlunde stabil i løbet af Helle Thorning-Schmidts lederskab. Det fortæller Rune Stubager, professor og valgforsker ved Aarhus Universitet:

”Da hun overtog i 2005, havde Socialdemokraterne netop fået et valgresultat på 25,8 procent. Ved folketingsvalget i 2011 fik de 24,8 procent. I aktuelle meningsmålinger ligger de lidt lavere, men i virkeligheden er der ikke sket den store ændring,” fortæller han.

Han mener, at Socialdemokraterne skal finde tilbage til et venstreorienteret udgangspunkt, hvis de vil vinde nogle af de tabte vælgere tilbage. Også selvom mange af de tabte vælgere er rykket til blå blok:

”Det kan godt lyde paradoksalt, men man skal måske føre en mere klassisk venstreorienteret fordelingspolitik. For hvis man kigger på Dansk Folkeparti, så ligger de jo på nogle punkter til venstre for regeringen i forhold til den økonomiske politik,” forklarer han.

Forfatter Lars Olsen tror også, at partiet skal finde tilbage til sine rødder, hvis de skal blive andet end et mellemstort parti blandt mange andre:

”Man er nødt til at tage mere højde for de problemer og bekymringer, som de klassiske arbejdervælgere har. Det kræver både en anden politik, men også at man igen opfatter det som vigtigt at få genetableret forbindelserne til fagbevægelsen og den folkelige bevægelse. Jeg tror, at den nuværende ledelse i Socialdemokraterne har den analyse, at den slags er noget gammeldags noget, og at man hellere vil føre en moderne politik, der indretter sig efter spillet på Christiansborg.”

For det er ikke længere givet, at partierne er interesserede i en stærk medlemsorganisation. Det fortæller Klaus Petersen, professor og leder af Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet:

”Det kan være en besværlig øvelse for mange partiledere at skulle håndtere det såkaldte bagland. De medlemsstærke partier, som Venstre og Socialdemokraterne historisk har været, hører historiebøgerne til. Det er rart for partierne at have nogle, der melder sig ind og betaler, men det skal være lidt som Greenpeace: Medlemmerne skal betale og ellers ikke blande sig i så meget,” siger han.

Klaus Petersen mener, at Socialdemokraternes fremgang i meningsmålingerne det seneste år kan forklares med, at Helle Thorning-Schmidt hen mod enden af hendes regeringsperiode i højere grad er blevet accepteret som en statsminister:

”Hendes største succes er, at det er lykkedes hende at føre det her projekt ud i livet. Der er mange, der har afskrevet hende adskillige gange, men på trods af det, har hun vist, at hun er langtidsholdbar. Det tror jeg også, er hendes stærkeste kort nu. Hun har vist, at hun er i stand til at være statsminister,” afslutter han.