1. Evnen til at blive vred og protestere er vigtig. Det er den, der holder os flydende. Man skal råbe op, ellers vil verden ikke flytte sig. Og så vil intet blive anderledes.
Jacob Wendt-Jensen: ”Lise Nørgaard. De første 100 år”. Gyldendal, 2017.
2. Der er en ting, der er værre end at være kedelig. Det er at være umorsom.
Berlingske, maj 2017.
3. Før i tiden lærte vi selv at klare udfordringer. I dag er en hel del af de mennesker, der er yngre end jeg, ikke resistente over for tilværelsens tilskikkelser og følelsesmæssige udfordringer. Hvis man hele livet har hørt, at det er de andre, der skal forkæle én og holde én problemfri, er man følelsesmæssigt nok et meget nøgent menneske.
Kristeligt Dagblad, april 2002.
4. Jeg er helt overvældet. Det er godt, man ikke fylder 100 år hver dag. Selv om jeg ikke har så meget energi mere, får jeg da lyst til at tage et par år mere.
B.T. juni 2017.
5. Selvfølgelig har jeg ikke noget imod, at sproget forandrer sig, men der skal jo være rimelighed i det, så det ikke bliver den rene gasbeholder. Til gengæld kommer der af og til nye ord til, som jeg ikke ville undvære – for eksempel ”selvfed”. Det er mit nye yndlingsord. Det er et dejligt olieret ord, et præcist ord, der dækker en bestemt type person med udstrakt selvtillid til egne evner.
”Fruen kommer i dag. Cecilie Frøkjær interviewer Lise Nørgaard.” Gyldendal, 2014.
6. Noget af det værste en journalist kan blive er at blive grebet af autoritetstro.
Journalisten maj 2017.
7. Jeg er borgerlig, men jeg er ikke Venstre-kvinde. Jeg er født borgerlig, og jeg har altid bestræbt mig på, at jeg ikke kan stå på en piedestal og sige, at jeg er arbejder. Det ville være falsk tale. Heller ikke i de mange år, hvor de røde lejesvende huserede og holdt sig for næsen ved tanken om ”Matador” og alt muligt andet, jeg lavede. Jeg er heller ikke bondepige. Jeg er født borgerlig, men derfor kan jeg alligevel godt kritisere borgerskabet og deres skabagtige lader, som jeg let kan se igennem.
Jacob Wendt-Jensen: ”Lise Nørgaard. De første 100 år”. Gyldendal, 2017.
8. Når man bliver så gammel som jeg og ikke længere har mand eller hund, og børnene for længst er flyttet hjemmefra, så kan man sidde og blive lidt klogere ved at tænke sig om. Så er tiden inde til at redigere sine erindringer og begynde at iagttage sit liv forfra. Først kommer fortrydelserne, så kommer den uret, man har gjort, fejltagelser, man har begået – og alt det, man kan sidde og ruge over, hvis man i forvejen er i dårligt humør. Men man kan også forstå mennesker og sammenhænge på en ny måde.
”Fruen kommer i dag. Ceclie Frøkjær interviewer Lise Nørgaard”, Gyldendal, 2014.
9. Der opstår en fantastisk åndløshed, fordi vi fylder vores liv med kedsomhed og Facebook. En nærtstående person sagde i en diskussion om Facebooks tomme kalorier med stor alvor til mig: ”Jeg har 190 venner på Facebook.” Så svarede jeg: ”Ja, men der er næppe én af dem, der hanker op i din kiste den dag, du skal herfra.” Hvorfor ikke bruge tiden til nogle færre og rigtige venner i den virkelige verden.
Berlingske, september 2013.
10. I min alder gør man sig nogle tanker om efterlivet. Jeg er mest tilbøjelig til at tænke, at der ikke er noget, men sommetider kan jeg ikke lade være med at sætte fantasien i sving. Min gode veninde Ulla Steen siger, at hun tror, at alle vi, som kan lide hinanden, mødes i den store englebar, hvor vi er ventet. Jeg ser mig selv ankomme til den englebar, og der sidder min far, min mand og min søn, og en af dem siger: ”Der har vi Lise. Nu er vi igen fire til en l’hombre.
Kristeligt Dagblad, marts 2017.