10 ting der kendetegner de mest skuffede danskere

To ud af tre danskeres liv rummer en stor skuffelse, viser ny meningsmåling, som YouGov har lavet for Kristeligt Dagblad. De skuffede har en række fællestræk. Her er de 10 mest markante

11 procent af de meget skuffede mennesker har aldrig fået håndteret deres skuffelse. Modelfoto.
11 procent af de meget skuffede mennesker har aldrig fået håndteret deres skuffelse. Modelfoto. . Foto: pathdoc - Fotolia.

1. En ud af fire føler ikke, de har oplevet en nævneværdig skuffelse. Blandt dem er der ingen kønsforskel, og der er kun små udsving i forhold til geografi, økonomi og uddannelse, men langt de fleste er over 65 år. Der er færrest under 35 år.
 
2. To ud af tre siger, de har oplevet en skuffelse, mens knap hver tiende ikke vil svare. Blandt de skuffede er der heller ingen nævneværdig forskel i forhold til køn, geografi, økonomi og uddannelse.

3. To ud af tre siger, at skuffelsen har præget deres liv i nogen, stor eller meget stor grad. Blandt dem, der føler sig hårdest ramt, er der klart flere kvinder end mænd.

4. Dem, vi er mest skuffede over, er familien, især vores forældre. Det, vi er skuffede over, er først og fremmest manglende anerkendelse, mangel på kontakt, alkohol og store følelsesmæssige svigt. En del er også skuffede over deres søskendes prioriteringer. Kun 10 procent siger, de er skuffede over utroskab eller skilsmisse.
 
5. Blandt dem, der er mest skuffede over familien, er der flest kvinder, klart flest singler, og flertallet er mellem 35 og 64 år.

6. Hver femte af de skuffede angiver, at deres skuffelse mest handler om dem selv. Flest peger på, at de ikke fik den uddannelse og det arbejdsliv, de havde drømt om. Hver femte siger, at de generelt ikke har været så lykkelig, som de troede, de kunne blive. 15 procent har ikke fået det familieliv, de drømte om. De gennemgående konkrete eksempler på skuffelser handler om fortrudte handlinger, om ikke at opnå det, man gerne ville og om alvorlig sygdom.

7. Blandt dem, der er mest skuffede over sig selv, er der lidt flere mænd end kvinder og klart flest unge under 35 år.

8. Knap hver fjerde siger, at de er mest skuffede over venner og/eller kolleger. Flest (39 procent) angiver ’bedrag’ som årsag til skuffelsen. 10 procent angiver ’mobning’. Blandt de konkrete eksempler er de gennemgående: løgn, bagtaleri, manglende tilstedeværelse og chefer uden empati.

9. Halvdelen af alle skuffede er kommet videre ved egen hjælp. Hver syvende har opsøgt en psykolog. Hver tiende har resigneret. Fire procent har brugt bønner, mens en procent har opsøgt en præst.

10. 11 procent har aldrig håndteret deres skuffelse.