10.000 breve til julemanden

Så mange breve får julemanden i Grønland hvert år fra børn

Det er ganske lidt, da han fik 50.000 breve om året tidligere. Men økonomien var ved at slippe op for den langskæggede mand kort efter årtusindeskiftet, og han fik derfor ikke svaret børnene. Derfor mistede børnene lysten til at skrive til ham. For tre år siden kom det så frem i danske medier, at julemanden var på randen af en konkurs, og den nyhed reagerede vennerne Jacob Lundbeck og Jon Flintholm fra Århus på. De kontaktede julemanden og spurgte, om de kunne hjælpe, og siden da har de fungeret som hjælpenisser. De hjælper nu med at skaffe blandt andet brevpapir, så julemanden kan skrive til alle børnene.

Netop hjemvendt fra en rejse til Grønland fortæller Jon Flintholm, der foruden at være hjælpenisse også er direktør i Århus, at der nu er så godt styr på posten, at børnene får svar.

Jeg er glad for at hjælpe til. For jeg tror på, at det kan gøre mange børn rigtigt glade at få en hilsen fra julemanden, siger han.

Det går bedre med julemanden end i mange år, og han vil derfor svare på alle breve denne jul, bekræfter Klaus Berg, der er direktør i turistorganisationen Destination Nordgrønland.

Han fortæller, at julemanden nu får støtte fra fonde, virksomheder og private. Julemanden får brevet, hvis man skriver den simple adresse Julemanden i Grønland uden på kuverten. Da postvæsnet ikke er ligeså hurtig som julemanden, er det dog tvivlsomt, om man vil få svar inden jul, hvis man først skriver nu.

hall@kristeligt-dagblad.dk