100 års vækst i velfærd har ikke rokket ved andelen af anbragte børn

Selvom nye tal viser, at der er sket et lille fald af andelen af anbragte børn og unge, har andelen i Danmark været nogenlunde stabil de sidste hundrede år, fortæller forsker

Hovedparten af anbragte børn kommer i dag i plejefamilie, men det er ikke altid bedst for et barn, lyder det fra Bente Nielsen, næstformand i Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte (TABUKA).
Hovedparten af anbragte børn kommer i dag i plejefamilie, men det er ikke altid bedst for et barn, lyder det fra Bente Nielsen, næstformand i Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte (TABUKA). Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

Der er sket et fald i antallet af anbragte børn i forhold til tidligere. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 13.823 anbragte børn og unge i alderen 0-22 år i 2018, hvilket er et fald på 191 børn og unge i forhold til året før.

Men faktisk har andelen af anbragte børn og unge de seneste 100 år stort set ikke ændret sig, fortæller Inge Marie Bryderup, der er professor ved Aalborg Universitet og forsker i anbragte børn.

Helt siden 1918 har knap 1 procent af børnene i Danmark været anbragt. Det kan lyde overraskende, eftersom det danske samfund både socialt og økonomisk har oplevet markant vækst i løbet af de seneste hundrede år, men Inge Marie Bryderup peger på flere årsager som forklaring.

”Det handler om, at vi har et samfund, der kan karakteriseres ved kapitalistiske strukturer, og der produceres konstant en socialt udsat gruppe. Samtidig har man ikke lavet gennemgribende og forbyggende foranstaltninger i socialpolitikken. Og yderligere er der sket en polarisering i samfundet i dag, hvor der er kommet flere rige, men også flere fattige. Der er ikke nogle af de faktorer, der isoleret set hver for sig producerer en anbringelse, men summen af alle de udviklingstendenser tilsammen gør, at andelen af anbragte børn og unge har været nogenlunde stabil,” siger Inge Marie Bryderup.

Hun peger på, at det kun var omkring 15 procent af de anbragte børn, der var i familiepleje fra begyndelsen af 1900-tallet.

Det skyldes blandt andet, at det ofte var private aktører, der formidlede og finansierede anbringelserne, hvorved de fleste børn kom på institution. Først fra slutningen 1950’erne begyndte staten at tage styringen på børneområdet.

I dag kommer hovedparten – 63 procent – af anbragte børn i plejefamilie. Men Bente Nielsen, næstformand i Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte (Tabuka), er hverken begejstret for de faldende tal for anbringelse af børn og unge eller den store andel af familiepleje.

”Jeg frygter, at det faldende tal skyldes, at kommunerne skal spare på børneområdet og derfor laver alternativer til anbringelser. For eksempel ved at anbringe unge på eget værelse, eller skære ned på efterværnet,” siger Bente Nielsen.

Men det er ikke altid bedst for et barn at være i en familie? Ikke nødvendigvis, lyder det fra Bente Nielsen.

”Langt de fleste plejefamilier er ikke klædt ordentligt på til børn og unge, der har store problemer, når de kommer i familiepleje. Ofte har man ikke undersøgt familiens og børnenes problemer til bunds. Derfor vil det i mange tilfælde være bedre med en institution, hvor der er fagpersonale, som er uddannet i, hvordan man skal håndtere familiens og børnenes problemer,” siger Bente Nielsen.

Han efterlyser, at der afsættes flere ressourcer til at forstå årsagerne til en anbringelse.

”Det bedste er, at undersøge familien til bunds, og der skal man bruge tid og ressourcer, for det er et ’detektivarbejde’ at finde frem til problematikkerne i familierne, og hvordan det har skadet barnet, og dermed hvilken hjælp, der er bedst for at hjælpe barnet,” siger Bente Nielsen.

David Pedersen, der er formand for De Anbragtes Vilkår, er heller ikke glad for det faldende antal anbragte børn.

”Jeg tænker, det er et udtryk for, at kommuner sparer, fordi anbringelser er meget dyre. Hvis det er tilfældet, skubber det udfordringerne, der er i hjemmet, fremad, hvilket kan få større konsekvenser for børnene senere i livet” siger David Pedersen, der selv har været anbragt som barn.