101 begivenheder, som ændrede verden

Fem snese begivenheder, som stadig huskes, er samlet i bogen Hvor var du. Sjove billeder og finurlig tekst giver mulighed for glædelige gensyn med blandt andet indførelsen af bolle-å og Berlinmurens fald

Connie Hedegaard (K) fik lammesteg med myntegelé den aften, Berlinmuren faldt. –
Connie Hedegaard (K) fik lammesteg med myntegelé den aften, Berlinmuren faldt. –. Foto: .

Historiebøgerne fik tilføjet endnu et kapitel, da Barack Obama den 4. november blev valgt til USAs første farvede præsident. De fleste kan nok huske, hvor man var den dag, men hvor var du, da The Beatles i 1964 besøgte Danmark, eller da World Trade Center i New York kollapsede? Og enkelte vil måske huske hvor de befandt sig under befrielsen.

De begivenheder er sammen med 98 andre samlet i bogen Hvor var du? 101 begivenheder, du aldrig glemmer. Bogen er forfattet af Ole Knudsen, som i ord og billeder præsenterer nogle af de episoder, som har præget Danmark og verden gennem de seneste 63 år. Her er alvorlige episoder, som da en mur blev bygget i Berlin i 1961, og mordet på John F. Kennedy og mere glædelige oplevelser som sejren ved EM i fodbold i 1992, og da Matador indtog tv-skærmene.

I den mere kuriøse afdeling oprulles indførelsen af bolle-å, som betød et farvel til dobbelt-aa. Det var i 1948 og førte til voldsomme protester og problemer. Litteraturhistoriker og professor Paul V. Rubow kaldte det en ortografisk vanskabning. Bag ønsket om at indføre bolle-å ligger en uhyggelig lyst til at udrydde, hvad der er Dansk. En noget besynderlig konklusion, da bolle-å om noget netop må være dansk. Det blev også indført at fjerne d i kunde, skulde og vilde.

Ved hver af de 101 begivenheder fortæller en person, hvor han eller hun var og tænkte på det givne tidspunkt. Miljøminister Connie Hedegaard (K) fortæller om den dag, Berlinmuren faldt.

Berlinmurens fald markerer mit livs største journalistiske fejlprioritering. En af mine kolleger fra Folketinger, Kai Dige Bach, ringede om morgenen den 9. november og spurgte, om ikke Jacob og jeg ville med til Berlin. Begivenhederne tog fart, og Kai ville flyve derned i sit privatfly for at opleve dem ved selvsyn. Men nej, svarede jeg. Det kunne vi desværre ikke. Vi havde længe haft en middagsaftale hos et par venner. Som min mand Jacob sent samme aften skrev i deres gæstebog: Vi fik lammesteg med myntegelé, den dag Berlinmuren faldt. Man kan altså også være for høflig.

Hvor var du er udkommet på Gyldendals forlag.

barslev@kristeligt-dagblad.dk