Inden sommerferien så det ellers lovende ud for oppositionen. De Konservative var kørt i grøften med Lene Espersens feriehistorier, Venstre lå underdrejet på grund af kritik fra Udkantsdanmark, og regeringens genopretningsplan fik det glatte lag.
Den 11. maj præsenterede Socialdemokraterne og SF i Christian IV's børsbygning i København vælgerne for deres "Fair løsning" på krisen: At alle erhvervsaktive blot skal arbejde 12 minutter længere hver dag.
Engang sagde man, at alt kan ske på et halvt år i dansk politik. I dag er vi nede på tre måneder. S-formand Helle Thorning- Schmidts og hendes mands skattesag har fyldt godt i medierne, regeringspartierne har anfægtet troværdigheden af S-SF-planen, og meningsmålinger viser igen dødt løb mellem de to blokke.
På et tidspunkt forlød det fra Socialdemokraternes top, at vælgerne kunne risikere indgreb i efterlønnen, hvis ikke fagbevægelsen accepterede en længere arbejdstid, men siden har politisk ordfører Henrik Sass Larsen blankt afvist at ville røre ved efterlønnen.
Nøgleaktøren i "Fair løsning" er netop fagbevægelsen, som angiveligt var taget i ed, da S og SF præsenterede ideen om de 12 minutters ekstra arbejde.
Helt så enkelt var det ikke, og LO-formand Harald Børsting sagde allerede i maj, at der ville være mange andre muligheder for at skaffe 15 milliarder kroner end at forlænge arbejdstiden.
Synspunktet blev gentaget og udbygget i går i en kronik i Berlingske Tidende. Her vedkender tre forbundsformænd for 3F, HK og Dansk Metal sig forpligtelsen til at finde de 15 milliarder kroner i trepartsforhandlinger med en ny S-SF-regering. Indlægget var tænkt som en opbakning til det socialdemokratiske sommergruppemøde i går og i dag.
Både Henrik Sass Larsen og SF's gruppeformand, Ole Sohn, siger nu, at de 12 minutter ikke skulle tages så bogstaveligt, det var kun en overskrift, og det afgørende er, at fagbevægelsen vil være med til at finde de 15 milliarder kroner. Hvormed de to partier imidlertid også tager luften ud af et ellers smart valgslogan.
Det efterlader en åben flanke, som regeringspartierne vil skyde løs på, lige indtil det sidste valg-sted er lukket. Der vil blive ført "skræmmekampagne" på, at vælgerne så reelt ikke aner, hvad trepartsforhandlingerne ender med. Hvor skal pengene komme fra, hvis arbejdstiden alligevel ikke sættes op for alle?
Den usikkerhed er oppositionens svageste punkt, hvis man ser bort fra Helle Thorning-Schmidts skattesag. Den sag kan Socialdemokraterne ikke selv gøre ret meget ved, men hvis de ville, kunne de præcisere deres plan. Henrik Sass Larsen afviser ganske vist at forhandle med fagbevægelsen allerede inden valget, blandt andet fordi man ikke ved, hvornår valget kommer.
Bliver planen ikke mere præcis, end den er nu, får S og SF dog svært ved at genvinde forårets klare forspring over regeringen - og så behøver oppositionen næppe vente et helt år på valget.