Tirsdag aften stod i det danske kulturlivs tegn i Folke-huset Absalon på Vesterbro i København. Her modtog 13 nye kunstnere nemlig Statens Kunstfonds livsvarige hæ-dersydelse. En ydelse, der gives til i alt 275 danske kunstnere med en særlig betydning for Danmarks kunst og kulturliv.
Caroline Søeborg Ahlefeldt, der er formand for Statens Kunstfonds repræsentantskab, glæder sig over valget af de 13 kunstnere, som hædersydelsen i år tilfalder:
”Jeg synes, det er fantastisk. Men det synes jeg hver gang, at vi har muligheden for at tildele hædersprisen. Man har heldigvis i århundreder haft et øje for, at man skulle passe på de kunstnere, der hver især er valgt, fordi de lige præcis inden for deres fagfelt har præget vores tid på en måde, vi gerne vil anerkende fra statens side,” siger hun.
I år blev hædersydelsen tildelt personer som tegner, musiker og forfatter Flemming Quist Møller, der er manden bag blandt andet det gule, bamselignende børnehit Jungledyret Hugo, tekstilkunstner Jette Gemzøe og komponisten Karsten Fundal, der er kendt for sine symfoniske orkesterværker og kammermusik. Sanger og sangskriver Annisette Koppel, der er kendt fra Savage Rose samt idéhistoriker og professor i arkitektur Carsten Thau er også at finde blandt de nye navne, der fra nu og livet ud kan se frem til en årlig hædersydelse på bankbogen fra Statens Kunstfond. Vel at mærke hvis de ikke i forvejen tjener over et fastsat beløb om året.
Der bliver nemlig taget højde for den enkelte kunstners øvrige indtægt, når ydelsens størrelse skal bestemmes. Den maksimale ydelse udgør cirka 166.000 kroner om året før skat, og kunstnere, der har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst på cirka 411.000 kroner om året eller derover, modtager ingen ydelse. Men det vigtigste i begrebet ”hædersydelse” er da heller ikke ydelsen, siger Caroline Søeborg Ahlefeldt.
”Det vigtigste er ordet hæder. Vi hædrer de kunstnere, hvis værk er uomtvisteligt.”
Statens Kunstfonds livs-lange hædersydelse bliver finansieret over finansloven, hvor der i 2020 afsættes 33,4 millioner kroner til finansiering af hædersydelserne. Det er altså hele familien Danmark, der bidrager til, at den udvalgte skare af kunstnere hvert år modtager et beløb. Men det er ikke alle danskere, der er med til at udvælge kunstnerne. De indstilles af en række legatudvalg bestående af fagfolk, hvorefter Statens Kunstfonds repræsentantskab, der består af 74 medlemmer foruden formanden, vælger, hvem der skal modtage hædersydelsen.
Spørger man Pernille Bendixen, der er stedfortrædende kulturordfører for Dansk Folkeparti (DF), så burde det i højere grad være op til folket i stedet for et repræsentantskab at afgøre, hvilke kunstnere der tildeles ydelsen.
”Det forekommer lidt indspist og københavneragtigt, at det er et særligt udvalgt repræsentantskab, der skal afgøre hvilke kunstnere, der modtager ydelsen. Hvis man oprettede mindre regionale kunstfonde, og i højere grad lod det være op til folket at bestemme, kunne det sandsynligvis også højne interessen for kunst og kultur i udkanten,” siger hun.
Men det ville ifølge lektor emeritus ved institut for kunst- og kulturvidenskab og forskningsleder ved nordisk kulturinstitut Peter Duelund ikke give særlig god mening at lade det være op til folket at vurdere det.
”Tildelingen af kunststøtte skal ske ud fra faglige kriterier, og det kræver indsigt i de retninger, der er i kunsten lige nu. Man ville derfor aldrig kunne lade beslutningen være op til en form for folkeafstemning, hvis man vil tilgodese mangfoldigheden i udvalget af kunstnere. For at sikre armslængdeprincippet og tilgodese forskellige smagsretninger, giver det derfor kun mening, at det er fagfolk, der vurderer,” mener han.
Da hædersydelsen er livslang, er det først, når en kunstner på listen dør, at der bliver plads til en ny, og således var det 13 kunstnere, der i år fik tildelt hæderen. De 13 skriver sig ind i en lang dansk tradition for støtte til kunstnere. Det første kendte eksempel på kongelig støtte til en kunstner stammer fra 1549, da tegneren Melchior Lorck blev sendt ud i Europa på kongens regning. Siden begyndelsen af 1800-tallet har udvalgte kunstnere modtaget en årlig sum fra staten finansieret af det, der hed Finansdeputationen. Det var længe før oprettelsen af Statens Kunstfond, og tilskuddet hed dengang ”Digtergagen”, der blandt andet blev modtaget af store kulturpersonligheder som H.C. Andersen og Holger Drachmann.