13 vælgere fortæller: Derfor stemmer vi, som vi gør

4.270.774 vælgere kan stemme til det nært forestående folketingsvalg. 13 af dem fortæller her, hvad der kommer til at afgøre deres stemme

Kristeligt Dagblad har spurgt 13 danskerne, hvad der afgør deres stemme.
Kristeligt Dagblad har spurgt 13 danskerne, hvad der afgør deres stemme.

Jeg savner de tre k'er

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Elisabeth Dons Christensen, 78 år, tidligere biskop, Vedbæk

Hvad tager du med dig fra valgkampen?
En hovedrysten over, så lidt de tre k´er fylder. Krigen i Ukraine, kulturen, der skal holde modet oppe i trange tider, og klimaet, som næsten kun bliver brugt til at skyde på landmændene, mens velbjærgede byboere futter rundt i store biler og ser flyture som en menneskeret.

Hvad bliver afgørende for din stemme?
Vil partiet være regeringsbærende? Lover det mere, end der kan holdes? Jeg er ikke til fals for guld og grønne skove, men for et godt og rummeligt velfærdssamfund, hvor den svages behov bliver imødekommet, mens resten af os yder efter evne.


Tonen har været fordragelig

Foto: Ritzau Scanpix.

Jørgen Carlsen, tidligere højskoleforstander, København

Hvad tager du med fra valgkampen?

Jeg er positivt overrasket over den forholdsvis fordragelige tone, der faktisk har været. Der er ikke en masse ureglementerede stød mod bestemte personer, og det er klogt, for det falder altid tilbage på vedkommende selv, hvis man er for kras i sine udmeldinger.

Man har kunnet være i samme stue, selvom man er højst uenige. I “De ord, jeg synger” har Ebbe Kløvedal skrevet: “Ja, lad os slås for liv med sprogets sprøde dolke!”. Det er et smukt udtryk, fordi ord kan såre, men de slår ikke ihjel. 

Hvad bliver afgørende, når du skal sætte dit kryds?

At vi får en regering, som har en bred opbakning fra store dele af befolkningen, og at der indfinder sig en nøgternhed.


Der er kommet for mange nye partier

Foto: Spar.

Malene Houni Hansen, 46 år, købmand, Haderup

Hvad tager du med dig fra valgkampen?

Den har været noget mudder. Der er kommet for mange nye partier, hvilket gør det svært at skelne. Et eller andet sted vil de alligevel alle det samme, og det er lidt en børnehave. De siger en masse, og der sker ingenting.

Hvad bliver afgørende for din stemme?

Jeg kan ikke mindes, at jeg før har været så meget i tvivl. Som købmand tænker jeg selvfølgelig også på erhvervslivet, så det vil helt sikkert betyde noget for mit valg. Elpriserne presser os, og vi har brug for nogle løsninger til at komme igennem denne tid. 
 

Svært at finde et ærligt parti

Foto: Privatfoto

Dekan Mohammad Ali, 22 år, tandplejerstuderende, Frederikssund

Hvad tager du med dig fra valgkampen?
I valgkampen ved de alle, hvordan de fanger publikum, men bagefter sker det lovede bare ikke. Derfor er det svært at finde ud af, hvad man skal stemme. Det er blevet sværere at finde et ærligt parti, og her er der ikke forskel på røde og blå.

Hvad bliver afgørende for din stemme? 
Sundhed er afgørende for min stemme og et område, som bliver negligeret. Men udlændinge- og indvandrerpolitikken er det vigtigste for mig personligt. Økonomi er ikke det, der fylder mest, hvis jeg risikerer at miste mine rettigheder på grund af religion, udseende eller navn.


Mette skal have lov at styre

Foto: Privat.

Malte Rosted Christensen, 18 år, 1.g. på Frederiksberg HF 

Hvad tager du med dig fra valgkampen?

Tryghed i s-tog er et tema, som Mette Frederiksen har taget op, og som også vedrører folk som mig. Det gør inflation og klimakrise ikke så meget lige nu, hvor jeg bor hjemme. Men jeg vil gerne have en stærk leder, som kan være handlekraftig også i de kriser.  

Hvad bliver afgørende for din stemme?

Jeg synes, det har fungeret fint med Mette Frederiksen som statsminister. Hun er en god leder, der under corona viste, at hun kan håndtere kriser. Jeg hælder til at stemme på Socialdemokratiet, så Mette kan få lov til at styre.


Politikere er gode til at vaske hænder

Foto: Privat.

Hanne Kristensen, 55 år, tidligere minkavler, Hjallerup

Hvad tager du med dig fra valgkampen?

At politikere er gode til at vaske hænder og til at love en hel masse, men først efter valget vil melde ud, hvem det er, de vil hjælpe. Den inflation, vi står midt i, burde der være talt meget mere konkret om.

Hvad bliver afgørende for din stemme?

At vi får en anden regering. Det har noget med mit erhverv at gøre. Den måde, vi minkavlere er blevet behandlet på, også efterfølgende, er ikke i orden. Vi træder stadig vande — så inden de får takseret farmen, er jeg da blevet pensionist.


Det har været en sindssyg valgkamp

Foto: Danmarks Frie Forskningsfond.

Kasper Møller Hansen, 49 år, valgforsker, Hvidovre

Hvad tager du med dig fra valgkampen?

Det har været en sindssyg valgkamp: kaotisk, fragmenteret og ustabil. Jeg prøver stadig at finde ud af, hvad det her valg egentlig drejer sig om. Dagsordenen ændrer sig nærmest dag for dag. Valget blev udskrevet på grund af mink, men så kom det til at handle om inflation og energipriser, men nu er gassen pludselig gratis. 

Hvad afgør din stemme?

Som valgforsker havner man i en analyserolle, hvor man til en vis grad mister sit eget politiske ståsted. Man kan faktisk blive helt usikker på, hvad man engang selv mente om et givent emne.
 

Interessekampen er forsvundet

Foto: Leif Tuxen.

Arno Victor Nielsen, filosof, København

Hvad tager du med dig fra valgkampen?

Nu er alle ideologier åbenbart døde, og det handler udelukkende om personer. Når man vil lave en slags samlingsregering, er politik forstået som kamp imellem forskellige samfundsinteresser fuldstændig forsvundet. Vi har endda Inger Støjbergs parti, som slet ikke har et politisk program.

Hvad bliver afgørende for, hvor du sætter dit kryds?

Jeg bliver næsten nødt til at stemme på den person, jeg finder mest tilforladelig. Vælgerne bliver tvunget til at stemme upolitisk og stemme på den person, de måske synes ser bedst ud eller har andre mærkelige kvaliteter, som ikke har noget med sagen at gøre. Det er da muligt, at jeg går ned og stemmer på den kvindelige politiker, som har det smukkeste ansigt.


Det handler om, hvordan vi er overfor naturen

Foto: Privat.

Jesper Lynge Bergholdt, 53 år, kjøgemester (kok), Livø

Hvad tager du med dig fra valgkampen?

Debatten om, hvordan vi skal være overfor naturen. Her på Livø er det lykkedes Naturstyrelsen og feriecenteret at skabe balance mellem landbrug, skovbrug, erhverv og natur, uden at vi skal ud i rewilding. Rewilding er en smuk tanke, men begge modeller skal være en del af fremtiden.

Hvad bliver afgørende for din stemme?

Det gamle princip med, at man stemmer på den kandidat, som man ved kan følge ens interesser til tinge. Så selvom jeg egentlig ikke er SF'er, stemmer jeg på Theresa Berg Andersen, der har øjne for Livøs kvaliteter.


Socialdemokratiet har et stærkt hold

Foto: Liv Høybye.

Per Bang Jeppesen, 74 år, pensioneret gymnasielærer i samfundsfag og historie

Hvad tager du med dig fra valgkampen?

At valgkamp for en stor del er underholdning. Især tv-debatterne med statsministerkandidaterne har jeg fundet poppede. 

Hvad bliver afgørende for din stemme?

Den grønne dagsorden og ulighed. Dér leverer SF godt. Dog er der kommet mere gang i den grønne dimension for Socialdemokratiet. Regeringen har vist, at den kan administrere krise under corona, omend jeg forstår dem, som mener, den kører lovlig solo. Socialdemokratiet har et stærkt hold af unge, veluddannede folk for eksempel beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og erhvervsminister Simon Kollerup. Det ender nok med, at jeg stemmer på dem. 


Mennesker har ikke godt af at have en barnepige

Søren Madsen, 48 år, landmand, Lundby

Foto: Tine Maria Winther.

Hvad tager du med dig fra valgkampen?

At der i den sidste uge i valgkampen har været en tydelig overbudspolitik, især på områder, hvor man ved, der er mange stemmer at hente. Det skræmmer mig lidt.

Hvad bliver afgørende for din stemme?

Jeg stemmer ud fra friheden til at gøre en forskel på egen hverdag. Jeg kan godt lide, at man ikke i første omgang kan forvente, at der er kommer nogen og gør ens liv bedre, men at man skal gøre en indsats først. Mennesker har ikke godt af at have en barnepige. Det giver et dårligt liv og selvværd.


Alvoren omkring sundhedsvæsenet afgør min stemme

Foto: Privat.

Charlotte Marcuslund, 58 år, sygeplejerske på Rigshospitalet

Hvad tager du med dig fra valgkampen?

Politikerne har så mange meninger om, hvordan en sygeplejerske arbejder, og hvad der skal til for at løse krisen i sundhedsvæsenet. Jeg har tænkt meget: "Lad være at være så kloge på noget, I ikke ved noget om." Men jeg er også glad for, at sygeplejersker er på dagsordenen.   

Hvad bliver afgørende for din stemme?

Hvor alvorligt kandidaten ser på sundhedsvæsenet. Jeg har lige været til valgmøde på Rigshospitalet, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) gjorde det godt. Lønnen skal ikke bare hæves akut, men langvarigt. 


For stort fokus på spidskandidaterne

Morten Aagaard, 60 år, korshærs- og sognepræst, Aarhus

Hvad tager du med dig fra valgkampen?
Der har været alt for stort fokus på spidskandidaterne. Det er irriterende, og medierne har en stor rolle i at sikre, at det her er et folkestyre og ikke en kamp mellem få.

Hvad bliver afgørende for din stemme? 
Jeg har brevstemt, og det afgørende for mig var psykiatrien, fordi jeg oplever, hvor alvorlig en krise, den er i, og hvor store menneskelige omkostninger, det har. Der er mennesker, der i den grad lider i det her samfund. En stor gruppe mennesker, som vi aldrig hører noget om. Derfor har Camilla Fabricius (S) fået min stemme.