Da Marie Johnsen, 41 år, var barn, led hendes mor af depressioner. Og var der én ting, hun ikke selv skulle være, når hun blev stor, så var det psykisk syg. Det var en mareridtsforestilling, en katastrofe-fantasi, som hun brugte mange kræfter på at undgå – indtil hun blev skilt, sagde sit job op, blev diagnosticeret med depression og endelig i 2017 indlagt på psykiatrisk afdeling i fem måneder.
Og sådan er Marie Johnsen et eksempel på, hvordan psykisk sygdom kan gentage sig i en familie.
Psykiatrifonden har undersøgt forekomsten af psykisk sygdom blandt forældre til børn i alderen 0-18 år og vurderer, at cirka 310.000 børn i Danmark lige nu har en forælder med psykisk sygdom. Det er ifølge fonden første gang, at forekomsten af psykisk sygdom blandt forældre er undersøgt ved at spørge forældrene selv. Tallene viser også, at knap 70 procent af børnene ingen hjælp modtager i forbindelse med deres forældres sygdom, og at kun hver tredje kommune har et tilbud, hvor børnene kan gå i et regelmæssigt forløb med professionel hjælp til håndtering af deres livssituation.
Marie Johnsen er selv mor til to. Og den hjælp, hun ikke fik som barn, skal ikke mangle, hvad angår hendes sønner.
”Min eksmand og jeg har i høj grad opsøgt tilbud til vores børn i forbindelse med min sygdom. Men mange kommuner har slet ikke et tilbud, og det er min pointe: Det er vigtigt, at børn får mulighed for at sætte ord på og forstå deres forældres sygdom. Og at hele familien kan komme i familiebehandling, så også forældrene kan forstå, hvad de selv har med sig, og hvad man kan gøre for ikke at komme til at reproducere gamle mønstre.”
For det er en erkendelse, hun for nylig har fået: Hvordan hun – som i en græsk tragedie – blev indhentet af sin skæbne netop i forsøget på at undgå den.
Hun sidder i sit køkken på Nørrebro i København, lænet tilbage på stolen i en let, skovgrøn termojakke og måler journalisten med et fast blik. Indtrykket er kraftfuldt og solidt, og en sådan form for karakterfast styrke er da også en del af sandheden om Marie Johnsen.
Når hun skal opsummere sin barndom i én episode, vælger hun en scene fra storcentret City 2 i Taastrup på Københavns Vestegn. Barnet Marie var omtrent syv år og skulle i biografen med sin mor og storebror. Børnene løb omkring i centeret i kåd forventningsfuldhed, da moderen pludselig satte sig på en bænk og begyndte at græde.
”Så vidste jeg ligesom, at nu kom vi ikke i biografen. Nu var det der igen, nu var det sket igen, det her jeg brugte så meget energi på at sørge for ikke skete. Hun var brudt sammen, hun var ulykkelig, og det næste var, at hun ville blive ulykkelig over, at hun var ulykkelig og en dårlig mor,” siger Marie Johnsen.
Barnet Marie trøstede sin mor: ”Det er okay,” og ”du er en god mor.” Hun sagde ikke noget om sin egen skuffelse over turen, der var gået i vasken.
”Det er nok det sværeste, det hårdeste, min barndom har gjort ved mig. Jeg lærte meget tidligt, at mine følelser er der ikke plads til. Og hvis jeg udtrykte dem, så reagerede mine forældre endnu voldsommere end mig,” siger hun.
Følelser som vrede og tristhed er nogle, man er bange for, lærte hun også. Hun så jo, hvad der skete, hvis de dårlige følelser fik plads – så faldt verden fra hinanden, der var ingen ende på gråden og ulykken. Svaghed skal kontrolleres, og det mestrede hun på et grundlæggende plan.
Hun led af spændingshovedpine allerede som barn, og hun kom første gang til psykolog, da hun var 13 år og en dag brød sammen i skolen. Men hun forstod at holde sammen på sin tilværelse, hun havde og har mange venner, blev kandidat i sociologi, fik job, mand og børn.
Hun blev skilt i 2014. Det var pludseligt og forfærdeligt, som mange skilsmisser er, men for Marie Johnsen blev skilsmissen udløsende for den depression, hun udviklede i årene efter.
Diagnosen fik hun i 2016, og psykiateren, der stillede den, brugte et billede om hendes tilstand, som har bidt sig fast: Marie Johnsen var som en sneplov. Med 300 hestekræfter er sneploven skabt til at skovle sig igennem problemerne, men nu var den kørt fast i en drive, der var alt for stor, med hjul, der spinnede uhjælpeligt rundt, jo mere hun trykkede på speederen.
Senere har Marie Johnsen forstået, hvordan hendes angst for dårlige følelser – trangen til at fjerne dem gennem handling, fortrængning og råstyrke – også er kommet til udtryk i forholdet til hendes egne børn.
Det er svært at tale præcist om de måder, en psyke fungerer på. Men Marie Johnsen kalder depression for ”en form for egoistisk tilstand”:
”Noget af det, der er så forfærdeligt ved depression, er, at man flyder sammen med omverdenen. Da jeg var rigtig syg, fortolkede jeg enhver reaktion fra et andet menneske som en reaktion på noget, jeg havde gjort galt. Man er så ekstremt fuld af et negativt selvsyn og selvbebrejdelser, for eksempel over at man ikke håndterer sine børn godt nok. Og hvis man hele tiden taler med sig selv, taler indad og analyserer alt ud fra sin depression, så er det meget svært at lytte til den, der sidder overfor. Det er en måde at være i verden på, der ikke er koblet til virkeligheden, men som er koblet til én selv. Hele tiden,” siger hun.
Marie Johnsen ville ikke være grådlabil og skrøbelig, som hun havde oplevet sin mor, når hun var syg. Så hun blev stærk og handlekraftig. Men resultatet var nogenlunde det samme: Også hun har haft svært ved at rumme sine børns følelser. De har overmandet hende, været anledning til panik – og sådan har også hun sat dagsorden med sine egne følelser.
”Det har jeg først for alvor fundet ud af de seneste år. Hvor vigtigt, det er, at når jeg er sammen med mine børn, at jeg skiller dem fra mig og lader deres følelser være der. Og at jeg får nogle redskaber til at håndtere de følelser, jeg får, hvis mine børn er kede af det,” siger hun.
Siden Marie Johnsen var indlagt, har hun og hendes eksmand arrangeret, at børnene var med i et gruppetilbud for børn med forældre med psykisk sygdom. Forældrene har fået vejledning og behandling af en psykolog, de selv har betalt. Og snart skal de deltage i familiebehandling, hvor hele familien er sammen i et forløb under Københavns Kommune.
For kan hun forhindre det, skal hendes drenge på 13 og 10 år ikke gentage mønstret i endnu en generation:
”Der er ingen tvivl om, at hvis man lever med en forælder med psykisk sygdom, så kan det skabe følelsesmæssige problemer for det barn. Vi er nødt til at tale om, hvilken hjælp de her børn skal have,” siger hun.