Da regeringen kom med sin plan om at flytte 3900 statslige arbejdspladser fra hovedstaden, blev der talt om at skabe bedre balance i Danmark.
Men kendsgerningen er, at Danmark set i en europæisk sammenhæng hører til de lande, hvor hovedstads-centralismen er særligt stærk, og det ændres ikke ved, at nogle af centralmagtens funktioner rykker ud.
Det siger Steen Bo Frandsen, professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, som har beskæftiget sig med magtens geografi. Han peger på, at man for at forstå den københavnske dominans over provinsen bør se 150-200 år tilbage i tiden.
”Man kan ikke sige, at der har været nogen magtkamp internt i Danmark, for der har aldrig været en separatistisk bevægelse i Jylland. Beslutningerne er blevet koncentreret i København, og det ændrer sig ikke, fordi NaturErhvervstyrelsen rykker til Augustenborg,” siger han.
Ifølge Steen Bo Frandsen er det vigtigt for forståelsen af Danmarkskortet, at man kender det kort, vi havde, før vi i 1814 og 1864 mistede forbindelsen med Norge og Slesvig-Holsten. Det betød en afsked med de byer, som var nærmest til at udfordre København: Kristiania, Bergen, Altona, Kiel og Flensborg.
”København var centrum i noget helt andet end det, der var tilbage. Efter 1864 havde København ingen modspillere, og det har skabt en særlig situation. Selv i et så centralistisk land som Frankrig, har Paris altid haft modspil fra Lyon og Bordeaux,” forklarer Steen Bo Frandsen.
I flere af vores nabolande er magten fordelt mellem flere større byer. I Norge og Sverige har henholdsvis Oslo og Bergen og Stockholm og Göteborg altid haft mere jævnbyrdighed. Men i Danmark var vi i mange år præget af den frygt for nationens opløsning, som var effekten af 1864.
”I andre lande kan man godt have interessemodsætninger mellem byer eller regioner, men i Danmark blev enhver artikulation af regionale interesser, som udtrykte noget andet end de nationale, betragtet som et forsøg på at splitte nationen,” siger Steen Bo Frandsen.
Effekten har været, at enhver beslutningsmyndighed og markant institution er blevet placeret i hovedstaden, Selv Landbohøjskolen og Skov- og Naturstyrelsen lagde man i hovedstaden, selvom det måske ikke var overvældende logisk.
”Jeg vil ikke kritisere, at man nu vil udflytte nogle statslige arbejdspladser. Det kan være meget fornuftigt. Men samtidig bekræfter det det, jeg siger. For udflytningen ændrer ikke på magtbalancen mellem det regionale og det statslige beslutningsniveau. Der er blot nogle statslige myndigheder, der kan flytte ind - for eksempel i nogle af de kaserner og politistationer, som tidligere lå som statsmagtens repræsentationer ude i landet, men som nu er lukket og derfor ledige,” siger professoren.
Han peger på, at hvis man for alvor ville have rykket magtbalancen internt i Danmark, kunne man ved kommunalreformen have skabt færre regioner end de fem, det blev til, og til gengæld have givet dem indflydelse på andet end sygehusområdet. Men én stor jysk region kunne føre til, at hovedstadens dominans blev udfordret, så det skulle man ikke.
Store infrastruktur-projekter spiller en vigtig symbolsk rolle. Storebæltsbroen knyttede Sjælland tættere til Fyn og Jylland, men såvel Øresunds- som Femern-forbindelsen er ifølge Steen Bo Frandsen udtryk for, at da København ikke længere så sig som hovedstad i en truet nation, så hovedstaden sig på ny som den metropol, den havde været før 1814:
”I de sidste 15-20 år har København haft en ny selvbevidsthed. Der er ikke længere en forpligtelse til at holde sammen på nationen, nu vil den lege international storby på linje med Berlin, Hamborg og Stockholm. Og så kan man ikke tage sig af dem, der sidder i Løkken, Skjern eller Nykøbing Falster.”
Dette blev ifølge Steen Bo Frandsen demonstreret, da Danmark i 2014 skulle være vært for Melodi Grand Prix. Herning ville gerne lægge hus til og havde faciliteterne, men det kunne ikke komme på tale - fordi vores hovedstad har en lang tradition for at se sig som enerådende:
”I Holland og Tyskland har man tradition for at flytte store begivenheder rundt i landet. Tænk på, at hollænderne har ladet vigtige EU-aftaler blive indgået i små byer, så Schengen og Maastricht er kommet på Europakortet. Men det er utænkeligt, at København ville lade Svendborg lægge navn til en EU-traktat.”