Den 59-årige Marianne Kley fra Københoved i Sønderjylland har indimellem godt kunnet fornemme, at hendes efternavn ikke altid var nogen fordel. Navnet blev nemlig også båret af hendes farfar, der var bogtrykker og som på linje med en stor del af det tyske mindretal i øvrigt svor troskab mod Nazityskland under krigen.
I 1945 blev farfaderen pågrebet og senere sat i den såkaldte Fårhuslejr, hvor man internerede ”landssvigerne”, som de blev kaldt. I alt blev omkring 3500 mænd fra det tyske mindretal interneret efter Befrielsen, mens de tyske skoler, som mindretallet havde drevet, blev lukket, og bygningerne inddraget af den danske stat.
Årene efter krigen forklarer i høj grad, hvorfor der i dag er stor forskel på antallet af medlemmer i de to mindretal på hver sin side af grænsen, anslået 15.000 i det tyske mindretal og op imod 50.000 i det danske mindretal.
Det mener Tobias Haimin Wung-Sung, postdoc ved Center for Grænseregionsforskning, Syddansk Universitet, der sidste år færdiggjorde en ph.d.-afhandling om identitet i det tyske mindretal.
”1945 er på mange måder et skæbneår for mindretallene på begge sider. Det danske mindretal vokser kraftigt, mens det for det tyske mindretal i Sønderjylland er et år, der rammer særdeles hårdt,” siger han.
Det tyske trykkeri i Aabenraa blev sprængt i luften sammen med flere tyske mindesmærker i landsdelen. Og derudover fralagde mange i det tyske mindretal sig bevidst deres tyske identitet.
”Jeg har talt med en kvinde, der reflekterede over sin barndom i 1950’erne, og hun fortalte, at der var rigtig mange, der gik ud og købte sig en flagstang og et dansk flag, og så var den potte ude. Rigtig mange ændrer loyalitet og glemmer, at de er tysksindede og siver stille og roligt ind i det danske flertal,” siger han.
Syd for grænsen skete det stik modsatte: Det danske mindretal voksede kraftigt i antal, og tilslutningen til danske foreninger og skoler var stor efter krigen.
Nis Hardt, leder af Dannevirke Museum i Slesvig i Nordtyskland, forklarer det danske mindretals vækst omkring 1945 med enkelt- familiernes helt nære tab.
”Der findes landsbyer syd for grænsen, hvor der før krigen var en familie, som var medlemmer af mindretallet, mens det efter krigen var flere hundrede. Mange tyske sønner var faldet i krigen, og forældrene havde det meget svært med en stat, som de følte havde svigtet dem totalt. De havde god grund til at vende Tyskland ryggen,” siger han.
I Nis Hardts egen familie førte krigen til en ”nyopvækkelse” af det danske, og han er enig i, at 1945 er et særdeles vigtigt år for identiteten i regionen, som den efterfølgende har udfoldet sig.
”Det er efterdønningerne af en national fortid, som flakker op i forbindelse med Danmarks besættelse. ’Og så lige netop Tyskland!’, har man tænkt i Sønderjylland. Det ender med at tage endnu en generation, før man begynder at komme derhen, hvor man kan forliges indbyrdes,” siger han.