Prøv avisen

1970’ernes frihedsbølge vendte det blinde øje til børnemisbrug

Her ses gruppen Unge Kristne under en demonstration på Rådhuspladsen i København i protest mod frigivelsen af billedpornografi den 1. juli 1967. Foto: Erik Gleie/Ritzau Scanpix/arkivfoto

Først efter 40 år er det fulde omfang af en misbrugssag mod 22 børneskuespillere blevet afsløret. I kølvandet på den seksuelle frihed i 1970’erne fulgte en blindhed over for overgreb mod børn

I årene 1976 og 1978 var Sebastians sange ”Måske ku’ vi” og ”Du er ikke alene” sande landeplager i forbindelse med to populære film af samme navn. Filmene var to af en datidig filminstruktørs bidrag til en bølge af anti-autoritære ungdomsfilm i den anden halvdel af årtiet.

Men i forbindelse med optagelserne af de populære ungdomsfilm blev helt unge børneskuespillere seksuelt krænket og i flere tilfælde voldtaget. Det har de berettet om i TV 2 og Politiken, der gennem de seneste uger har fortalt, hvordan to unge pædagoger sprang ud som filminstruktører og udnyttede deres position til at have sex med børn.

Den ene af dem blev i 1977 dømt for at have misbrugt mindreårige, men overgrebenes fulde omfang er først kommet frem i dag. 22 tidligere børneskuespillere har fortalt, hvordan overgrebene i flere tilfælde har mærket dem for livet. De to filminstruktører bor i dag i Thailand og ønsker ikke at stå frem.

Ligesom i dag var seksuelle forhold mellem børn og voksne et tabu for brede kredse i befolkningen i 1970’erne. Men en lille gruppe frontløbere i den seksualpolitiske kamp betragtede det som legitimt at have sex med mindreårige, hvis ellers det – som det blev formuleret – foregik frivilligt. Også tonegivende fagfolk havde markante udlægninger af pædofili, der er helt anderledes end i dag. Weekendavisen citerer fra Gyldendals opslagsværk fra 1971 ”Pædagogisk Sexologi” den mangeårige børnepsykiater ved Rigshospitalet Kai Tolstrup for følgende ekspertudsagn:

”Man skal passe på ikke at undervurdere børns egen andel i uterlighedshandlinger. Jeg kunne være fristet til at supplere begrebet ’børnelokker’ med udtrykket ’voksenlokker’ om visse børn.”

Journalist og debattør Flemming Chr. Nielsen, der i en årrække var ansat på Morgenavisen Jyllands-Posten, mener, at der i kølvandet på den seksuelle frigjorthed i 1970’ere fulgte en ”blindhed” over for seksuelle overgreb mod børn. I årene efter pornografiens frigivelse i 1969 boede han i en lejlighed i Mejlgade i Aarhus. I stueetagen var der en kæmpestor pornobutik.

”Dengang blev jeg ikke forarget, og det blev andre heller ikke. Jeg tror, det skyldes, at vi alle ligger under for en tidsånd, og tidsånden dengang var, at også børnepornografi skulle accepteres. Men siden har jeg fået enorm respekt for Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti,” siger Flemming Chr. Nielsen og henviser til, at Inge Krogh var en af de ganske få, der protesterede mod pornografi med børn, da pornografien blev frigivet i 1969 og frem til 1980, hvor forbuddet mod salg af børneporno blev vedtaget i Folketinget.

”Jeg har læst folketingsdebatterne fra dengang, og det er grotesk at se, at man hele tiden henviste til den såkaldt psykologiske fagkundskab i stedet for at tage personlig stilling. Den konservative Ellen Strange Petersen var den eneste, der spurgte til, hvad der skete med børnene,” fortæller Flemming Chr. Nielsen.

Inge Krogh, der først blev valgt til Folketinget i 1973, førte sin kampagne rundt om i landet. Hun var et yndet offer i datidens ugentlige satireprogram på DR ”Uha-uha”. Ifølge Flemming Chr. Nielsen negligerede store dele af samfundet, at de børn, der optrådte i de børnepornografiske magasiner, var ofre for overgreb.

”Vi har som samfund nogle blinde vinkler i den tid, vi lever i. Om 40 år vil vi også stille spørgsmål ved nogle af de ting, der sker i vor tid. Det var en blind vinkel, at vi var så opsatte på frihed, at vi ikke bemærkede de alvorlige konsekvenser, som børnepornografi havde for børn. Der vil altid være nogle enkelte, som trodser tidsånden, og de bliver som regel til grin i deres samtid, men får oprejsning bagefter. Jeg ser Inge Krogh som en, der trodsede tidsånden,” siger Flemming Chr. Nielsen.

Han har på Facebook foreslået, at den i dag 97-årige Inge Krogh får en pris for sin indsats dengang.

Accepten af børneporno blev understøttet af adskillige eksperter som for eksempel den fremtrædende psykolog og kriminolog Berl Kutchinsky. Han mente, at det legale salg og produktionen af børneporno i Danmark fra 1969 til 1980 var samfundsgavnligt, fordi det forhindrede overgreb og voldtægt på danske børn, når de pædofile i stedet kunne forlyste sig med film og magasiner.

Inge Krogh forsøgte i 1970'erne forgæves at samle flertal for et forbud mod salg af børnepornografi i Folketinget. Men i 1980 kom den daværende socialdemokratiske justitsminister, Henning Rasmussen, med et revideret forslag, der blev stemt igennem. 22 medlemmer af Folketinget stemte dog imod – heriblandt Preben Wilhjelm fra Venstresocialisterne.

I dag fortryder Preben Wilhjelm ikke, at hans parti undlod at støtte et forbud mod børneporno. Han forklarer, at baggrunden for partiets holdning blandt andet var, at mange fagfolk, herunder også den kendte professor i sexologi Preben Hertoft, vurderede, at børneporno kunne forhindre overgreb mod børn.

”Vi ville godt være med til at sikre, at børn ikke blev misbrugt, så man forbød nye optagelser. Men vi så Kristeligt Folkepartis kampagne som et moralsk korstog. Det var ikke kun optagelser, de ville forbyde, men også billeder og tegninger af nøgne børn. Skulle man så forbyde Skagensmaleres malerier af nøgne drenge på stranden? Vi havde haft de dårlige eksempler med klassisk litteratur, der var blevet forbudt under den gamle pornografilovgivning. Og Wilhelm Freddies billeder befandt sig 30 år i politiets varetægt. Det var sådan nogle rodede ting, der gjorde, at vi sagde, at forbuddet mod børneporno var for uklart,” siger Preben Wilhjelm i dag.

Men viser det ikke, at Venstresocialisterne undlod at tænke på barnets rettigheder?

”Det mener jeg ikke. Vi stemte også imod, fordi forslaget var en del af en ubehagelig bølge, hvor Inge Krogh rejste rundt i landet og fremviste billeder af fostre som led i kampen mod abort. Vi ville afgjort have stemt for et forslag mod børneporno, hvis forslaget havde været tilstrækkeligt præcist og målrettet. I dag mener jeg helt klart, det er godt, at børneporno er forbudt,” siger Preben Wilhjelm.

Lektor ved center for køn, magt og mangfoldighed ved Roskilde Universitet Kenneth Reinicke er enig i, at samfundet i 1970’erne til dels negligerede pædofili.

”Samfundet manglede forståelse for de ulige magtforhold, som et seksuelt forhold mellem børn og voksne er udtryk for. I dag er pædofili blevet et stort forskningsfelt og en videnskab, og vi har fået en langt mere indgående forståelse af emnet,” siger Kenneth Reinicke.

Filminstruktøren Christian Braad Thomsen betegner det til gengæld som en myte, at samfundet dengang vendte det blinde øje til overgreb mod børn. Han optrådte i sidste uge i Deadline på DR 2, hvor han blandt erklærede, at der kan være ”smukke” pædofile forhold, hvilket har udløst vrede reaktioner på Facebook.

”Pædofili har eksisteret til alle tider, og omgangen med børn var ikke mere lemfældig i 1970’erne end i andre perioder. Tværtimod passede vi utrolig godt på børn,” siger Christian Braad Thomsen.

Han understreger, at han er ”totalt” imod pædofili og incest, som han ser som et produkt af syge familieforhold.

”Men det ændrer ikke ved, at nogle af de mest respekterede kunstnere har været pædofile som for eksempel Thomas Mann, der levede et konservativt og meget anstændigt liv. Jeg har selv en bekendt, der fortæller, at han som 12-årig havde sit livs lykkeligste seksuelle forhold til en mand i 30’erne. Det er eksempler, der strider mod principperne,” siger Christian Braad Thomsen.

Psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet betegner det som ”kognitiv forvrængning” og en ”bagatellisering” af et overgreb at mene, at et seksuelt forhold mellem en 12-årig og en 30-årig kan være lykkeligt.

”Paradokset er ofte, at krænkeren kan være omsorgsfuld og med den ene hånd give noget positivt til barnet, men krænke barnet med den anden hånd. Nogle gange vælger ofre for krænkelser at vægte det positive og prøve at fortrænge overgrebet,” siger Kuno Sørensen.

Kuno Sørensen er ikke i tvivl om, at samfundet i kølvandet på 1970’ernes frihedsbølge i alt for mange tilfælde vendte det blinde øje til voksnes seksuelle overgreb mod børn. Den afgørende ændring i holdningen til seksuelt misbrug af børn kom i kølvandet på flere store retssager i 1990’erne. Den ændrede holdning skyldtes ikke mindst, at fagfolk fik en langt mere kvalificeret viden om emnet, og at der efter vedtagelsen af FN’s Børnekonvention i 1989 har været et stigende fokus på børns rettigheder.

I 2003 kom den første nationale handlingsplan mod seksuelt misbrug af børn. På det tidspunkt var Pædofiliforeningen stadig en anerkendt forening, der skrev høringssvar og argumenterede mod en seksuel lavalder. Foreningen lukkede i 2004, efter at TV 2 havde afsløret, hvordan flere medlemmer hjalp hinanden med at begå overgreb mod børn.

I begyndelsen af nullerne begyndte forskerne at interessere sig for de psykologiske mekanismer i overgreb mod børn, og det skulle ændre retssystemets holdning til pædofili. I 2004 skrev Kuno Sørensen selv en videnskabelig artikel om begrebet grooming, der indebærer, at den voksne krænker opbygger et venskab og en fortrolighed med barnet.

”Dermed får krænkeren barnet til at føle, at det skal betale igen på grund af alt det gode, krænkeren gør. Indtil da havde retsvæsenet ofte betegnet pædofile forhold som kærestelignende, fordi der ikke var tale om vold og tvang,” fortæller Kuno Sørensen.

Han nævner den for nyligt afsluttede sag, hvor en præst fra Tømmerup ved Kalundborg i november 2017 blev idømt 10 års fængsel for overgreb mod børn, som et klassisk eksempel på grooming. Præsten var yderst populær blandt sognets unge og forældrene, der i lang tid forsvarede ham.

Kuno Sørensen er ikke i tvivl om, at de tragiske overgreb mod børneskuespillere i 1970’erne ikke er et enkeltstående eksempel fra den tid.

”Det har været en bevægelse i samfundet for at blive mere skarp på børns rettigheder, men omfanget af overgreb mod børn er stadig et stort mørketal. Samtidig er vi ikke som samfund nået derhen, hvor vi kan hjælpe de pædofile, så de kan forholde sig til deres seksualitet. Pædofili er ligesom homoseksualitet et vilkår, som det enkelte menneske må leve med. Det er vigtigt, at den pædofile får hjælp og støtte til, hvordan man kan leve med den seksualitet uden at krænke børn,” siger Kuno Sørensen.