20 minutters togforsinkelse knuste Pamirs drøm om Sverige

Banegården i Flensborg er for mange flygtninge det sidste skift inden ønskedestinationen Sverige. For 17-årige Pamir fra Afghanistan kom den nye grænsekontrol i vejen for hans rejsemål

Pamir flygtede fra Afghanistan for to måneder siden sammen med sine forældre og to yngre brødre. Han kom væk fra familien ved grænsen til Iran og ved nu ikke, om de er levende eller døde. Selv kom han søndag aften 20 minutter for sent til det tog, der kunne have ført ham til hans drømmedestination Sverige.
Pamir flygtede fra Afghanistan for to måneder siden sammen med sine forældre og to yngre brødre. Han kom væk fra familien ved grænsen til Iran og ved nu ikke, om de er levende eller døde. Selv kom han søndag aften 20 minutter for sent til det tog, der kunne have ført ham til hans drømmedestination Sverige. . Foto: Benjamin Nørskov.

En togforsinkelse kan være voldsomt irriterende, men sjældent fatal. Det blev den imidlertid for den ifølge egne oplysninger 17-årige afghaner Pamir og fem jævnaldrende unge mænd, som han mødte på sin rejse gennem Tyskland.

Tirsdag formiddag sidder de seks unge tæt sammen og skutter sig på en bænk på Flensborg Banegård. De er lettere rådvilde, men ikke fortvivlede - dertil har de prøvet alt for meget på deres to måneder lange rejse fra Afghanistan, og nu er de nået til et sted, hvor de føler sig trygge. Målet for Pamir har hele tiden været Sverige, for der bor nogle af hans venner og familiemedlemmer.

Det var lige ved at lykkedes, men det tog, han var med fra Hamborg til Flensborg søndag aften, var en smule forsinket, og dermed nåede han ikke toget videre ind i Danmark og til Malmø inden midnat, hvor Sverige indførte id-kontrol på alle tog. 20 minutter gjorde forskellen, og nu sidder han her og tør ikke rejse ind i Danmark, hvor der i mandags blev indført stikprøvekontrol ved grænseovergangene fra Tyskland.

Han har ikke noget pas, og med sit ønske om at rejse videre til Sverige vil han efter al sandsynlighed blive tilbageholdt af dansk politi.

”Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre. Foreløbig venter jeg bare,” siger han og trækker på skuldrene.

Pamir skal lede efter de engelske ord, men vil gerne fortælle om sin tur fra Afghanistan gennem Pakistan, Iran, Tyrkiet og via Grækenland op gennem Europa.

Ved grænsen mellem Østrig og Tyskland slap han igennem, fordi han løj og sagde, at han ville blive i Tyskland, men nu er han altså foreløbig strandet i Flensborg. Tyskland lukkede i slutningen af 2015 grænsen mod Østrig for flygtninge, der ikke ville søge asyl i Tyskland, men brugte landet som transit til Sverige eller andre skandinaviske lande.

”Jeg savner min familie,” siger Pamir.

Forældrene og to yngre brødre kom han væk fra ved grænsen til Iran, og siden har han ikke hørt fra dem.

”Det var et farligt sted med meget skyderi, så jeg frygter, at de ikke længere er i live,” siger Pamir, der helst ikke vil have sit efternavn frem.

I Flensborg har Pamir og hans nye venner overnattet i en tidligere møbelbutik, der er omdannet til midlertidig sovesal. Sovesalen drives af frivillige, og det samme gør det modtagecenter, der er indrettet i den ene halvdel af ankomsthallen på byens banegård. Skilte med ”Welcome” og ”Everything for free” konkurrerer om opmærksomheden med et skævt juletræ af plastik, der endnu ikke er pillet ned.

Her er borde og bænke, en madbod med blandt andet frugt, frisksmurte hindbærsyltetøjs- og nutellamadder og babymos på glas samt altid varm kaffe og te på store termokander. I et legehjørne rammet ind af lyse træplader sidder to mørkhårede småbørn og leger med legoklodser, og nogle få voksne flygtninge går omkring i rummet eller er i gang med at prøve vinterjakker og varme striktrøjer inde bagved i tøjdepotet.

Ved en informationsskranke, der hver dag siden den 9. september 2015 i døgndrift har været bemandet af frivillige fra Flensborg og omegn, står Pelle Hansen. Trods sit danskklingende navn er han tysker, født og opvokset i Flensborg.

Han er kommunalpolitiker i byen, valgt af partiet De Grønne, og så er han lærer for børn med indlæringsvanskeligheder på en af byens folkeskoler. Han tilbringer op mod 30 timer om ugen på banegården og har fra begyndelsen været med i den frivillighedsgruppe, der opstod spontant på Facebook, da flygtninge i stort antal begyndte at rejse gennem Tyskland.

”Jeg gør det, fordi jeg er et kristent menneske, og det her er en kristen historie,” siger han og fortæller i samme åndedrag om sit møde med et syrisk ægtepar samme morgen.

”De var en slags nutidens Maria og Josef. Hun var højgravid, og han var stærkt bekymret. Deres ønske var at rejse igennem Danmark til Sverige, og da jeg fortalte dem om den nyindførte grænsekontrol, og at det sandsynligvis var spild af penge at købe togbillet til Danmark, valgte de at søge asyl her i Tyskland,” siger Pelle Hansen.

Denne tirsdag har han god tid til at snakke med de enkelte flygtninge. Det har været en rolig nat med kun 30 overnattende, slet ikke som i månederne op til jul, hvor det ikke var usædvanligt med 500 eller flere overnattende og det tredobbelte antal på dagsgennemrejse.

”Det er en virkelig stille morgen, her er nærmest helt underligt,” siger han og smiler.

På disken foran Pelle Hansen er fastklistret et stykke pap, der oplyser om togtider og især om, at det kan betale sig at rejse flere sammen på en gruppebillet. Han ser det som sin fornemste opgave at informere flygtningene bedst muligt. Til dem, der ikke taler engelsk, får han hjælp af frivillige, der taler farsi og arabisk.

Bagved madboden er et større lokale indrettet til en butik, hvor alt er gratis. Her er Birgitta Hansen i gang med at udlevere en lille sprayflaske med barberskum og en engangsskraber til en ældre mand. Kommunikationen foregår ved hjælp af fagter, og det er ikke noget problem for de to at forstå hinanden.

Birgitta Hansen er til daglig kontorassistent i Flensborg, men er to-tre morgener om ugen at finde på banegården.

”Jeg har så ondt af de mennesker, der er nødt til at forlade deres hjem. Det gør indtryk på mig at se deres triste øjne, men også det lille smil, der kommer, når de opdager, at vi gerne vil hjælpe dem,” siger hun.

Mens vi snakker, kommer Pamir og en af de andre unge afghanere ind i ”butikken”. Han oversætter for vennen, der ikke kan engelsk, og som trænger til noget varmt tøj.

Heldigvis bugner hylderne af strikkede trøjer, vinter-jakker, handsker, halstør-klæder og huer, og Birgitta finder hurtigt noget, der passer.

”Der skal være lidt luft imellem, så du kan holde varmen,” forklarer hun på engelsk den unge mand, der gerne vil have tøjet så stramtsiddende som muligt.

Med frostgrader og en vind, der nærmer sig kuling udenfor, er der koldt på banegården og brug for tøjet, der hver dag bliver afleveret i store og små poser.

”I begyndelsen var det kun folk herfra Flensborg, der kom og afleverede ting, men rygtet har spredt sig, og nu har vi mennesker, der kommer helt fra Hamborg med ting og sager,” siger Birgitta Hansen.

Hun fortæller også om ældre damer, der kommer med seks æg, de har kogt og gerne vil donere til madboden og om folk, der har indkøbt babymos eller tandbørster for deres sidste penge.

”Det er ikke altid dem, der har mest, der giver mest,” som hun siger.