Prøv avisen

Mit våben er tilgivelse

Gonzalo Vargas. -- Foto: Peter Kristensen.

Han får bind for øjnene og bliver spændt fast på en metalbriks. Så bliver der sat elektroder på hans fingre, hænder, i baghovedet, på kønsorganerne og under fødderne. Og så får han elektrisk stød.

Mange stød.

Og længe.

Han skriger af smerte, og på et tidspunkt tror bødlerne, at han er død.

Det er snart 35 år siden, at 65-årige Gonzalo Vargas spillede hovedrollen i denne virkelige torturscene, der fandt sted i Chile. I dag er han pensionist, bor i Fakse og kæmper hver dag en mental kamp mod sine tidligere bødler.

-- Det er en værdikamp mellem hadet og kærligheden. Vil jeg vælge at leve i bitterhed og hævngerrighed, eller vil jeg insistere på at leve et normalt liv? Jeg kæmper for det sidste, siger han.

Optakten til hans kamp går tilbage til 1970. Her bliver Gonzalo Vargas som ung og universitetsuddannet i filosofi og teologi ansat under Salvador Allende socialistiske regering. Jobbeskrivelsen lyder på at udvikle jordreformer og oplyse de fattige bønder om socialismens muligheder. Det er dette arbejde, som får store konsekvenser for Vargas, kort tid efter at Augusto Pinochet kommer til magten i 1973.

Gonzalo Vargas bliver tilbageholdt af militæret, der betegner ham som en "farlig ideolog". Under det første forhør bliver han spændt fast til en stol med bind for øjnene. Han kan derfor kun høre de mennesker, som udspørger og tæsker ham.

-- Pludselig kunne jeg genkende en stemme. Det var min sekretær, Martin, som arbejdede for mig under Allende. Jeg troede, han var min ven, siger Gonzalo Vargas og forklarer, at "vennen" i løbet af tre år har aflagt rapport om Vargas' politiske engagement til efterretningstjenesten i Chile.

Med forhøret følger torturen.

-- På det tidspunkt sagde jeg til Gud, at jeg var parat til at dø. Jeg troede ikke, jeg kunne klare mere, fortæller Gonzalo Vargas.

Men han overlever og bliver sat i isolation. Her kan han høre, at en gammel ven er til stede i en celle tæt ved ham. De kan hviske sammen, og vennen fortæller, at de har brækket hans ben, amputeret noget på ham og trukket hans negle ud.

-- Han bad mig om at holde ham i hånden, for han var så bange for at dø alene. Men jeg var lænket. Han skreg og skreg, men pludselig skreg han ikke mere, siger Vargas.

Siden har han ikke hørt om vennen.

Efter ugers isolation og nogle ophold i forskellige fangelejre ender Gonzalo Vargas i et fængsel, hvor han sidder et år.

Det er uklart, hvorfor han bliver løsladt, men Røde Kors og Amnesty International mener, at Gonzalo Vargas bør flygte fra Chile. Flere venner og tidligere kolleger er nemlig allerede forsvundet.

Der er sne på landingsbanen, da han lander i Århus Lufthavn den 24. november 1974. Han er nu 33 år, politisk flygtning og skal leve i eksil i det lille land mod nord.

Hverdagen fyldes ud med undervisning i det svære sprog, men fire måneder efter ankomsten finder Gonzalo Vargas med hjælp fra en præst et job, hvor han skal gøre rent og lave mad. Danskerne er hjælpsomme og imødekommende, men han får ikke lov til at glemme sine oplevelser. De psykiske følger af torturen viser sig nemlig hurtigt.

-- Jeg kunne gå på gågaden i Århus og være angst for, at der var en bag mig, som ville slå mig ihjel, siger han.

I dag er der langt imellem følelsen af forfølgelsesvanvid, men nætternes mareridt forsvinder nok aldrig:

-- Jeg har magten over mine tanker, når jeg er vågen. Men når jeg sover, så er det min underbevidsthed, som hersker. Her genoplever jeg smerten og angsten.

I Danmark forsøger Gonzalo Vargas gennem 1970'erne og 1980'erne at opbygge en almindelig tilværelse. Han underviser i spansk og møder derigennem sin hustru, som han lever sammen med, til hun dødei 2003. De fik også en søn sammen. Men tankerne om tortur og uvisheden om hans syv søskendes skæbne fylder mere, end godt er. Han skriver løbende digte, men forløsningen kommer ikke.

-- Tankerne er på det tidspunkt ved at æde mig op, og derfor begynder jeg en intens dialog med mig selv. Her erkender jeg, at jeg ikke må lade bødlerne straffe mig resten af livet, siger han.

Gonzalo Vargas har takket nej til professionel hjælp. Han har selv villet kæmpe kampen mod bødlerne, og hertil har han valgt to våben. Socialt engagement og tilgivelse. Et valg, der langt fra er tilfældigt. Tilbage i barndommen tog hans far ham nemlig med til både politiske og religiøse møder.

-- Til de politiske møder så jeg, at det var konstruktivt at være med til at sprede budskabet om et omsorgsfuldt og socialt bevidst samfund. Mens jeg i kirken og til de religiøse møder indså, at de kristne budskaber om næstekærlighed og tilgivelse er den rette vej, hvis man foretrækker et normalt liv, som ikke styres af had og ondskab, siger han.

Det sociale engagement viser sig helt konkret ved, at Gonzalo Vargas gennem mange år har holdt foredrag i Amnesty International.

-- Jeg bruger min smertefulde erfaring til at lære de kommende generationer, at ondskaben skal bekæmpes. Ikke med vold og had, men med viden, information og erfaring, siger han.

Samtidig skaber han også kontakt mellem chilenske unge, som mangler penge til at få en uddannelse, og danske familier, der gerne vil være sponsorer.

Hvor foredragene er meget konkrete, er det personlige arbejde med at tilgive mere ukonkret. For det handler om fornemmelser og følelser. For 17 år siden rejste han tilbage til Chile for første gang siden 1974. Han genså sine søskende, som alle havde oplevet grusomme ting, men som var i live. Han mødte også sin tidligere "ven" og sekretær.

-- Jeg sagde til ham, at jeg havde tilgivet ham for de ting, han havde udsat mig for. Det var en sejr for mig, siger Gonzalo Vargas.

Men tilgivelsen forbliver en livslang proces for Gonzalo Vargas.

-- Tilgivelsen skal plejes og have næring hele tiden. Derfor er det en permanent kamp, for de negative tanker ligger hele tiden og lurer for at overtage, siger han.

En del af tilgivelsen har også været at finde frem til en forklaring på, hvordan mennesket psykologisk set kan udvikle sig til bøddel. Den viden besidder Gonzalo Vargas i dag.

-- Bødlerne var selv ofre. De var ofre for et system af ondskab, indoktrinering og had. Den viden har gjort det muligt for mig at tilgive, siger han.

bendix@kristeligt-dagblad.dk

Du er tilgivet, min bøddel

Du, der var besat af ondskab

og gav mig så mange smerter

på min krop

på min sjæl

under militærdiktaturet

i Chile

Du, der blev opdraget i bødlernes skole

til at mishandle dit eget folk

knække deres personlighed

og værdighed

Du, en magtfuld bøddel,

jeg, et magtesløst offer

i voldsspiralen

Dig, har jeg tilgivet

i går

i dag

også i morgen

Ovenstående digt skrev Gonzalo Vargas i denne måned. Digtene hjælper mig i kampen for at leve et normalt liv, fortæller den 65-årige dansk-chilener.