2010’erne blev de bøjede nakkers årti

I begyndelsen ville jublen over smartphones og iPads ingen ende tage, og de kom med helt ind i klasseværelset. I dag må en hel civilisation gøre op med sig selv, om tech-giganterne også i næste årti skal have frit spil og magten over os, mener professor

Der findes et før og et efter skærmenes indtog.

Da sognepræst i Hjortshøj ved Aarhus Morten Skovsteds tre ældste børn var yngre, løb de hjem til kammeraterne efter skole for at lege. Det ændrede sig med hans fjerde barn, der i dag er 12 år.

”Efter skole sendte han og kammeraterne bare en sms til hinanden, hvor der stod ’fort?’ for computerspillet Fortnite, og så var det ellers hjem foran skærmen og spille i mange timer, hvor de godt nok var sammen i spillet – men hver for sig. Jeg tøver ikke med at kalde 2010’ernes digitalisering for en dehumanisering af menneskelivet og af nærværet, som vi endnu ikke kender konsekvenserne af,” siger 52-årige Morten Skovsted, der er kendt som en af it-pionererne i folkekirken.

De bøjede nakkers tid kunne man også kalde 2010’erne, hvor de fleste vel kan skrive under på at have siddet i en togkupé eller i et venteværelse uden at kunne få øjenkontakt med nogen, fordi alle var optaget af hver sin lysende mini-computer. På bare et årti har kommunikation flyttet sig fra fysiske samtaler og emails sendt fra stationære computere til sms’er og chats på håndholdte devices, og alt fra avisnyheder til partnere bliver fundet online.

2010’erne blev indledt med iPad’ens ankomst, og NemID blev danskernes adgang til det digitale Danmark. Alle kom på fornavn med personligheder som Facebook-stifter Mark Zuckerberg, Steve Jobs fra Apple og Julian Assange fra Wikileaks. Og med forløb som den såkaldte Nets-skandale, hvor personfølsomme oplysninger blev lækket til ugebladet Se&Hør.

Kort fortalt er digitaliserings-euforien i slutningen af årtiet blevet vendt til skepsis. Det vurderer professor, ph.d. Bent Meier Sørensen, der er forfatter til bogen ”Skærmens magi”. Samtidig understreger han, at vi ikke bare kan give skærmene skylden for udviklingen, selvom det kan være besnærende.

”Vi kan ikke bare projicere skylden over på teknologien. Teknologien har en tendens til at forstærke eller svække de tendenser, vi selv har, og via teknologien udlever vi vores egne drømme eller mareridt. Men mod slutningen af årtiet er vores begejstring for og tillid til tech-giganterne vendt: de er blevet skræmmebilleder. Facebook og Google har forrådt deres oprindelige planer om at forbedre demokratiet for i stedet udelukkende at være optaget af økonomisk profit og politisk magt. Og vi kan med gru konstatere, at mens politikerne har oversvømmets landets klasseværelser med iPads og computere, og forskningen har hyldet de såkaldt digitalt indfødte, viser det sig nu, at det har forringet læringen ganske betydeligt.”

Bent Meier Sørensen sammenligner tiden, vi nu befinder os i, med 1930’erne, hvor en række nationer måtte beslutte, hvorvidt de ville bekæmpe Hitler eller gå i dialog med ham. Særligt Europa må nu tage stilling til, om det vil gå til kamp mod ”det totale tech-regime”, siger professoren, der ikke vil afvise, at der kan være både generationer og lande, der er tabt allerede:

”For eksempel er USA i mine øjne demokratisk set så nær på en tabt nation, man kan komme. USA har helt opgivet at forsvare sine egne præmisser og har givet tech-giganterne frit spil. Det så vi allerede under præsident Barack Obama, som nærmest var forlovet med Google.”

”Heldigvis ser man blandt andet på Margrethe Vestagers kamp mod samme Google tegn på, at vi tager kampen op og søger tilbage mod den europæiske tradition for frie forsamlinger, uddannelse ansigt til ansigt og demokrati. Og på det helt nære plan vil det blive mere taberagtigt at stå bøjet over telefonen i det offentlige rum eller modtage et telefonopkald midt i et møde: Eliten vil løfte øjnene fra skærmene og se andre ansigt til ansigt. Jeg ser tegn på besindighed, hvor vi vender tilbage til autenticiteten.”

Stine Liv Johansen er formand for Medierådet for børn og unge og lektor, ph.d. på Aarhus Universitet. Hun bor i Odder Kommune, der i 2011 var landets første til at indføre iPads i folkeskolen – og dermed et konkret eksempel på, hvordan samfundets syn på teknologi har ændret sig i løbet af årtiet.

”Dengang gik diskussionen primært på, hvem der skulle betale, når de bekostelige iPads gik i stykker. I dag handler samtalen på folkeskolerne i Odder og mange andre steder i højere grad om datasikkerhed, overvågning og børnenes adfærd på nettet. Vi er gået fra at have både meget konkrete forhåbninger og konkrete bekymringer til langt mere komplekse diskussioner om, hvordan skærmene har grebet ind i vores liv og vores måde at være sammen på.”

Problemet med diskussionen om digitaliseringen er, at den altid deler sig i to lejre, påpeger Stine liv Johansen:

”Det er nemt at lade sig forarge, når man sidder i en togkupé, hvor alle sidder bøjet over hver sin smartphone, men vi ved jo i princippet ikke, hvad de laver. Om de arbejder, ordner bankforretninger, skændes med kæresten eller læser avisen. Det, der på overfladen kan synes tomt og meningsløst, kan vise sig at være fuld af substans. Derfor må vi have skærmene frem i lyset og dele med hinanden, hvad vi laver. Det gælder både i hjemmene, i skolerne og i samfundet i det hele taget.”