3500 jobs i 2020. Det er, hvad regeringen forventer, at udspillet til en reform af beskæftigelses- og aktiveringspolitikken kan give. Udspillet, der bærer titlen Vejen til varig beskæftigelse den enkelte i centrum, blev præsenteret i går af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
Langt hovedparten af forbedringen i beskæftigelsen skyldes et enkelt forslag: Nemlig at de mange indviklede refusionsordninger for kommunerne skal forenkles.
Regeringen vil stoppe kommunernes spekulation i, at staten refunderer dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension og aktiveringsordninger med forskellige satser. Kommunerne skal kort sagt have en større økonomisk gulerod for at få de arbejdsløse i gang med et job i stedet for at flytte dem rundt mellem de offentlige kasser.
LÆS OGSÅ: Ud med aktivering - ind med uddannelse
Det forslag alene skulle forbedre den såkaldte strukturelle beskæftigelse med 3000 jobs i 2020. Det viser samtidig, at beskæftigelseseffekten af alle de øvrige forslag er begrænset. 500 jobs skulle det blive til. Regeringen vil spare og effektivisere for 600 millioner kroner, men alle pengene og lidt til skal bruges på at uddanne de ledige bedre, så de kommer i varige job.
Blandt forslagene er, at ufaglærte, der er fyldt 30 år, tilbydes uddannelse i op til to år på 80 procent af den højeste dagpengesats. I det hele taget har regeringen øjnene rettet mod de ufaglærte og dårligt uddannede. Pengene til forbedringerne skaffes ved blandt andet at stoppe den meningsløse aktivering.
Med de budskaber er der dømt delvis fred og idyl på dagens 1. maj-møder, i hvert fald fra hele den etablerede fagbevægelse. Muligvis vil aktivister på den yderste venstrefløj stadig protestere højlydt, men på resten af venstrefløjen er der lettelse at spore. Enhedslisten modtager regeringens udspil med positive kommentarer, selvom partiet stadig er optaget af at få forlænget dagpengeperioden igen.
Så reformen skulle have en let gang på jord med SF og Enhedslisten. De Radikale har erkendt, at hvis regeringen overhovedet skal have en chance for at overleve, må den åbne sig for en mere venstreorienteret linje i beskæftigelsespolitikken.
Der er bare et problem. Reglerne om aktivering indgår i et bredt politisk forlig, som omfatter alle Folketingets partier, bortset fra Liberal Alliance og Enhedslisten.
Det betyder efter de uskrevne regler på Christiansborg, at regeringen enten må indgå et nyt forlig med de samme partier eller bryde forliget i en aftale med SF og Enhedslisten og i så fald kan ny lovgivning først træde i kraft efter næste valg. Hvilket ikke nytter meget, hvis regeringen alligevel taber valget.
Regeringen og især Venstre står imidlertid milevidt fra hinanden. Venstre ser i modsætning til regeringen en mulighed for at spare store beløb på aktiveringen af ledige. Fire milliarder kroner har været nævnt.
Danmarks samlede aktiveringsindsats koster ifølge OECD 11,7 milliarder kroner om året og er langt den dyreste pr. indbygger i verden. Næsten 13.000 personer er ansat i aktiveringsbranchen. Venstre ønsker besparelser og vil bruge pengene til en vækstplan, der skal give flere jobs i det private erhvervsliv.
De holdninger ligger så langt fra regeringens, at det er svært at se nogen chance for, at partierne bliver enige på denne side af et folketingsvalg. Det efterlader så spørgsmålet om, hvordan regeringen vil komme igennem med sit andet store projekt dette forår en vækstplan, der skal sætte mere gang i beskæftigelsen.
Helt overordnet tegner det seneste udspil et billede af, at regeringen er nået til vejs ende med den hårde reformlinje, der skulle bringe økonomien på ret køl og sikre et større udbud af arbejdspladser. Håbet er, at det økonomiske opsving nu kan bære sig selv frem mod valget, så der bliver råd til et højere offentligt forbrug. Det vil uden tvivl gøre livet lettere for regeringen på kort sigt, ikke mindst i forhold til SF og Enheds-listen.