Frivilligt arbejde kan ikke udføres på kommando

Frivillige bliver i stigende grad brugt som et supplement til velfærdsstaten på blandt andet plejehjem og hospitaler. Men stor del af den frivillige indsats bliver mere og mere styret, og dermed risikerer værdier som uforudsigelighed, nærvær og personligt engagement at gå tabt, lyder advarslen fra forsker i ny bog

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

De 100 frivillige patientstøtter på Nordsjællands Hospital Hillerød fungerer som en slags ekstra pårørende, der kan træde til, når de hospitalsindlagte har brug for menneskelig kontakt og støtte. Samtalerne ved sygesengen må dog aldrig erstatte det professionelle personales opgaver, hedder det i den samarbejdsaftale, der er indgået mellem hospitalet og Dansk Røde Kors. For eksempel skal de frivillige notere på en særlig seddel til sygeplejersken, når de skal hente et glas vand til den syge. Men i virkelighedens verden er det svært at realisere idealet om vandtætte skotter mellem frivillige og fastansatte.

For som en frivillig leder af patientordningen i Hillerød forklarer, duer det jo ikke, at den frivillige besøgsven ikke kan skubbe en seng ud på gangen eller hente et glas vand til en tørstig patient.

En opgørelse fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, viser, at en tredjedel af alle danskere over 16 år laver frivilligt arbejde, og inden for de seneste 10 år er flere tusind frivillige besøgsvenner og aktivitetsmedarbejdere rykket ind på plejehjem og sygehuse. Samtidig har en række kommuner ansat frivillighedskoordinatorer, der organiserer de frivillige til at løse opgaver, som det offentlige i mange tilfælde har defineret på forhånd.

Scenen fra Hillerød Hospital viser, at udviklingen rummer en række dilemmaer. Risikoen er, at det særlige engagement, der kendetegner det frivillige arbejde, går tabt, når kommuner i stigende grad styrer brugen af besøgsvenner efter firkantede retningslinjer, eller når store foreninger måler deres arbejde ud fra de samme ledelsesteorier, som dominerer det private erhvervsliv. Faren er, at de frivillige hænder blot reduceres til velfærdsstatens vedhæng, og at en del af energien og den særlige sjæl i det frivillige arbejde bliver kvalt.

Sådan lyder budskabet i en ny bog ”Frivillighedens logik og dens politik”. Bogen er skrevet af lektor, ph.d. Anders la Cour fra Institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School.

”Frivillighed handler ikke i første omgang om de frivillige og deres organisationer. Frivillighed repræsenterer en særlig form for social praksis. Den frivillige indsats på et plejehjem adskiller sig fra den private omsorg, man yder over for venner og familie, fordi den er organiseret af en organisation. Men den adskiller sig også fra den professionelle omsorg, da den ikke følger en bestemt teori eller metode. I stedet handler den frivillige efter, hvad der giver mening i situationen og i forhold til den person, de hjælper. De værdier risikerer at gå tabt, fordi frivilligheden i tiltagende grad styres og lægges ind i rammer og målbare skemaer,” siger Anders la Cour, der har skrevet bogen på baggrund af mere end 20 års forskning i frivilligt arbejde samt interviews med frivillige i Børns Voksenvenner, Røde Kors frivillige patientstøtteafdeling og Ældre Sagens besøgsvenner.

Bogen fortæller, hvordan den tidligere konservative socialminister Palle Simonsen som en af de første politikere i begyndelsen af 1980erne fik øje på de frivilliges potentiale, og hvordan de i kraft af deres engagement og utraditionelle tænkning kunne være med til at udvikle velfærdssamfundet. Samtidig havde Palle Simonsen dog også blik for, at staten kunne spare penge ved at anvende ulønnede til omsorgsopgaver og dermed holde skatten i ro.

Fra begyndelsen af 1980erne og til langt ind i 1990erne var den politiske holdning til frivilligt arbejde domineret af en ukritisk hyldest. Dette ændrede sig dog, da foreninger fra midten af 1990erne i stigende omfang baserede deres projekter på statslig støtte. Dermed voksede også statens interesse i at få kortlagt effekten af indsatsen. I 2005 søsatte Socialministeriet for eksempel et stort projekt i samarbejde med det private Rambøll Management og tre frivillige organisationer, der med afsæt i erhvervslivets præstationsledelse skulle måle, hvilken forskel den frivillige indsats gør.

”Frivilligheden blev noget, der skulle være styr på, og indsatsen blev i stigende grad betragtet som et supplement til velfærdsstaten. Men jeg mener ikke, at skiftende politikere i tilstrækkelig grad har haft øje for det helt særlige kendetegn ved den frivillige indsats. Nemlig at frivillighed udspringer af et ønske om at gøre noget for en anden, og at frivillighed netop ikke kan tæmmes, inddæmmes og puttes i skemaer,” siger Anders la Cour.

I dag er diskussionen om samarbejde mellem den frivillige og professionelle verden domineret af forestillingen om fælles regler for, hvad de frivillige må, og hvad der er de professionelles opgave. Kvalitet i den frivillige sociale indsats bliver ifølge Anders la Cour alt for ofte forvekslet med, at de frivillige indretter deres opgaver efter, hvad for eksempel hospitalet eller plejehjemmet på forhånd har besluttet, at de skal udføre.

”Men det er simpelthen ikke der, frivillighedens styrke ligger. Der er ikke to besøgsforhold, der er ens, eller to patientstøtter, der udøver deres indsats på samme vis. I dag er der risiko for, at denne særlige kvalitet ved frivilligheden, som samtidig rummer dens fornyende potentiale, opgives til fordel for en politik, der kun kan genkende kvalitet ved frivillighed, hvis den udøves som et goldt supplement til den offentlige velfærdsindsats,” siger Anders la Cour og fortsætter:

”Hvis en plejehjemsleder inviterer en frivillig som gymnastikinstruktør, nytter det ikke at indkapsle instruktøren i regler. Vi hylder de frivillige for nærvær og forudsigelighed, men det er netop de ting, der risikerer at gå tabt, hvis ikke det anerkendes, at frivillighed som udgangspunkt ikke kan styres på samme måde som lønnet arbejde. Det offentlige skal passe på, at det ikke får for travlt med at ændre på frivilligheden, så den helt mister sine særlige kvaliteter og i stedet reduceres til ulønnet arbejdskraft og en billig måde at få løst en række velfærdsopgaver på.”

Han mener, at de plejehjem og hospitaler, der inviterer frivillige indenfor, er nødt til at acceptere et vist anarki.

”Hvis det offentlige tør tage sin egen søgen efter frivillighedens nærvær alvorligt, må man også have modet til at invitere den frivillige og mere anarkistiske logik indenfor på institutioner og plejehjem. Det kan skabe liv der, hvor der førhen måske kun var et mere rutinepræget nærvær. Men det medfører også, at man inviterer en uforudsigelighed ind der, hvor der før var sikkerhed. Det kan give mange udfordringer i forhold til personalet, der kan have svært ved at håndtere, at de frivillige ikke har samme forudsigelighed og ensartethed som de ansatte.”

Maria Blankensteiner, frivillighedskonsulent i Ældre Sagen

Er det rigtigt, at det frivillige arbejde risikerer at blive kvalt af målinger og moderne ledelsesteorier?

"Ja, Anders la Cour har en pointe. Det er en misforståelse, at man kan styre frivillighed. Kommunale ledere kan godt sidde bag skrivebordene og lave frivillighedsplaner og strategier, men hvis frivilligt arbejde skal vokse og gro, handler det om at give råderum. Jeg kan godt blive bekymret, når kommunerne begynder at organisere egne kommunale frivillige. Man må ikke tænke de frivillige som en del af et velfærdsapparatet, for så overser vi, hvad det frivillige arbejde indeholder. Der er for eksempel mange ensomme ældre på landets plejehjem, og der er i den grad brug for frivillige. Men vi er nødt til at forstå, at en frivillig indsats lever af lyst og dør af tvang. Når man ønsker frivillige på et plejehjem, er det vigtigt, at man ikke fra starten tænker på kommunens behov. Det er meget vigtigt at finde ud af, om det frivillige arbejde gør en forskel, men vi må finde nye målemetoder, der ligger langt fra new public management. Vores besøgsvenner opbygger et venskab med de ældre. Derfor vil det for eksempel være dybt krænkende, hvis vi begynder at måle på kvaliteten af det enkelte venskab."

Hans Nikolaisen, kommunaldirektør i Randers Kommune

Er det rigtigt, at frivillighed risikerer at blive kvalt af offentlig styring og moderne ledelsesteorier ?

"I Randers Kommune, hvor vi har omkring 8500 ansatte, er der stor set ikke den institution eller det plejehjem, der ikke har tilknyttet frivillige, og jeg kan ikke genkende billedet. Jeg er enig i, at der opstår nogle dilemmaer, når frivillige inviteres indenfor. Det er der blandt andet i forhold til medarbejderne, som kan være bekymrede for deres job. Eller der kan være opgaver, som det er bedst, at kun de ansatte løser. Disse dilemmaer forsøger vi at løse ved at have en dialog om emnet. Der er masser af gode eksempler på, at de frivillige bliver brugt på en god måde. Jeg kan ikke genkende, at de bliver styret stramt. Der er opgaver, de ikke må løse af hensyn til personalet. Men jeg oplever alligevel, at der på de fleste områder er meget stort råderum."