”Da jeg kom hjem i levende live, brød drengene sammen”

Simon Skovgaard troede for tre år siden, at han skulle dø. Hans lever kunne ikke mere. Men som Jehovas Vidne ønskede han ikke at modtage det donorblod, som lægerne i Danmark bruger under transplantationen. Et telefonopkald fra Sverige ændrede det hele

Simon Skovgaard lever i dag et normalt liv, hvor han blandt andet er træner for fodbolddrengene i Hørning ved Aarhus. Med til træningen er hans to drenge, Samuel Skovgaard på 12 år og Silas Skovgaard på 8 år, som for tre år siden troede, at de skulle miste deres far. Men en ny donorlever, som Simon Skovgaard fik transplanteret under en blodfri operation i Sverige, gav ham livet tilbage.
Simon Skovgaard lever i dag et normalt liv, hvor han blandt andet er træner for fodbolddrengene i Hørning ved Aarhus. Med til træningen er hans to drenge, Samuel Skovgaard på 12 år og Silas Skovgaard på 8 år, som for tre år siden troede, at de skulle miste deres far. Men en ny donorlever, som Simon Skovgaard fik transplanteret under en blodfri operation i Sverige, gav ham livet tilbage. . Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Den 5. marts for tre år siden vækkede Simon Skovgaard sine to drenge, der dengang var fem og otte år. Det var tid til at tage afsked. For altid. Simon var dødeligt syg, og han troede ikke selv på, at han ville overleve det, der nu skulle ske inden for det næste døgn. Han skulle have en ny lever men uden brug af donorblod, som man normalt bruger under så stor en operation.

”Vi havde vi lige puttet børnene. Jeg sidder og sprøjter mig med Epo i soveværelset, da telefonen ringer, og de fortæller mig, at de har en lever til mig i Sverige.”

Lægerne i Danmark har aldrig foretaget sådan en operation uden at tilføre donorblod. Derfor måtte Simon til Sverige. I mange år har han nemlig lidt af tarmsygdommen colitis ulcerosa. En sygdom, hvor tyktarmen er i kronisk betændelsestilstand, og som til sidst kan udvikle sig til en galdevejssygdom, der angriber immunforsvaret og ødelægger leveren. Det var det, der nu var sket for Simon Skovgaard.

Han er i dag 44 år og rask, men gennem sit liv har han været indlagt på hospitalet mange gange på grund af tarmsygdommen. For ni år siden fik han fjernet hele tyktarmen, og her konstaterede lægerne, at han også havde tarmkræft. Han fik en stomi, men efter tre år fik han lavet en kunstig endetarm og kunne derfor smide stomiposen ud. Begge operationer blev foretaget uden brug af donorblod. For han og familien er Jehovas Vidner, og derfor ønsker han ikke at modtage blod. Men i forbindelse med den sidste operation kunne lægerne nu se, at han havde udviklet den kritiske galdevejssygdom. Hurtigt derefter begyndte hans helbred at skrante mere og mere, fordi leveren var stærkt påvirket.

”Jeg havde skrumpelever, blodsprængte øjne, var gul i huden og vejede kun 57 kilo, selvom jeg er 180 centimeter høj og normalt vejer 30 kilo mere. Jeg var dødssyg og blev indlagt med indre blødninger,” fortæller Simon Skovgaard.

Hans blodprocent var kun på 2, selvom den normalt er på 9. Men han ville ikke i behandling med blod. Derfor behandlede lægerne Simon Skovgaard med Epo, der stimulerer knoglemarven til at producere de røde blodlegemer, som fører ilt rundt i kroppen. Men for tre år siden fik han så at vide, at lægerne ikke kunne gøre mere for ham. For de kunne ikke sætte ham på ventelisten til en ny lever, da de ikke kunne indfri hans ønske om at blive transplanteret uden blod.

Epo-behandlingerne fik dog blodprocenten til at stige, og i en periode reddede det hans liv. Men han vidste godt, at det var på lånt tid, for leveren blev dårligere og dårligere. Men en dag tog forløbet en uventet drejning.

”Da jeg ligger der på hospitalet og har fået at vide, at jeg skal dø, kommer de to overlæger og spørger mig, om jeg gerne vil transplanteres, hvis jeg kan blive det uden brug af blod.”

Det ville Simon gerne, og han blev hurtigt undersøgt på kryds og tværs for at blive udredt, så han kunne komme på den svenske venteliste til et nyt organ. For på Sahlgrenska Universitetssygehus i Göteborg er der kirurger, som kan og vil operere uden brug af blod. Simon Skovgaard er ked af, at dette endnu ikke er en mulighed i Danmark.

”Jeg har stor respekt for de danske læger og deres beslutning, men håber, de vil kigge lidt på deres udenlandske kolleger og måske revurdere deres beslutning ud fra de udenlandske kollegers erfaringer,” siger Simon, der dog er dybt taknemmelig for, at danske kirurger fra Aarhus Universitetshospital ringede til Sverige.

Det er ikke bare i Sverige, at man er begyndt at lave større operationer uden brug af blod. Det gør man også i andre lande, og i Danmark har man inden for de seneste år fortaget mange flere blodfri operationer inden for ortopædkirurgi og hjertekirurgi. Men når det kommer til blodfri transplantationer, er Danmark stadig ikke med helt i front. Et af de førende lande inden for den blodløse kirurgi er USA, hvor for eksempel Englewood Hospital er kendt i verden for kirurgi uden blod og blandt andet uddanner feltkirurger, der under krig kan operere uden brug af poserne med donorblod. Og 95 procent af patienterne, der bliver opereret på Englewood Hospitals hjerteafdeling, får ikke donorblod under operationen.

Men Simon Skovgaard måtte en tur over Øresund for at få en ny lever. Den 3. marts 2011 blev han godkendt til at komme på den svenske venteliste til en ny lever. To dage senere er det, at telefonen ringer i det lille hjem i Hørning syd for Aarhus.

”Jeg bliver fløjet til Göteborg og afhentet direkte på landingsbanen af en ambulance. Jeg bliver opereret om natten, og de bruger ikke blod. I stedet bruger de en cell safer, der opsamler mit blod, renser det og fører det tilbage ind i kroppen.”

Operationen gik godt, og ni dage efter operationen forlader Simon Skovgaard hospitalet og tager færgen hjem til Danmark. Han kom sig langt hurtigere, end lægerne havde forventet. Efter fire måneder var han tilbage på arbejdet på fuld tid og sidenhen startede han eget lampefirma. Selv tror han ikke kun på, at donorblod kan være skadeligt. Han er også overbevist om, at troen på Jehova har givet ham ekstra kræfter.

”I vores tro symboliserer blod livet. Derfor ønsker vi ikke at modtage blod fra et andet menneske. Jeg blev tilbudt at få tappet eget blod, som jeg så kunne få under operationen. Men så har det været ude af kroppen, og det var derfor ikke en mulighed. Nogen af mine trosfæller vil måske også sige nej tak til at bruge en cell saver, som de brugte under min operation. Det er et samvittighedsspørgsmål for os. Men jeg ser det stadig, som om blodet her er en del af et lukket kredsløb, fordi det blot kommer over i en maskine og så tilbage til mig med det samme,” siger han og fortsætter:

”Det er fantastisk, at man generelt er begyndt at bruge mindre blod i Danmark. Det viser, at lydmuren er brudt lidt ned, og lægerne er nu mere åbne for det. Men der er forskel på dig og mig i den her situation. Jeg har min tro som primær årsag til ikke at ville modtage blod, mens andre fravælger det, fordi det er sundere.”

I dag tager Simon Skovgaard en immundæmpende pille om morgenen, for at kroppen ikke skal afstøde leveren. Ellers mærker han ikke noget til, at han har et fremmed menneskes lever i kroppen. Han rejser, spiller golf, badminton og er træner for et drengefodboldhold. Noget anderledes så hans liv ud den aften i marts, hvor han tog afsked med sin familie. Derfor brød de to drenge også sammen, da han ni dage senere kom hjem til familien i Hørning med et stort smil på læberne.

”De har jo levet med en syg far hele deres liv. Så de forstod godt, at det ikke var for sjov, da jeg vækkede dem for at sige farvel. Men da jeg så kom hjem i levende live, brød drengene sammen. De græd og græd. For al den frygt, de havde gået og gemt på inde i maven, kom pludselig op til overfladen. Og selvom det nu er mere end tre år siden, får jeg stadig selv tårer i øjnene, når jeg tænker på den dag.”