Der er næppe mange danskere over 40 år, der ikke på et eller andet tidspunkt i deres liv har siddet i et dansk forsamlingshus til en gang suppe, steg og is, når familiens yngste blev konfirmeret, far og mor holdt sølvbryllup, eller bedstemor fyldte 70 år vel og mærke hvis man selv eller familien er bosat uden for landets største byer. De danske forsamlingshuse er nemlig et landsbyfænomen.
Det var omkring 1870, at de første forsamlingshuse blev bygget herhjemme. Til en begyndelse var husene regulære øvelseshuse, der blev benyttet af blandt andre skytter. Men i 1885 udsendtes fra den daværende konservative regering et såkaldt mundkurvscirkulære, der betød, at det blev forbudt at bruge skolernes lokaler til den stigende foreningsaktivitet, der fandt sted i Danmark. Magthaverne følte sig især truet af den voksende politiske opposition og de mennesker, man i dag ville betegne som politiske aktivister. Cirkulæret betød, at der opstod et behov for at finde nye steder at mødes, og her blev forsamlingshusene løsningen.
I starten var det således særligt venstreaktivistiske grupper samt grundtvigianere, der opførte forsamlingshusene, men da Venstre kom til magten i 1901, blev det politiske gradvist neddæmpet og forsvandt som den egentlige drivkraft. Det fortæller Ove Korsgaard, professor på Institut for Uddannelse og Pædagogikved Aarhus Universitet.
”Det blev moderne at få et forsamlingshus i enhver by, og op igennem tiden er der vel blevet bygget 1600-1700 stykker. Foredrag, gymnastik og generalforsamlinger i andelsmejeriforeninger og brugsforeninger blev det, forsamlingshusene brugtes til, ligesom der opstod en tradition for at holde familiefester og juletræsfester der,” fortæller han.
De grundtvigsk inspirerede landsbyforsamlingshuse blev især bygget mellem 1895 og 1915 og var i høj grad andelsbaserede, men ud over at have en folkelig forankring blev de også brugt som hjælpehuse til den lokale skole. Særligt elevernes gymnastik-timer blev henlagt til forsamlingshusene, hvilket er årsagen til, at man i dag stadig vil kunne finde ribber i nogle af husene.
Tilknytningen til skolen var stærk frem til 1960erne, men derefter betød samfundsmæssige ændringer i land-distrikterne samt kommunalreformen fra 1970, at båndene gradvist blev kappet.
”Med reformen i 1970 begyndte man at bygge idrætshaller rundt omkring, som var større og dermed kunne noget, som forsamlingshusene ikke formåede. Mange skoler fik også deres egen gymnastiksal, og samtidig begyndte man at bygge egentlige sognehuse ved kirkerne, hvor menigheden kunne mødes. Derved havde de ikke som tidligere brug for forsamlingshusene. Og de politiske debatter tog tv sig i stigende grad af,” siger Johannes Nørgaard Frandsen, professor og kulturforsker fra Syddansk Universitet, der trods forsamlingshusenes i dag lidt kedelige ry er imponeret over, at der stadig er liv i så mange af dem.
”Der er faktisk stadig omkring 800 forsamlingshuse, som på enten den ene eller anden måde eksisterer, og der foregår også gode ting i mange af dem,” siger han.
Et entydigt svar på, hvordan fremtiden tegner sig for de danske forsamlingshuse, findes næppe. Men i 2010 lavede Landsforeningen Danske Forsamlingshuse en undersøgelse blandt sine 700 medlemmer, hvor de spurgte, hvor mange der følte sig lukningstruede inden for de næste 10 år. Ifølge formanden for bestyrelsen, Anders Sørensen, svarede kun syv procent, at de følte sig lukningstruede. Han mener derfor ikke, at udsigterne er helt så sorte for forsamlingshusene, som det af og til lyder. Dog anerkender han, at der er udfordringer forbundet med at holde forsamlingshusene i live.
”Nogle har det sværere end andre. Det er klart, at forsamlingshusene tæt på de store byer har større udfordringer end dem på landet. De, der bor tæt på en storby, vælger at drage til storbyen i stedet for ud på landet. Så ud af de forsamlingshuse, vi har tilbage, kan det da godt være, at der ryger en 150-200 henover en 10-årig periode,” siger Anders Sørensen og understreger, at det er det lokale engagement, der i sidste ende afgør, om et forsamlingshus består.
Den vurdering er Ove Korsgaard enig i. Han er fra Mors og husker selv at have kommet i to forsamlingshuse fra barnsben. I dag er det ene blevet fuldstændig renoveret og benyttes flittigt, mens det andet netop er blevet tilintetgjort af en bulldozer.
”Det hænger til dels sammen med, at der ikke mere bor så mange på landet som før, så der er ikke brug for alle forsamlingshusene mere. Men man kan også se, at de steder, hvor forsamlingshusene overlever, skyldes det, at lokalbefolkningen er særlig initiativrig, har noget drivkraft og får givet huset en moderne standard, så det er interessant at bruge,” siger han.
Lokalt engagement var præcist det, der tidligere på året reddede Tebstrup Forsamlingshus i Østjylland. Her fik man en ordentlig mavepuster i form af en uventet høj elregning, der truede med at gøre det af med forsamlingshuset. Men her skred et par lokale sponsorer ind og lavede en feberredning på målstregen, fortæller formand for bestyrelsen Lars Clausen, der også tidligere har været med til at lave undersøgelser om, hvorvidt huset overhovedet skulle bevares.
”Hvis ingen gider bruge huset, så skal det sælges, og pengene bruges på noget andet. Men der var stor modstand mod at sælge grunden. Der er opstået en patina og en historie, som man på egnen føler sig som en del af. I dag har vi 50 frivillige hjælpere, der går til hånde ved fester, og når der skal samles ind til loppemarked. Men vi vil selvfølgelig altid gerne have flere medlemmer,” siger han.
I Tebstrup har man moderniseret forsamlings-huset med nyt køkken og nye toiletter store udgifter, som det kan være svært at dækket.
Men hvis ikke det bliver gjort, er forsamlingshusene uinteressante for borgerne. Det pointerer blandt andre Jørgen Møller, lektor på Aalborg Universitet, der forsker i by- og landsbyplanlægning.
”Folk er krævende i dag i forhold til, hvad de var for 20 år siden, og de fester også anderledes. Man fejrer den runde fødselsdag ved at købe en rejse sydpå med familien, eller man går til en restauratør, der står for det hele, fordi man ikke selv gider stå for at arrangere. I mange forsamlingshuse er faciliteterne desuden så dårlige, at der ikke engang kan laves mad der, og at der kun kommer koldt vand ud af hanerne. Det vil folk altså ikke betale for at bruge,” siger han og opfordrer til at tænke ud af boksen.
”Hvis man kun gør, som man plejer, kommer man ingen steder. Dem, der tænker stort, er dem, der siger: Nu lukker vi det, vi har, og så bygger vi et nyt stort forsamlingshus, som kan servicere fire-fem byer og bruges til mange forskellige formål,” siger Jørgen Møller.
Men med den slags stordriftsfordele risikerer man at miste noget helt fundamentalt, mener Anders Sørensen.
”Det vil blive meget sværere at bevare det lokale sammenhold. Generelt er det sådan, at forsamlingshuset er livsnerven i de små byer jo mindre by, jo vigtigere er forsamlingshuset. Når folk kommer til fællesspisning i forsamlingshuset, er det jo ikke kun for at få mad, det er for at tale sammen,” siger han og opfodrer til større politisk interesse for at bevare forsamlingshusene.
”Engang var der vitterligt et behov for den store fælles dagligstue, som forsamlingshuset var. Det er et stykke kulturarv, man ikke bare kan smide ud til højre,” siger han.