Prøv avisen

Lars Løkke - vil han egentlig magten?

Tegning: Rasmus Juul

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, står stadig til at blive statsminister efter næste valg. På sin 50-årsfødselsdag i dag må han dog notere, at sagerne om bilag, tøjindkøb og rejsevaner langt overskygger hans politiske visioner for Danmark

Billedet har brændt sig fast på nethinden. Venstres leder, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, stod bogstavelig talt med ryggen mod muren. Med sveden haglende af panden svarede han uden om journalisternes nærgående spørgsmål om sit kendskab til Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.

Det var den 5. december 2011 på Statens Museum for Kunst, og Venstres pressetjeneste havde selv indkaldt til pressemødet. Efterfølgende undrede mange Christiansborg-journalister sig over forløbet. Hvorfor svarede Lars Løkke Rasmussen så undvigende på de helt centrale spørgsmål om, hvorvidt Thornings skattesag havde været på dagsordenen ved møder i Venstre? Hvorfor fik journalisterne lov til bogstavelig talt at presse Løkke helt op ad væggen? Hvorfor var der så lidt styr på tingene?

Svarene fortaber sig i de talrige andre situationer, hvor Lars Løkke Rasmussen siden er kommet i modvind de senere år. Fra det kaotiske klimatopmøde to år tidligere i Bella Center i København, hvor han blev kritiseret for uprofessionel mødeledelse. Over GGGI-sagen, hvor han fløj på 1. klasse for statsstøttemidler og først efter ni rejser indså, at det kunne være et problem. Til den aktuelle pressehistorie om, at han har ladet sig beklæde for 152.000 kroner, delvis betalt af Venstres partiorganisation.

Den sidste sag fik i forgårs folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbechs sikringer til at springe, da hun på et gruppemøde ifølge flere medier skarpt kritiserede partiformanden for endnu en sag om bilag og luksusforbrug på andres regning. Venstres hovedbestyrelse har også udbedt sig en forklaring, blandt andet fordi udgiften til tøj ikke figurerer i partiets regnskaber, ligesom der ikke findes tal for, hvor meget partiformanden har betalt for det tøj, der var til eget forbrug efter de fotooptagelser, valgmøder og landsmøder, som resten af tøjet skulle anvendes til.

Sagen føjer sig til den lange række af sager om Lars Løkkes personlige forbrugsmønster og rod med bilag. Flere kommentatorer mener, at det mest farlige ved de nye oplysninger netop er, at de føjer sig til en efterhånden meget lang historik.

I dag fylder han så 50 år.

Journalist og forfatter Kirsten Jacobsen skrev i 2006 samtalebogen ”Løkkeland,” og hun undrer sig over, at han i dag fremstår helt anderledes end dengang.

”Dengang mødte jeg et engageret, interesseret menneske, som kunne lide at udfolde, hvad han ville med Danmark. Jeg følte, at han virkelig ville noget. På den måde var hele det projekt meget positivt,” siger Kirsten Jacobsen.

”Når han så rykker fra at være indenrigs- og sundhedsminister til at blive statsminister, tænker jeg som almindelig borger, at nu går han nok i gang med at gennemføre noget af det, han havde siddet og snakket om. Det har jeg bare haft lidt svært ved at se.”

At Løkke ikke førte sine visioner ud i livet som statsminister fra 2009 til 2011, er der ifølge Kirsten Jacobsen ”1000 grunde til”, men en af dem er magtens paradoks: at jo tættere man kommer på magtens kerne, jo mindre magt har man. Den reelle indflydelse på menneskers dagligdag forsvinder, hvad mange andre toppolitikere også har måttet sande. Det hele bliver for stort og abstrakt.

”Så er der den personlige side. Jeg mødte et festligt, underholdende menneske, men også et temperamentsfuldt og dengang storrygende menneske. Han bommede hele tiden cigaretter af andre. Men i vores samarbejde havde jeg svært ved at se den mand, jeg senere så på tv, trængt op i et hjørne på Statens Museum for Kunst, som havde så svært ved at tøjle sit temperament.

Og jeg tænker: Hvorfor har han så svært ved det? Du er jo nødt til at kunne tøjle temperamentet som toppolitiker,” siger Kirsten Jacobsen.

”Han er hurtig i hovedet, og han vil noget med politik, men Løkke er for mig som Peer Gynt. Han vil og vil dog ikke. Han vil magten, og alligevel spænder han ben for sig selv hele tiden. Så roder han med bilag, og han lærer ikke af det. Hvorfor bliver det ved? Det kan jeg ikke forklare dig,” siger hun.

Den liberale samfundsdebattør Claes Kastholm Hansen betegner Lars Løkke Rasmussen som en ”tilbagetrukket oppositionsleder”. Det er der en række grunde til. Blandt andet spiller det ind, at Venstre efter det knebne valgnederlag i 1998 lagde sig politisk tæt op ad Socialdemokraterne for at få fat i socialdemokratiske kernevælgere. Strategien førte til, at den gamle front mellem liberale og socialdemokrater forsvandt.

”Det gør det vanskeligt at være oppositionsleder. Når Corydon taler om den nødvendige politik, så har han jo ret. Vi har et politisk system, hvor partierne er enige om nogle grundlæggende størrelser, som at det er nødvendigt at begrænse statens udgifter, at satse mere på det private erhvervsliv og så videre. Vi skal have nogle indtægter til at betale for denne meget dyre, offentlige sektor.

Men Lars Løkke kunne i højere grad have profileret sig på værdipolitik. Det optager helt klart vælgerne mere, end politikerne gør sig klart. Jeg tænker for eksempel på udlændingepolitikken. Den spiller en meget større rolle ude i landet, end den gør på Christiansborg. Det var et sted at markere sig tydeligt,” siger Claes Kastholm Hansen.

Da VK-regeringen i 2010 lancerede sin ghettoplan, talte Lars Løkke Rasmussen selv om, at det skulle være en værdipolitisk offensiv på gadeplan. Det blev opfattet som en klar modsætning til forgængeren, Anders Fogh Rasmussens, værdikamp, der var langt mere principiel og ideologisk.

Professor Lars-Henrik Schmidt fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) ved Aarhus Universitet hæfter sig ved, at Lars Løkke Rasmussen er jurist, mens Fogh er økonom.

”At Løkke er værdikriger på gadeplan, er ikke nogen tosset metafor. Til forskel fra sin forgænger behøver han ikke den proklamerende liberale holdning, som Fogh stod for.

Det er let at se, hvad forskellen bunder i. Den ene er jurist, og den anden er økonom. Løkke kæmper ikke på det høje videnskabelige niveau som en retsfilosof, men han kæmper som en lille advokat fra sag til sag.

Han er liberal, men hans liberalisme ligger i hans habitus, i hans væsen. Det er vigtigere for ham at vinde sagerne end at stå på mål for principperne, og derfor får han heller ikke Adam Smith Prisen,” siger Lars-Henrik Schmidt.

Filosof Arno Victor Nielsen, der tidligere blandt andet har virket ved Danmarks Pædagogiske Universitet, deler det syn på Lars Løkke Rasmussen.

”Han er ikke ideolog, han er en problemknuser, en administrator. Når han som amtsborgmester ville have brugerbetaling ind i sundhedsvæsenet og indføre privathospitaler, var det først og fremmest for at vise, at man dermed kunne presse prisen på sundhed ned. Det lykkedes så ikke, men han troede virkelig på det,” siger Arno Victor Nielsen.

Kirsten Jacobsen kalder Venstres formand for ”et barn af velfærdsstaten”. Han ville aldrig have fået sin position, hvis det ikke havde været for de uddannelsesmuligheder, netop velfærdsstaten har givet. Måske derfor havde han også en masse klare idéer om, hvad han ville med velfærden.

I ”Løkkeland” bliver der talt meget om de konkrete udfordringer i sundhedsvæsenet og i uddannelsessektoren, og han forfægter liberale synspunkter om, at den enkelte skal have frihed til i langt højere grad at tilrettelægge sit familie- og arbejdsliv. For eksempel så man arbejder mere i de helt unge år og arbejder mindre, når man får børn, og igen mere, når børnene bliver store.

”Han ville noget. Da vi talte sammen, havde han en forståelse for den afmagt, der spreder sig, når skoler bliver nedlagt, og sygehuse lukkes. Han havde en realistisk forståelse af, at det var nødvendigt, hvis vi skulle bevare kvaliteten, men samtidig en forståelse for afmagten. Det var nogle menneskelige og gode tanker om, hvordan livet kan være, hvis man ikke bare skal spare derudad, som man har gjort de seneste mange år. Han mistede senere det link til noget helt oprindeligt, en livsvision for, hvordan livet kunne blive bedre for os,” siger Kirsten Jacobsen.

Hun ser sagerne om overforbrug på andres regning som et udtryk for den boble, alle toppolitikere befinder sig i, ikke mindst på Christiansborg.

”I den boble er det også i orden at få Venstre til at betale for sit tøj. Jeg siger ikke, de er korrupte, men de er åndeligt korrupte. De glemmer hverdagen for dem, der finansierer dem,” siger Kirsten Jacobsen.

I 2010 udgav Lars Løkke Rasmussen selv bogen ”Den danske drøm”, der var et kompendium af artikler skrevet af profiler i samfundsdebatten. Bogen var en opfølgning på en tale, han holdt på Venstres landsmøde i 2009, hvor han skitserede sine egne ”10 konkrete mål” for den danske drøm.

De handlede blandt andet om at placere Danmark i verdens topti eller højere med hensyn til økonomisk rigdom, udbud af arbejdskraft, middellevetid, kvalitet i uddannelser, tryghed, energieffektivitet og integration.

Det kunne ligne et forsøg på at sætte om ikke en ideologisk, så dog en målbar vision for det politiske arbejde.

Senest har han i flere store interviews sagt, at han ikke vil være statsminister igen for enhver pris. Grundlaget for en ny, borgerlig regering skal være den økonomiske kurs, Venstre har lagt. En klar advarsel til på den ene side Dansk Folkeparti og på den anden side De Konservative og Liberal Alliance, der sendt signaler i hver sin retning.

I et større perspektiv kunne det se ud til, at selvom Lars Løkke Rasmussen ikke er ideolog, er han på nogle områder ideologisk mere liberal end sin forgænger.

Man ville for eksempel næppe have set Anders Fogh Rasmussen argumentere for nulvækst i den offentlige sektor eller for at afskaffe efterlønnen. I hvert fald ikke efter at han havde lagt afstand til sin egen bog ”Fra socialstat til minimalstat” fra 1993.

”Lars Løkke Rasmussen har været mere udtalt liberal end Anders Fogh Rasmussen, og jeg tror stadig, han personligt er liberal, men han er ikke noget filosofisk gemyt. Hans liberale holdning er funderet i Venstres Ungdom,” siger Claes Kastholm Hansen.

”I praktisk politik, i styringen af landet, finder man næppe nogen mere kvalificeret mand end Lars Løkke Rasmussen. Hans erfaring er meget omfattende. Han kender på vulgært politisk sprog maskinrummet bedre end nogen anden.”

Det kendskab til maskinrummet blev demonstreret, da han i 2004 satte sig i spidsen for arbejdet med en kommunal strukturreform. Oprindelig var Anders Fogh Rasmussen ikke meget for den idé, men da først det var sat i søen, arbejdede Lars Løkke Rasmussen målrettet på at få reformen igennem. Det lykkedes uden de forventede massive protester fra det kommunale bagland.

Løkke har også været arkitekten bag skattereformen fra 2009, den såkaldte genopretningspakke fra 2010, tilbagetrækningsreformen i 2011, der indskrænkede adgangen til efterløn, ligesom han fik gennemført halveringen af den maksimale dagpengeperiode til to år.

Også efter SRSF- og SR-regeringerne kom til, har Venstre under Lars Løkke Rasmussens ledelse sat sine mærker på lovgivningen.

Alligevel er det stadig de personlige sager, der fylder mest i mediebilledet af ham.

Lars Henrik Schmidt vurderer, at fordi Lars Løkke Rasmussen ikke har holdt den ideologiske fane højt, men har gennemført reformerne pragmatisk, en for en, kan det vise sig, at han på længere sigt får et bedre ry, end de aktuelle sager om bilag og forbrug lader ane.

”Når historien bliver skrevet engang, vil man i højere grad få øje for de ting, der er lykkedes for manden. Og ikke fokusere på de der bilag og så videre.

Hvad var det egentlig, han fik lavet med kommunesammenlægninger, og hvad fik han gennemført? Det tror jeg, man vil kunne huske, for han har ikke haft brug for at svinge den neoliberale fane, men har kunnet få gennemført noget Venstre-politik i praksis,” siger Lars Henrik Schmidt.

Claes Kastholm Hansen deler vurderingen af, at Løkke er kommet igennem med meget af sin politik, men han ser det som et problem, at Løkke ikke som Fogh har kunnet sætte og fastholde en politisk dagsorden.

Det har efterladt en åben mark for medierne til at sætte deres egen dagsorden, og det har været med til at føre Lars Løkke Rasmussen ud i mediesager som den aktuelle om hans tøjindkøb på Venstres regning.

”Det afgørende er, at politik kræver gentagelse. Da Lars Løkke Rasmussen lagde ud med den danske drøm, var det en måde at sætte en vision på. Men siden har vi ikke hørt noget til den. Hans forsøg på at fastholde dagsordenen på den offentlige scene har ikke været vedholdende,” siger Claes Kastholm Hansen.

Eller som Kirsten Jacobsen sammenfatter det:

”Nu bliver han 50 år, og han skal altså til at tage en efteruddannelse, hvis han vil lære af sine fejl. Udefra ser det jo ud, som om det ikke rigtig trænger ind. Han siger hele tiden undskyld, og jeg vil lære af det, men han fortsætter med at snuble over sine egne ben i irritation, med at have uorden i økonomien og med at komme med mærkelige meldinger.”