SF kan spolere Dansk Folkepartis succes

Socialistisk Folkeparti vil gerne have Dansk Folkeparti med i en ny aktiveringsreform, som forhindrer Venstre i senere at spare fire milliarder kroner på aktiveringen af ledige. Strategien rummer dog farer for begge folkepartier

SFs formand Pia Olsen Dyhr har åbnet for at indgå i et forlig med Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, som i givet fald vil løbe den største risiko ved at samarbejde med venstrefløjen. Fotos: Søren Bidstrup og Asger Ladefoged/Scanpix.
SFs formand Pia Olsen Dyhr har åbnet for at indgå i et forlig med Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, som i givet fald vil løbe den største risiko ved at samarbejde med venstrefløjen. Fotos: Søren Bidstrup og Asger Ladefoged/Scanpix.

Det er jo nærmest genialt det der!

SFs formand Pia Olsen Dyhr har åbnet for at indgå et forlig med Dansk Folkeparti om en reform, der skal forbedre indsatsen for at bringe ledige i arbejde. Argumentet er, at Dansk Folkepartis holdning til beskæftigelsespolitik har ændret sig, så den efterhånden minder om holdningen på venstrefløjen.

Venstre ønsker at spare fire milliarder kroner, men det kommer partiet ikke langt med.

Hverken regeringen, SF, Enheds-listen eller Dansk Folkeparti er interesserede i at spare nogle af de mellem 8 og 16 milliarder kroner, der alt efter regnemetode bruges i aktiveringssystemet hvert år.

Pia Olsen Dyhr har med sit udspil gjort det let for regeringen at lægge pres på Venstre og De Konservative i forhandlingerne, for hvis de borgerlige står for stejlt, kan man falde tilbage på det alternative flertal med venstrefløjen og Dansk Folkeparti.

For regeringen har den sidste løsning en ekstra taktisk fordel. Den betyder, at selv hvis Venstre skulle vinde regeringsmagten tilbage efter næste valg, kan partiet ikke ændre aktiveringsreformen igen. I hvert fald ikke med Dansk Folkepartis stemmer.

Det hører til de uskrevne regler på Christiansborg, at partier ind i næste valgperiode er bundet af de forlig, de indgår. Det var præcis den mekanisme, daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og De Radikale udnyttede i foråret 2011, da de enedes om den såkaldte tilbagetrækningsreform. Det var den, der forringede efterlønsordningen, og som Socialdemokraterne og SF har været afskåret fra at forbedre efter det seneste valg.

Lars Løkke må, udover at være bekymret over sine aktuelle problemer med dyre tøjindkøb, også se bekymret til, at hans politiske manøvremuligheder risikerer at blive indskrænket, hvis han skulle vinde næste valg.

Men er der da slet ingen risici ved, at SF så åbenlyst bejler til Dansk Folkeparti den tidligere ikke-stuerene værdipolitiske hovedfjende?

Jo, det er der, både for SF og for Dansk Folkeparti. For SF er risikoen, at vælgerne ikke accepterer det og derfor går til for eksempel Enhedslisten.

Dansk Folkeparti løber imidlertid langt den største risiko. I øjeblikket vælter vælgerne ind ad hoveddøren, de fleste tilsyneladende fordi de opfatter Dansk Folkeparti som et bedre socialdemokrati end det oprindelige.

Partiet har i velfærdspolitikken bevæget sig langt fra sit udgangspunkt i det liberale skattemodstanderparti, Fremskridtspartiet. Tidligere partiformand Pia Kjærsgaard kaldte sig allerede i 2011 en ”ægte socialdemokrat”, og hendes afløser Kristian Thulesen Dahl har drejet partiet længere ind mod midten, ikke mindst på velfærdsområdet. Samtidig er den oprindelige værdipolitiske dagsorden, særligt udlændinge- og retspolitikken, blevet tonet ned.

Strategien er, at Dansk Folkeparti skal kunne forhandle til begge sider og i princippet støtte både blå og røde regeringer.

Men mon dog? Dansk Folkeparti mangler et godt svar til sine kernevælgere på, hvad det værdipolitisk får ud af at indgå forlig til venstre side.

Samarbejdet gennem 10 år med VK-regeringerne var bygget op som en købmandsforretning, hvor Dansk Folkeparti fik stramninger i rets- og udlændingepolitikken mod til gengæld at acceptere VKs økonomiske politik.

Med venstrefløjen er den handel ikke mulig, så hvad skal Dansk Folkeparti egentlig kræve af indrømmelser i stedet?

Partiet indgik i januar i det store forlig om togfonden med regeringen, men det er stadig uklart, hvad DF fik ud af det udover at ”sidde med ved bordet”.

Historien viser, at det kan være livsfarligt for mærkesagspartier at slække på netop deres mærkesager. Blandt andre Kristendemokraternes og Centrumdemokraternes nedture illustrerer det.

Selvom Dansk Folkeparti i øjeblikket høster stort på utilfredsheden blandt socialdemokratiske vælgere, er det tvivlsomt, om fremgangen kan holde, hvis partiet primært vil fremstå som et mere socialt socialdemokrati.

Det ligner en farefuld færd på lidt længere sigt, som Pia Olsen Dyhr forståeligt nok gerne skubber på.