Redningsplan for biavl får hård kritik

Værdien af honningbiernes bestøvning af marker, plantager og natur er langt større end indtægten fra honningen. Derfor skal samfundet økonomisk støtte bestøvningen, og biavlen skal flyttes fra Fødevareministeriet til Miljøministeriet, der har ansvaret for naturens mangfoldighed.

Det mener foreningen Erhvervsbiavlerne, som er stærkt kritisk over for Fødevareministeriets kommende strategi for biavlen. Efter de store erhvervsavleres mening lægger strategien alt for megen vægt på hobbybiavl og forskning i bidød og alt for lidt vægt på den økonomi, som er avlernes afgørende problem.

”For professionelle avlere med flere hundrede bifamilier er bidød ikke et stort problem som for uerfarne hobbyavlere med et par bistader. Det er til gengæld erhvervsvilkårene. Der er kun én vej, og det er tilskud, som kan sikre den nødvendige bestøvning af både afgrøder og naturen,” siger Lars H. Ehrens-vrd Jensen, næstformand i Erhvervsbiavlerne.

Hans mistillid til planen begrunder han med, at den tidligere strategi for biavl er i strid med alle intentioner og blot har ført til en tilbagegang i antallet af bifamilier på 20.000.

De senere år har der ellers været megen fokus på en stor fremgang i danske hobby-biavlere.

”Men antallet af biavlere er fløjtende ligegyldigt, hvis de har et par bifamilier hver. De nye avlere kan aldrig løfte den vigtige landsdækkende bestøvningsopgave, når der samtidig sker en løbende nedlæggelse af store producenter med flere hundrede bifamilier,” siger Lars H. Ehrensvrd.

Ifølge chefkonsulent Kim Holm Boesen fra Natur-Erhvervstyrelsen er hoved-opgaven med Fødevareministeriets kommende strategi for biavlen at sikre sunde bier og dermed også god befrugtning af afgrøderne.

”Succeskriteriet ville være, at der altid er en biavler, når nogen ønsker dem, uanset om det er i æbleplantager eller hvidkløvermarker, og det kniber. Erfaringen fra landbruget er, at den nuværende fordeling af bierne ikke er god nok, måske fordi vi har mange små biavlere, hvis bistader står fast et sted,” siger han.

Knud Graaskov er formand for Danmarks Biavlerforening, som både rummer hobbybiavlere og erhvervs-biavlere.

”Jeg ser også med bekymring på, at erhvervsbiavlerne har svært ved at drive en biavl, de kan leve af. Samtidig må vi også glæde os over de mange nye mindre biavlere, der hele tiden kommer til, hvoraf nogle af dem forhåbentlig bliver erhvervsavlere hen ad vejen,” siger han.

Hans bekymring gælder især avlen, hvor de store professionelle producenter spiller en helt central rolle i forbindelse med avlen af de dronningebier, som er forudsætningen for al biavl.