”Jeg har gjort mit arbejde”

Ono Fleischer har kørt over 20.000 kilometer med hundeslæde for at skabe identitet om fælles sprog, kultur og vaner med andre inuitter i Canada og Alaska. Og han er nok den eneste, der har krydset indlandsisen med pacemaker

Ono Fleischer er født i 1948 og bor i Illulissat. Han har skrevet om sine slæderejser i bogen "Jeg besøgte mine stammefrænder i vest og øst"
Ono Fleischer er født i 1948 og bor i Illulissat. Han har skrevet om sine slæderejser i bogen "Jeg besøgte mine stammefrænder i vest og øst".

Han flytter tallerkenerne til laksemadderne, skubber til et par pilleglas og folder så det omkring en gange to meter store plastiklaminerede kort ud på spisebordet. Med farvede tuschstreger er indtegnet seks slæderejser i det arktiske område.

Som niårig fik han sine første slædehunde, og 27 år var Ono Fleischer, da han alene kørte ud på sin første 1200 kilometer lange rejse i 1975 til Qaanaaq ved Thule. Senere fulgte fem betydeligt længere og krævende ekspeditioner på hundeslæde i årene 1992 til 2006; i alt omkring 20.000 kilometer i øde og mennesketomme områder.

”Det her kort har jeg med, når jeg holder foredrag om mine rejser; her kan du se ruterne til Qaanaaq, til Utqiarvik i Alaska i 1992, til Kuujjuaq nord om Quebec-provinsen i Canada i 1998 og i 2000 fra Ikpiarjuk til Arviat også i Canada “ Og her har du,” fortsætter Ono Fleischer med pegefingeren i kortet, ”Puvirnituk i den nordlige del af Quebec, hvorfra jeg kørte til Kuujjuaq og tilbage igen. Og så den sidste rejse, i 2006, fra Kangerlussuaq over indlandsisen til Isortoq nær Tasiilaq i Østgrønland.”

På en måde havde han det i blodet: ”Min morfars fætter var polarforskeren Knud Rasmussen, men jeg var nok ikke så meget drevet af slægtskabet som af interessen for inuitternes liv andre steder. Dog må jeg indrømme min overraskelse, da jeg på en moskusoksejagt ved Umimmattooq i Canada i 1992 blev spurgt, om jeg var i familie med Knud Rasmussen. Jeg forklarede selvfølgelig hvordan, og spørgeren fortalte så, at han var barnebarn af “ Knud Rasmussen.”

Altid kørte nu 66-årige Ono Fleischer ikke mindst af sikkerhedsgrunde sammen med en anden. Med to slæder og to hundespand 24 hunde i alt ville det altid være muligt at komme videre, hvis noget gik galt. Udstyret omfattede tolags kuppeltelte, primusser til opvarmning og tørring af tøj, isolerede soveposer plus en satellittelefon, hvor det gjaldt om at spare på batterierne. Detaljerede kort var også med, men i tæt snefog var det ofte vanskeligt at få landkending, og forfædres stenvarder to, tre eller flere sten stablet som markeringer viste sig ofte at give vished for, at retningen var rigtig.

Undervejs på ruten var forsyninger med hundemad fløjet ud med helikopter, og jævnligt blev der fyldt op med 5-600 kilo foder på slæderne. Tommelfingerreglen var, at der skulle være hundemad til to uger, hvis turen frem til næste destination var beregnet til ti dage.

En typisk dagsrejse varede otte timer og var 45 kilometer lang, men uforudsigeligt vejr og terræn kunne få den ned på 20, som så blev kompenseret af andre dage med op til 90 kilometer.

”Slæderne var lange omkring fem meter fordi de gled bedre end korte, hvor presset fra vægten ville blive for stort. For at få et bedre glid smurte vi is under mederne, og på den måde sparede man hundefoder, altså mad og brændstof på én gang. Derfor var det vigtigt at køre af sted, når det var allermest koldt også selvom risikoen for farlige forfrysninger var størst, ikke mindst for mig med en stor europæisk næse. Og selvom det var koldt, skulle man stadig undgå at køre hen over varme hundelorte, for de klæber sig fast i hele slædens længde“”

Helt afgørende var tøjet, som på traditionel vis var lavet af sælskind, hareskind eller ræveskind. Syet og lagt i lag på en måde, så det isolerede bedst muligt mod kulden, som med årtusinders erfaring kunne bekæmpes med ordentligt tøj:

”Krop og hjerne bliver overbevist om, at du skal modstå ned til omkring 50 minusgrader, og det er heller ikke svært at vænne sig til tanken om ikke at gå i bad i 47 dage. Hvis nogen tænker puha, så husk, at man jo ikke bliver beskidt, når det er rigtig koldt. Og bakterier findes ikke.”

Så ofte som muligt byggede Ono Fleischer og hans makker en snehytte, en iglo, som bedre end teltet kunne modstå pludselige stormvejr.

”Når man kom ind fra en snestorm og måske 50 graders frost, var det jo et saligt velvære at komme ind i en vindtæt snehytte med nul grader.”

”Meningen med slæderejserne var at bygge bro mellem inuitter, og jeg er igen og igen blevet overrasket over, hvordan vi uden videre kan forstå hinanden, hvordan vi har samme kultur og bruger de samme fangstmetoder. Maden er stort set den samme, vi bruger de samme ord, om end med lidt forskelle i dialekter som mellem københavnsk og bornholmsk og det er vigtigt for vores identitet at forstå, at vi er 120.000 inuitter i et enormt område fra Grønland i øst til Alaska og det yderste Sibirien i vest. Vi er frænder, når vi møder hinanden et sted derude i kulden.”

Vigtigst var nok det sproglige fællesskab, og Ono Fleischer kan ikke skjule sin begejstring, når han lader fingrene glide over et lyseblåt bælte på kortet med slæderuterne tegnet ind. ”Sprogbæltet”, kalder han det enorme område i den nordligste udkant af det amerikanske kontinent, hvor der kun få steder var huller i muligheden for uden videre at kunne kommunikere med hinanden.

Overalt blev ekspeditionerne mødt med begejstring og overraskelse. Det kom bag på mange i både Canada og Alaska, at der kom inuitter på hundeslæder helt fra Grønland. Overraskelse ville der givetvis også have været på den anden side af Bering-strædet, men desværre gav de russiske myndigheder ikke tilladelse til at besøge de sibiriske inuitter.

Alaska blev den vestlige endestation, og dér noterede Ono Fleischer nogle væsentlige forskelle. I Alaska var hans stammefrænder tydeligt påvirket af ”den fedtede og sukrede amerikanske mad og cola; de var store, og fedme var og er et stort problem. Omvendt syntes de, at vi virkede meget europæiske ved ikke rigtig, om det var venligt ment”, fortæller han med et skævt smil og pegefingeren næsten yderst ved kortets venstrekant.

Som trækdyr var slædehundene helt afgørende for, at Ono Fleischers ekspeditioner kunne lykkes. Han opfatter de tætte og muskuløse dyr som arbejds- og trækkraft, men det gjorde alligevel ondt, da han nær grænsen til Alaska i 2001 mistede en førerhund, der havde fået blodforgiftning.

”En førerhund der er to i et spand betyder rigtig meget. Jeg prøvede at redde den med antibiotika; den kom i pleje oppe på slæden, mens vi kørte videre, men jeg kunne ikke redde den. En anden gang fik alle hundene bændelorm, fordi de havde spist dårlige fisk, som nogle canadiske inuitter havde givet dem. Det var min fejl, at jeg ikke fik stoppet fodringen de ville jo bare være venlige for ikke nok med at de skrantede; de sked også lange, ildelugtende strimler, mens de løb. Ikke særlig rart at lugte til, når man sad dér på slæden lige bagved “”

Bortset fra de to uheld med hundene gik alt som det skulle med planlægning, proviant og udstyr undervejs. Efter hver eneste slæderejse væk fra Grønland blev slædehundene afleveret til de lokale inuitter ved endemålet. De grønlandske hunde er modsat andre steder helt racerene, og når de har været udenlands, må de ikke komme tilbage af frygt for infektioner eller blanding med andre racer.

I 1975 var der is på havet næsten hele vejen fra Ilulissat til Thule. I dag er der isfrit det meste af vejen, også om vinteren, og Ono Fleischers første slædetur ville ikke kunne lade sig gøre. Ekstrem kulde har i hele hans liv været et vilkår, og han opfatter Grønland som ”et vejrparadis i stil med Norge”. De canadiske dele af Arktis er betydeligt koldere, ikke mindst på grund af kraftig og daglig blæst med temperaturer mellem 40 og 50 minusgrader.

Og selvom temperaturerne stiger som følge af globale klimaforandringer, er Ono Fleischer ikke bekymret:

”Det er jo en langvarig proces, for CO2-effekterne er der jo ikke fra år til år, og jeg tror, at det bliver koldere igen. I min levetid har det skiftet mellem koldere og varmere vejr flere gange. Her er naturen stor, og klimaforandringerne mærkes nok meget mere på steder, hvor der er mange mennesker. Lige nu har de den positive effekt her, at Diskobugten er isfri også det meste af vinteren, og det er nemmere at sejle til de gode fangstpladser i stedet for at køre med hundeslæde over isen.”

På den sidste slæderejse i 2006, fra Sisimiut over indlandsisen til bygden Isortoq ved Tasiilaq i Østgrønland, var det ved at gå temmelig galt. Sammen med sin kone Karo som en snes år tidligere havde taget turen på ski sammen med fire andre kvinder begav han sig af sted i marts, som almindeligvis er den koldeste måned, men som dét år bød på en umulig kombination af tøvejr, regn og temperaturer helt i bund på 50-65 minusgrader. Tilmed drillede den frygtede piteraq, en storm eller orkan så kraftig, at byer og bygder langs østkysten har særlige sirener og blinklys, som kan advare mod den og få alle inden døre.

”Vi var lige ved at miste alle hundene, fordi de skar sig på skarpe iskanter, når tynde overflader ikke kunne bære dem over sneen. Omkring midtvejs på indlandsisen sagde vi til hinanden det går ikke, det her “, og den tur var hverken god for dyr eller mennesker. Hvis hundene omkom, ville vi sagtens kunne gå resten af vejen men kamikkerne ville blive temmelig slidte,” smiler han.

”Tasiilaq var endestationen for inuitternes vandringer mod øst og blev dermed også mit punktum for slæderejserne. Det passede også meget godt med, at jeg ikke rigtig orkede mere men jeg kan da sige, at jeg nok er den eneste i hele verden, der har krydset indlandsisen med en pacemaker, som jeg fik sat ind efter lidt hjerteproblemer i 2001. I dag nøjes jeg med at holde foredrag om mine oplevelser og inuitternes livsbetingelser. Jeg har gjort mit arbejde; har gjort det, jeg skulle.”

Men så er der lige alle billederne og timevis af uklippede filmoptagelser, som han en eller anden dag satser på at få tid til at redigere. Ono Fleischer rejser sig, folder kortet sammen og går hen til et skrivebord i hjørnet af stuen, mens Karo sætter laks og te på bordet.

”Lad os nu se,” siger han og begynder at rode i computerens hukommelse. Snart popper billeder op på skærmen i et omfang, der sætter en tyk streg under 20.000 kilometers slæderejser.

Og hundene? De er der stadig; de bor, lever og hyler de i et område sammen med omkring 5000 andre slædehunde et par hundrede meter fra hans koboltblå træhus i udkanten af Ilulissat. En vellykket prostataoperation har for en tid sat Ono Fleischer lidt skakmat, og det er Karo, som træner hundene. Han starter dog gerne sin hvide, firehjulstrukne Volkswagen-pickup, når der skal fodres og spændes for. Og imens bekymrer han sig om risikoen for, at de absolut ikke kælne slædehunde en dag kaster sig over et barn i et skispor, som passerer tæt forbi det, de opfatter som deres domæne.

”Jeg er virkelig bange for, at det går galt en dag, og så er det mit ansvar. Men allerbedst ville det være, hvis skiklubben flyttede sine spor. Vi skal forstå også i 2014 at slædehunde er arbejdsdyr. Ikke kæledyr.”