I disse dage får syv svenske kvinder, der enten er født uden livmoder eller har fået den bortopereret på grund af kræft, en chance for at få opfyldt det ønske, de hidtil har troet var umuligt: at få deres eget biologiske barn.
Kvinderne har nemlig fået en ny livmoder, typisk fra deres egen mor eller en nær pårørende, og for nyligt har de fået opsat egne befrugtede æg i livmoderen.
Kun Tyrkiet og Saudi-Arabien har lavet lignende transplantationer, men i begge tilfælde fra afdøde donorer.
Det er således aldrig sket før, at en levende kvinde har doneret sin livmoder til en anden kvinde, og det unikke kontroversielle forsøg i Göteborg vækker derfor opsigt på verdensplan, også i Danmark.
De første kvinder fik opsat befrugtede æg for et par måneder siden, men Mats Brnnström, professor ved afdelingen for gynækologi og obstetrik på Sahlgrenska Sygehus i Göteborg, der står bag forsøget, holder kortene tæt inde til kroppen hvad angår kvindernes graviditeter:
”Vi har nu indledt æg-opsætning på i alt syv kvinder. Men vi kan ikke give nogle informationer om eventuelle graviditeter.”
Forud for forsøget ligger 13 års forskning. Oprindeligt fik ni svenske kvinder en ny livmoder, men to af kvinderne fik fjernet donorlivmoderen igen som følge af henholdsvis blodpropperi de transplanterede blodkar og infektion. Normalt er organtransplantationer fra levende donorer da også kun en operation, der kun finder sted for at redde liv for eksempel ved nyretransplantationer.
Og Mats Brnnström erkender også, at der er etiske dilemmaer forbundet med disse transplantationer:
”Det er etisk komplekst at bruge en levende donor. Men vores studier øger kendskabet til risikoen ved det. Ingen af vores donorer har nogle varige men af operationen. Vi er dog blevet tvunget til at genoperere en af kvinderne.”
Flere hundredetusinde kvinder verden over skønnes at være barnløse på grund af manglende eller defekt livmoder.
Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen, forstår da også godt, at kvinder, der mangler en livmoder, har et stort ønske om at bære sit eget barn.
”Hvis det kan gøres uden stor risiko for kvinden eller det kommende barn, så lyder det godt. Men indtil videre er det formentlig en voldsomt indgribende og måske også risikabel procedure, der skal behandles med immun-undertrykkende medicin. Og vi ved heller ikke, hvordan en transplanteret livmoder vil holde til en graviditet. Så der er mange hviser.”
Hun mener derfor, at det skal overvejes nøje, om man vil bruge økonomiske midler på at gennemføre denne procedure herhjemme.
Og det er måske ikke alle kvinder, der kan bære eventuelle følger af transplantationen:
”Det kan måske gennemføres af nogle kvinder men er der også nogle, der påføres stor sorg, hvis fosteret ikke overlever?”
Det Etiske Råds formand, Jacob Birkler, mener ikke, at den etiske diskussion blot handler om at være for eller imod livmodertransplantation:
”Til gengæld kan det være frugtbart at skele til anden praksis, hvor organtransplantation og rugemoderskab er gode eksempler. Ved organtransplantation redder man kvindens liv. Her redder man kvindens mulighed for at føde et barn. Derfor er det eksempelvis relevant at spørge, om vi bør benytte levende eller døde donorer på grund af de risici, der er ved indgrebet,” siger han og fortsætter:
”Men hvis både donor, recipient og barn ikke lider skade undervejs, har jeg svært ved at se de etiske kvaler. Nogle vil muligvis pege på rugemoderskab som et bedre alternativ, fordi man undgår flere risici. Her flytter man ikke livmoderen, men barnet. Men ved rugemoderskab drager barnet ikke samme fordel af at vokse op hos den mor, som også føder barnet.”WWIndtil videre er det formentlig en voldsomt indgribende og måske også risikabel procedure.
Lillian bondo, formand for jordemoderforeningen