Prøv avisen
Politisk set

Den danske fiasko ved fredskonferencen i 1864

Stormagternes tålmodighed med danskerne blev efterhånden opbrugt. Den 20. juni 1864 gik konge og regering til et helt afgørende statsrådsmøde, skriver Tim Knudsen. Foto: Scanpix

For præcis 150 år siden forsøgte den danske regering ved fredsforhandlinger i London forgæves at sikre sig Slesvig efter det store nederlag ved Dybbøl

Efter det danske nederlag på Dybbøl den 18. april 1864 kom der endelig gang i fredsforhandlinger i London. De førte til våbenhvile den 12. maj. Indenrigsministeren trådte tilbage i protest. Den danske regering havde været i dyb krise. Flere ministre var imod våbenhvilen. De troede, at flåden som havde klaret krigen godt kunne blokere de tyske havne. Forhåbningerne blev stimuleret af en dansk sejr over en østrigsk flåde ved Helgoland den 9. maj 1864. Men reelt fik sejren ingen betydning for krigens gang.

De danske beslutningstagere stod splittet. Både når det gjaldt opfattelsen af de militære styrkeforhold og af Danmarks politiske mål. Den danske delegation i London bestod af tre indbyrdes uenige mænd. Undervejs blev delegationen suppleret med departementschef Regensburg, som bekæmpede forslag om folkeafstemninger i Slesvig. Det var, som om man havde sendt et helt kollegium af sted med flest mulige standpunkter og mindst mulighed for at blive enige.

I København var beslutningstagerne lige så indbyrdes uenige. Konseilspræsident og fungerende udenrigsminister D.G. Monrad sank hen i skandinavistiske dagdrømmerier fjernt fra realiteterne, og kongen havde sine familiære interesser i hovedet. Et dansk beslutningssystem med indbyrdes uenige beslutningstagere var barnemad for en beslutsom og målrettet politisk spiller som Preussens Bismarck.

Forhandlingerne i London blev meget indviklede og langtrukne. Men overordnet set var det hele ikke indviklet. Bismarcks mål var ikke at annektere hele Slesvig-Holsten. Hans mål var at sikre den preussiske marine havnebyen Kiel og mulighed for at bygge Kieler-kanalen. Om nødvendigt kunne disse mål også nås med en slesvig-holstensk vasalstat, som omfattede Sydslesvig. Han skulle nå meget længere takket være det danske beslutningssystems svaghed.

Under forhandlingerne i maj og juni 1864 kom adskillige forslag frem. Også forslag om at dele Slesvig. Men den danske konge var imod en deling. Ministrene omkring ham havde vidt forskellige forestillinger om, hvad man så skulle. Danmark spillede dog ud med en erklæring den 2. juni 1864, der gik ud på, at den danske konge for at undgå mere krig smerteligt ville affinde sig med territoriale afståelser i det allersydligste af Slesvig. Det forslag var ikke realistisk.

Der blev fremsat en række følere og forslag om andre delingslinjer. Enten ved folkeafstemninger eller ved voldgift. Men det danske beslutningssystem stod fortsat splittet. Det førte i juni til en dansk regeringskrise. Kongen ville have en mere konservativ regering. Ingen ville dog påtage sig regeringsansvaret.

”De såkaldte konservative er nogle gamle kællinger,” blev kongen og konseilspræsident Monrad enige om. Ellers var de mest uenige. Monrad ønskede at træde tilbage, fordi han ikke havde kongens tillid. Kongen nægtede at imødekomme ham. Kun fordi han ellers ville stå uden ministre.

De danske forhandleres indbyrdes uenigheder fortsatte. En af dem, A.F. Krieger, der kun kendte lidt til britisk politik, spredte fortsat illusioner om et snarligt britisk regeringsskifte til dansk fordel. Krieger mente også, at Als var uindtagelig. Det skulle snart vise sig at være endnu en illusion.

Stormagternes tålmodighed med danskerne blev efterhånden opbrugt. Den 20. juni 1864 gik konge og regering til et helt afgørende statsrådsmøde. Kongen ønskede ikke krigens genoptagelse. Men han forstod ikke, at det at undgå krig krævede store danske indrømmelser. Derfor truede det endelige nederlag, et nederlag som måske kunne føre til Danmarks udslettelse.