Prøv avisen

Prinsen fejrede fødselsdag i familiens skød

Kongefamilien stillede i går op til pressefotografering ved Chteau de Cayx. Bagerst fra venstre er det prins Joachim, dronning Margrethe, prinsgemalen prins Henrik, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. Forrest fra venstre er det prinsesse Marie med hånden på hovedet af prins Henrik, prins Felix med prinsesse Athena i hånden, prins Nikolai, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine. Foto: Albert Nieboer/RPE/Scanpix

Med børn og børnebørn omkring sig fejrede Prins Henrik i går sin 80-års fødselsdag i Frankrig

I går fyldte prins Henrik 80 år, og det blev fejret. Dog ikke på Amalienborg, hvor prinsesse Benedikte disse dage fungerer som rigsforstander i Dronningens sted. Prinsgemalens ønske har nemlig hele tiden været at holde den runde dag på Chteau de Cayx, prinsens vinslot i det sydlige Frankrig.

Kongehuset har dog siden begyndelsen af juni været præget af H.K.H. Prinsgemalens fødselsdag. Han har udgivet sin nye digtsamling, ”I mine lykkelige nætter”. Det skete på Frederiksborg Slot, hvor Prinsen efterfølgende åbnede særudstillingen ”Prins Henrik af Danmark H.K.H Prinsgemalen 1934-2014”. Herudover har prins Henrik været til fødselsdagsreception i Orangeriet på Fredensborg Slot, hvor flere prominente gæster kom og lykønskede Prinsgemalen. Men gårsdagen var dedikeret familien.