Større byer opruster mod hjemløse i det offentlige rum

Sommer er sæson for hjemløse gadesovere. Men i flere danske byer ændres bænke og pladser, så man ikke kan sove der, oplever hjemløseorganisation

Danskerne har fået sværere ved at tåle det magtesløse, mener Bjarne Lenau Henriksen, fængselspræst i Horserød Statsfængsel
Danskerne har fået sværere ved at tåle det magtesløse, mener Bjarne Lenau Henriksen, fængselspræst i Horserød Statsfængsel . Foto: Nils Meilvang/Scanpix.

Har du tænkt over, hvorfor de spiller høj hornmusik i tunellen under Vejle Banegård? Hvorfor der er sat buede armlæn midt på mange bænke rundt omkring i landet? Og hvad det skyldes, at der slet ingen bænke er i Københavns Metro?

Hvis man spørger hjemløseorganisationen Projekt Udenfor er det alt sammen tiltag, der skal forhindre hjemløse i at sove i det offentlige rum.

”Vi ser en tendens til 'bykosmetik' for tiden. Vi kan ikke lide at se hjemløse, og det, der ikke er rart at se på, forsøger man at fjerne,” siger Ninna Hoegh, der er direktør for Projekt Udenfor.

Projektets gadeplansmedarbejder i København Tabita Nyberg Petersen oplever, at mulighederne for at sove ude er blevet væsentligt dårligere.

”Bænke er generelt nedprioriterede. Vi kan også se, at de nyere bænke er både kortere og smallere end de gamle. På togstationen i lufthavnen i Kastrup er bænkene hævet i den ene side, så man triller ned, hvis man lægger sig. Og på metrostationerne er der slet ingen bænke, men kun hvilepæle at læne sig op ad,” siger hun.

I København og Aarhus er antallet af hjemløse steget de seneste år, viste en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI i 2013.

Hos Københavns Politi klager flere borgere end tidligere år over hjemløse, især udenlandske hjemløse, der sover på trappesten og i parker.

”For mange kan det skabe utryghed, at der ligger folk og sover på steder, hvor man ikke er vant til det,” siger Tom Struve, vicepolitiinspektør for Special- og Udlændingekontrol i Københavns Politi.

Morten Aagard, leder af Kirkens Korshær i Aarhus, er enig med Projekt Udenfor, men mener ikke, der skal males et idealbillede af, at hjemløse har ret til en bænk.

”De har ret til en seng. I Sverige, Norge og Tyskland er der herberg for udenlandske hjemløse. I stedet for at stikke hovedet i busken hvorfor så ikke anerkende, at fattigdom og den fri bevægelighed er kommet for at blive?”.

Danskerne har fået sværere ved at tåle det magtesløse, mener Bjarne Lenau Henriksen, fængselspræst i Horserød Statsfængsel og tidligere korshærschef.

”Som minimum kan vi vende ryggen til det. Men hvis der bliver for mange hjemløse, som vi ser det nu med østeuropæerne, angriber vi med byplanspolitik. Det udbreder en kynisme og en råhed, som, kombineret med uvidenhed, gør det hundefarligt at være anderledes.”