Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Socialdemokrater til Thorning: Sig ja til EU-topjob

Flere af Thornings partifæller mener, hun skal sige ja til EU top-job, hvis hun får det tilbudt Foto: Adam Roe

Helle Thorning-Schmidt er et varmt bud på en ny EU-præsident, og hun bør ikke sige nej, lyder vurderingen.

Hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) får et tilbud om et topjob i EU, så bør hun sige pænt ja tak, lyder opfordringen fra flere socialdemokratiske partifæller i Berlingske.

Thornings navn bliver ved med at dukke op i strømmen af bud på personer til højtstående poster i EU, som snart skal besættes. Et topjob i Bruxelles er så attraktivt, at statsministeren ikke kan sige nej, mener en stribe medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe.

- Det er helt op til hende selv, men jeg mener, at Danmark vil være godt tjent med at få den indflydelse, som sådan en toppost giver, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Jan Johansen til Berlingske.

Toneangivende europæiske medier sætter især Thorning i forbindelse med posten som EU-præsident efter belgiske Herman Van Rompuy.

Socialdemokraternes fødevareordfører, Orla Hav, vurderer, at Thorning er nødt til at sige ja til store europæiske lande, hvis de ønsker hende i Bruxelles.

- Det vil være svært for Danmark at sige nej til sådan et skulderklap fra de andre lande. Det gavner Danmarks position, når der sidder én, som kender de mindre landes og særligt de danske vilkår, siger han til Berlingske.

Avisen tilføjer, at stemningen har ændret sig i S. For et par måneder siden afviste de fleste S-medlemmer blankt, at Thorning skulle sige ja til et EU-job.

Formandsopgøret i Venstre og meningsmålinger, der viser, at Thorning er ved at blive mere populær end Lars Løkke Rasmussen (V) spiller ind i Socialdemokraternes nye syn på sagen, skriver Berlingske.